Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Goethe om Kepler

Farvelærens historie, 1810

Når man sammenholder Keplers livshistorie med det, han er blevet til og har præsteret, så sættes man i en glad forundring, idet man overbevises om, at det sande geni overvinder alle forhindringer. ... [99] ... Tycho var dog med alle sine fortjenester ét af de indskrænkede hoveder, som på en måde føler sig i modstrid med naturen og derfor holder mere af det komplicerede paradokse end af den simple sandhed, og som glæder sig over fejltagelsen, fordi den giver dem lejlighed til at vise deres skarpsind, hvorimod den, der anerkender det sande, kun synes at ære Gud og naturen, men ikke sig selv, og af denne sidste slags var Kepler. ... Hvor flittigt peger han ikke på det uforligneligt smukke apercu, som endog helt alene kan gøre historien opløftende, at de ægte mennesker til alle tider forudforkynder hinanden, viser hen til hinanden, baner vejen for hinanden.

Maximer og refleksioner.

812. Kepler sagde: „Mit højeste ønske er, at den Gud, jeg finder overalt i det ydre, også måtte blive mig nærværende indadtil, så at sige inden i mig.“ Den ædle mand følte, uden at være sig det bevidst, at det Guddommelige i ham netop i dette øjeblik stod i nøjeste forbindelse med det Guddommelige i universet. (HA 12,365)

B