Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Pico

Om menneskets værdighed
Forberedt som indledning til diskussionen af hans 900 teser d. 6. januar 1487 (som ikke blev afholdt).

... Gud Fader, den højeste bygmester, havde allerede efter sin skjulte visdoms love opført dette verdens hus som vi nu ser, guddommens allerhelligste tempel. ... Men da han havde fuldført sit værk, ønskede skaberen at der måtte være nogen til at gennemtænke et så stort værks fornuft, elske dets skønhed og beundre dets storhed. Derfor besluttede han til sidst, skønt alt allerede var fuldendt, sådan som Moses og Tmaios bevidner, at skabe mennesket. ...
Men det ville ikke have sømmet sig for den Faderlige Almagt at svigte ved denne sidste skabning, som havde han allerede opbrugt sin kraft; for hans visdom at være vægelsindet af rådvildhed i en så nødvendig sag; for hans milde kærlighed at den, som skulle lovprise den guddommelige gavmildhed hos andre skabninger, skulle se sig nødsaget til at dadle den hos sig selv. Derfor bestemte den bedste af alle kunstnere til sidst, at det væsen, som han ikke kunne give noget specielt, skulle have del i alt, hvad han havde tildelt hver enkelt af de øvrige skabninger. Derfor godtog han mennesket som et værk af ubestemt natur, satte det midt i Verden og talte således:
„Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion, Adam, for at du efter dit eget ønske og din egen beslutning kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion, du selv måtte ønske. De øvrige skabningers natur begrænses og defineres af love, der er foreskrevet af os. Du holdes ikke tilbage af nogen uovervindelige skranker, men skal selv bestemme din natur i overensstemmelse med din frie vilje, i hvis varetægt jeg har overgivet dig. Jeg har sat dig midt i Verden for at du derfra lettere kan se, hvad der findes i Verden omkring dig. Vi har hverken skabt dig som et himmelsk eller et jordisk, hverken som et dødeligt eller et udødeligt væsen, for at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form, du sætter højest. Det skal stå i din magt at udarte til lavere former, der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former, som er guddommelige.“
Hvor stor er ikke Gud Faders gavmildhed, hvor herlig og forunderlig er ikke menneskets lykke! ...

... Men hvis det ikke kan finde tilfredshed i noget skabt væsens skæbne og trækker sig ind i sin egen enheds midte, da vil det, idet det bliver én ånd sammen med Gud, overgå alle øvrige skabninger i det ensomme mørke hos Faderen, der er over alle ting. ...

(Efter: Pico della Mirandola: Om menneskets værdighed, ovs. af Jørgen Juul Nielsen, Mus. Tusculanum 1989), s. 48-50)

Pico della Mirandola (1463-1494), tredje og yngste søn af greve, som døde tidligt, hvorefter Pico kom under stærk indflydelse af sin musisk begavede og dybt religiøse mor; studerede kanonisk ret i Bologna 1477-79, derefter filosofi-studium i Ferrara (digte i Petrarca-stil), hvor han stiftede bekendtskab med Savonarola. Kort ophold i Firenze 1479-80, hvor Ficino tilskyndede ham til at hellige sig filosofien. Skolastiske studier ved universitetet i Padua, der var et centrum for den aristoteliske og averroistiske tradition. Egentlige møde med Ficino i 1484. Fra juli 1485 studier i Paris, marts 1486 igen i Firenze og derpå studium i Perugia i jødisk tradition, herunder kabbalaen. — 7. dec. 1486 offentliggjorde Pico sine 900 teser i Rom; de blev i aug. 1487 fordømt, og i 1488 blev Pico arresteret i Frankrig. Kom efter Lorenzos indgriben igen til Firenze, hvor Savonarola fik stadig mere indflydelse på ham. Blev frikendt af pave Alexander VI juni 1493, men døde nov. 1494.

TEMA:

B