... I den henseende var jeg platoniker før jeg vidste at der var en Platon til i verden. Og hvis denne store personlighed helt skal udelukkes af vores selskab — han der med sin rene og ubestikkelige samvittighed gjorde sig fortjent til den guddommelige nåde at trænge igennem det mørke der herskede i verden på hans tid og dybt ind i kristendommens lys — tror jeg det er fordi vi ikke finder det passende at lade os belære af en hedning om hvor ugudeligt der er ikke at vente nogen hjælp der udelukkende kommer fra Gud, uden vores medvirken. (3,274)
... Det forekommer mig at Platon bevidst har foretrukket at filosofere i dialogform, for på en mere passende måde at kunne lægge sine egne mangfoldige og forskelligartede ideer i munden på forskellige personer. (2,186)
... Jeg har svært ved at tro at Epikur, Platon og Pythagoras har villet at vi skulle tage deres Atomer, deres Ideer og deres Tal for gode varer. De var for kloge til at gøre noget så usikkert og diskutabelt til trosartikler. Men hver af disse store personligheder har bestræbt sig på at bringe en eller anden form for lys ind i denne mørke og uvidende verden, ...
Platon spiller med ret åbne kort i behandlingen af dette emne. For når han skriver i overensstemmelse med sin egen opfattelse leverer han ingen sikre forskrifter. Når han gør det som lovgiver, anvender han en docerende og selvsikker stil. Og alligevel iblander han den dristigt de mest fantasifulde af sine ideer — lige så velegnede til at overbevise den store hob som latterlige i henseende til at overbevise ham selv ... (2,188)
... Kan vi forestille os at Platon, han som havde så ophøjede begreber og så nær en forbindelse til det guddommelige at hans tilnavn er blevet hængende ved ham, skulle have ment at mennesket, den stakkels skabning, havde noget i sig der svarede til denne uforståelige magt? (2,195)
Efter: Essays. Ovs. v. Else Henneberg Pedersen, 3 Bd., Gyldendal 1993