30. ... Ingen filosof bestrider, at lidenskaberne alle tilhører tåbeligheden, idet de jo selv skelner mellem den vise og den tåbelige på denne måde: den første styres af fornuften, den sidste af lidenskaben; og derfor søger stoikerne at beskærme deres vise for enhver affekt som for en sygdom. Og dog tjener de ildesete affekter nu engang det stræbende menneske som vejledere og formanere på færden til visdommens havn, og er dernæst i det hele taget ufejlbarligt på stedet ved enhver prøve på hans dygtighed og ansporer ham til at yde sit bedste. Seneca, overstoikeren, modsiger mig ganske vist energisk; han uddriver radikalt enhver lidenskab fra sin vismand. Synd nok: dermed efterlader han os slet ikke noget menneske, men skaber en ny gud, et væsen, som aldrig endnu fandtes og aldrig vil findes, eller mere tydeligt: han planter foran os et menneskebillede af marmor, en følelsesløs afgud uden nogen menneskelige sanser. ...
(Laus stultitia, "Dårskabens pris", 1511; Werke II s. 67)