Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Kepler, Johannes (1571-1630), tysk naturforsker, født i Schwaben, 1594 matematiklærer i Graz, men forvist fra landet på grund af sin protestantiske tro; fra august1600 assistent hos astronomen Tycho Brahe i Benatek ved Prag til dennes død 24. okt. 1601; af Kejser Rudolph indsat til at varetage Brahes efterladenskaber.

På grundlag af Brahes observationer - og ud fra Platons naturfilosofi og tro på en kosmisk harmoni - udviklede Kepler de tre efter ham opkaldte love om planeternes bevægelser, de første naturlove i matematisk form.

Hovedværker: Mysterium Cosmographicum (1596), Astronomia nova („Den nye astronomi“, 1609) og Harmonices mundi („Verdens harmonier“, 1619).

Litteratur:
Brynildsen, Aasmund: Johannes Kepler. Nyplatonismens triumf og selvovervinnelse. Oslo 1976

Kepler

Mysterium cosmographicum, 1596

... Hvorfor Kopernikus' stillede arten i stedet for slægten, solen i verdens midtpunkt og jorden i bevægelse omkring den — herfor gives der andre grunde. For nu engang at vende blikket fra astronomien til naturlæren og jordens beskrivelse, så strider Kopernikus' grundanskuelser ikke mod den sande anskuelse af naturen, men støtter den tværtimod. Naturen elsker enkelhed, søger enhed. Aldrig forbliver der i den noget uvirksomt eller overflødigt; men desto hyppigere lader den fra én ting mange virkninger stråle ud. ....

...Efter alt dette vil jeg komme til min egentlige opgave og støtte Kopernikus' hovedsynspunkt om verdensbygningen ved nye bevæggrunde. ... At kvantiteten skulle bestå før alt andet, har Gud villet, for at krumt og lige kunne sammenlignes. Cusaneren og flere andre er for mig så betydelige ånder, fordi de lægger en sådan vægt på forholdet mellem det krumme og det rette, ja endog har vovet at sammenligne det krumme med Gud, det lige med hans skabninger. ...
Selv om allerede dermed kvantitetens egnethed og det krummes adel hos Gud er konstateret, så kommer der hertil noget langt mere betydningsfuldt: Billedet af den treenige Gud er tilordnet kuglens skikkelse, nemlig med Gud Fader i midtpunktet, Gud Søn på overfladen og den Hellige Ånd ligeligt udbredt i rummet mellem midtpunkt og overflade. For fuldkommenhedens væsen, som Cusanus vil tilskrive kredsen, andre nærmere kuglen, forbinder jeg alene med kuglens overflade. Jeg kan derfor heller ikke tro, at nogen krum form kan være mere ædel og fuldkommen end den. Fuldkuglen er nemlig mere end overfladen; den indeholder også den lige linies begreb, som dens indre er fyldt af. ...
Men hvorfor anvendte da Gud forskellen mellem det lige og det krumme og den krumme linies ædle træk til udsmykning af verden? Hvorfor, om ikke fordi den mest fuldkomne skaber nødvendigvis kun kunne skabe et værk af den største skønhed. For Han, den allerbedste, kunne slet ikke skabe andet end det skønneste — som Cicero siger i Bogen om Altet efter Platons Timaios. ... (GW 16 og 23, Bryk 144

TEMA:
KEPLER I DIALOG:
*

B