Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: SOLEN

Kepler

Brev til Michael Mästlin, Graz d. 3. okt. 1595

Ligesom nu Solen står midt imellem vandrestjernerne, selv i ro og dog bevægelsens kilde, viser den afbilledet af Gud Faderen, Skaberen. Hvad der nemlig hos Gud er skabelse, det er ved Solen bevægelsen. Og ligesom Faderen er Skaberen i Sønnen, således er Solen det bevægende inden for fiksstjernernes sfære. Dersom nemlig ikke fiksstjernerne ved deres ro skabte et rum, så kunne intet bevæges. Dette [20] aksiom fastholdt jeg allerede i Tübingen. Men Solen uddeler bevægelseskraften gennem mellemrummet, hvori vandrestjernerne befinder sig, ligesom Faderen som Skaber er virksom gennem Ånden eller i kraft af sin Ånd. Af disse forudsætninger følger allerede med nødvendighed, at bevægelsen er proportional med afstandene. ...

Mysterium Cosmographicum, 1596
... Når vi trods alt nærmer os sandheden og ikke vil opgive håbet om at bringe banernes sande forhold på det rene, må vi antage to muligheder: Enten er bevægelsens livskræfter svagere, jo mere de fjerner sig fra Solen, eller også findes der bare én livskraft for bevægelsen i alle disse baners midtpunkt, altså i Solen. Denne driver desto kraftigere på, jo nærmere det bevægede legeme er. I de fjernere legemer bliver virkningen mattere, på grund af afstanden. På samme måde som lysets kilde er i Solen, og cirkelens princip i Solens sted, nemlig i centrum, således vender også livet, bevægelsen og verdens sjæl, tilbage i den samme Sol. Ligesom hvilen tilkommer fiks-stjernerne, vandrestjernerne en bevægelse af anden orden og Solen bevægelsen af første orden, fordi den i enhver henseende er uforligneligt meget ædlere end bevægelserne af anden orden, således overgår Solen også ved sin egenarts skønhed, ved sin kraftudstråling og ved sin lysglans langt alle andre stjerner. Derpå sigter også alle ædle tilnavne til Solen, som når den kaldes Verdens Hjerte, Konge, Planeternes Hersker, Den synlige Guddom og så videre. ... (GW 70)

B