Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Cusanus

Gud i midten

Verdens midtpunkt er altså ikke mere inden for end uden for jorden, og hverken denne jord eller nogen anden sfære besidder et midtpunkt. ...

... Derfor forholder verdensbygningen sig, som om den har sit midtpunkt overalt og sin omkreds intetsteds, da dens omkreds og dens midtpunkt er Gud, der er overalt og intetsteds.

... Platon kaldte verden et levende væsen. Dersom man begriber dens sjæl som Gud — men uden at han går op den — bliver meget af det, vi har sagt, tydeligt. (Om den kloge uvidenhed, 1440, Werke 1 s. 393/397/401))

Mennesket i midten

... Den højeste visdom lagde ordenen i himlen og jorden og i alt for at åbenbare sig på den relativt bedste måde, som skabningen gør mulig.
En hærs orden viser hærførerens visdom bedre end alle hans gerninger. Altets orden er derfor det første og mest nøjagtige billede på den evige og uforgængelige visdom, gennem hvilken hele verdens sammenføjning består på herlig og fredelig måde. Hvor herligt indrettede den det, at den gav mennesket sin plads som altets bindeled og som mikrokosmos i det højeste af den sanselige og i det nederste i den intelligible natur, idet den i mennesket, som i en midte, forbandt det lave timelige og det højere evige. ...

... Ja, vi ved endog, at den dødelige natur, frigjort fra forbundetheden med det dødelige og dermed fra dødens mulighed, kan opstå til den udødelige ånds liv i kraft af Guds ord, hvorved alt er skabt, og som i mennesket Jesus Kristus blev menneske. I ham er det menneskelige ikke kun forbindende midte mellem den højere og lavere natur, den timelige og den evige, men også mellem skaberguden og den evige udødelighed, når vi selv er blevet ligesom vor formidler, og dette sker gennem tro og kærlighed. ...

(Om jagten på visdommen, Werke 1,149)

TEMA:
CUSANUS I DIALOG:

Cusanus, Nicolaus, egl. Nikolaus Krebs von Kues (1401-1464), tysk teolog, filosof og kardinal (fra 1448); født i Kues ved Mosel som søn af en vindyrker, gik i skole hos „Brødrene af det fælles liv“ i Deventer; fra 1416 filosofi-studium i Heidelberg, 1418-24 studier i kanonisk ret, matematik og fysik i Padua; indtræder i Augustinerordenen; ‘Doctor decretum’ 1423; fra 1425 teologi-studium i Køln, påvirkes af Raimundus Lullus’ tanker, 1427 stiftsdekan i Koblenz, 1430 sekretær for Ærkebiskop Ulrich von Manderscheid; 1432 deltagelse i Basler-Konsilet; 1435 provst af Münster-Mainfeld (Eifel); 1437 af Pave Eugen sendt til Konstantinopel for at stifte forlig med Østkirken, skabte også grundlag for forsoningsmøde det flg. år; 1439 deltager i forenings-konsil i Firenze; 1448 kardinal til S. Pietro in Vincoli; deltager i forhandlingerne til Wiener Konkordatet; 1450 biskop af Brixen; 1451-52 udstrakte rejser i Pavens tjeneste med henblik på reform af åndslivet i Tyskland; 1458 Generalvikar i Rom (højeste stilling efter Pavens, Pius 2. — 11. august 1464: død i Todi (Umbrien). Gravlagt i S. Pietro in Vincoli, Rom.

Hovedværker: „Om den kloge uvidenhed“ (De docta ignorantia), 1440. Jagten på Visdommen (De venatione de sapientiae), 1463.
Ph
ilosophisch-theologische Schriften 1-3, lat.-ty., ed. Leo Gabriel, Jub.Ausg. Wien 1964

Livsanskuelse gennem tiderne. Red. Aage Marcus og Bjørn Ochsner. Bd. 3. Middelalder (Johannes af Salisbury, Thomas Aquinas, Cusanus, Johannes fra Saaz.) Bd. Gyld. 1956

B