Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Bruno

Midten i mennesket
Således er vi hævet til at opdage den uendelige virkning af den uendelige årsag, det sande og levende billedspor af den uendelige kraft, og vi ved, at vi ikke skal søge Guddommen fjernt fra os, da vi jo dog har den i vor nærhed, ja i vort indre, dybere end vi selv er inde i os ...
(La cena della ceneri, 1583 - i: Heroische Leidenschaften und individuelles Leben s. 145)

Kosmos-midten
Den universelle fornuft er den inderste, virkeligste og mest særegne evne hos verdenssjælen og dennes virkekraftige moment. Den er ét og det samme, opfylder altet, oplyser universet og styrer naturen, ... Den bliver af pythagoræerne kaldt verdensaltets bevæger og igangsætter ... af platonikerne kaldes den verdens bygmester ... magierne kalder den for den frugtbareste af alle kim eller også Sædemanden ... Orfeus kalder den for Verdens Øje ... af Empedokles kaldes den for Skelneren ... Plotin kalder den for Fader og Frembringer ... Hos os hedder den den indre kunstner, fordi den former materien indefra, således som den også fra frøkimens indre eller fra roden driver stammen frem og udfolder den. Det samme gør den med de levende væsener, når den først ud af frøkimen og af hjertets centrum udfolder sit værk i de ydre lemmer og derpå fra dem igen sammenknytter de udviklede organer med hjertet. (De la causa, principio ed uno I, II, 1584 - i: Heroische Leidenschaften und individuelles Leben s. 101-103)

Giordano Bruno (1548-1600), ital. filosof fra Nola; oprindelig dominikanermunk, men kom på kant med kirkens lære og flygtede i 1576 til en tilværelse som vandrende filosof gn. Frankrig, England og Tyskland; blev i 1592 arresteret i Venedig og efter otte års fangenskab - og tortur - brændt som kætter på Campo di Fiori i Rom d. 17. februar 1600 uden at afsværge sine kætterske tanker.

Bruno udformede, bl.a. på grundlag af Kopernikus, en yderst kættersk filosofi, der frem for alt lagde vægten på altets enhed og organiske sammenhæng. Gik med sin forståelse af filosoffens ensomme rolle og begejstringens betydning for filosofien i Platons spor.

Uden nogensinde at foretage nogen form for eksperiment var Bruno den første, der forkastede forestillingen om den faste fiksstjernesfære og erkendte fiksstjernerne som sole. Han hævdede eksistensen af andre planeter uden for Saturn to hundrede år før opdagelsen af Uranus (1781). Han opdagede som den første Jordens fladhed ved polerne, og tyve år før Galilei påviste han Solens drejning om sin akse.

Bruno brændes år 1600 i Rom, relief på fodstykket af mindestatuen, Campo di Fiore, Rom.
DIALOG:
TEMA:
Begejstring
Enhed

B