Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Erasmus af Rotterdam (1469-1536) blev født uden for ægteskab — faderen var præsteviet! —, og begge forældrene døde, inden han var 13 år. Som 17-årig blev han mod sin vilje anbragt i et Augustinerkloster. Efter studieår i Paris, der ikke var nogen behagelig oplevelse, fik han lejlighed til at komme til England, hvor han vandt sig en vennekreds blandt de førende humanister (Thomas More, John Colet m.fl.) Med skiftende opholdssted i Europa mellem England og Italien vandt han sig gradvist en enestående position som Europas førende — og uafhængige! — humanist. Hans livsværk bestod dog i en reform af den kristne teologi, grundlagt med udgivelsen i 1516 af Det nye Testamente i dets oprindelige, græske form.

Fra En kristen stridsmands håndvåben (1503):

... Dette er altså den eneste vej til saligheden, at du allerførst kender dig selv. Dernæst, at du ikke følger lidenskaberne, men handler efter fornuftens dom. Fornuften skal imidlertid være sund og indsigtsfuld, dvs. den skal kun holde sig det rette for øje.
Men det er svært, vil du sige, hvad du råder mig til. Hvem vil også nægte det? Hint bevingede ord af Platon er sandt, som siger, at alt smukt også er svært. Der findes ikke noget dristigere end selvovervindelse, men der er heller ikke nogen højere pris end saligheden. ... Endnu har ingen sat sig noget for med lidenskab, som han ikke også gennemførte. En væsentlig del af kristendommen er det af hele sit hjerte at ville være en kristen. Hvad der i begyndelsen synes uovervindeligt, det bliver ved den første sejr allerede mindre hårdt, ved øvelse bliver det let, og gennem vanen endelig til en leg. ...

Hovedværker: En kristen stridsmands håndvåben (1503); Adagia (1508), Tåbelighedens lovprisning (1511, ovs. v. Villy Sørensen 1979); Den kristne fyrstes opdragelse (1516); Skøn er krigen for den uerfarne (1517, ovs. v. Villy Sørensen 1979); Om den frie vilje (debatindlæg mod Luther, 1524).

ERASMUS I DIALOG:
Tema:
Erasmus

Mennesket i midten:

... Men uden din anstrengelse vil dette ikke lykkes dig. ... Derfor skal du holde en vis mellemvej mellem Skylla og Charybdis, så du hverken i tillid til den guddommelige nåde bliver alt for sorgløs og ubetænksom, eller i modløshed ved krigens besvær mister både selvtillid og våben på én gang.

[Sjælen mellem legeme og ånd:] ... Legemet eller kødet den nederste del, som med arvesynden fik indskrevet syndens lov af slangen, hvorved vi blev vendt mod skammeligheder og som overvundne blev forbundet med Djævelen. Dernæst ånden, i hvilken ligheden med den guddommelige natur viser sig, i hvilken den velvillige Skaber efter sit eget urbillede har indpræget hin dydens evige lov med sin finger, det vil sige med sin ånd. Gennem den bliver vi forbundet med Gud og ét med ham. Som det tredje og midterste mellem disse to har han sat sjælen, som har evnen til følelser og naturlige sindsbevægelser. Den kan, ligesom i en oprørsk stat, slutte sig til begge de to andre dele. Snart bliver den trukket til den ene side, snart til den anden, og det står den frit, hvilken den vil hælde til. Dersom den sætter sig op mod kødet og stiller sig på åndens side, bliver den også selv åndelig; dersom den nedværdiger sig til kødets begæringer, bliver den selv kødelig. ... (Enchiridion 1503, Werke 1,73 og 141)

Til Luther:

... Jeg véd, at der i denne kirke, som I kalder Pavekirken, findes mange, jeg ikke bryder mig om; men sådanne ser jeg også i Din kirke. Og man udholder lettere et onde, som man har vænnet sig til. Jeg vil altså holde denne kirke ud, indtil jeg ser en bedre. Den samme er også tvunget til at holde mig ud, indtil jeg selv bliver bedre. Desuden sejler man ikke uden lykke, når man holder en kurs lige midt imellem to modsatte onder. (De libero arbitrio 1524, 4,249)

Til en katolik:

... I øvrigt er det, som jeg ser, min skæbne at blive stenet af begge parter, medens jeg anstrenger mig for at tage vare på dem begge. Hos Jer og i Brabant gælder jeg som lutheraner, og i hele Tyskland, hvor jeg lever, gælder jeg i den grad som antilutheraner, at Luthers overbeviste tilhængere ikke raser værre mod nogen end imod mig; og ingen mere end mig tilskriver de det, at de ikke triumferer over Paven. ... (Brev 13. 5. 1525)

B