Goethe om Platon og Aristoteles

... Platon forholder sig til verden som en salig ånd, der finder for godt at opholde sig en tid i den. Det er ham ikke så meget om at gøre at lære den at kende, da han allerede forudsætter den, som venligt at tilføre den det, som han medbringer, og som den har så meget brug for. Han bevæger sig opad, med længsel mod igen at få del i sin oprindelse. Alt, hvad han udtaler, drejer sig om noget evigt helt, godt, sandt, smukt, hvis fremme han søger at sætte i gang i hvert et bryst. Hvad han i det enkelte tilegner sig af jordisk viden, smelter, ja man kan sige fordamper i hans metode, i hans fremlægning.
Aristoteles derimod står over for verden som en mand, en bygmesterlig. Han er nu engang her og skal virke og skabe her. Han skaffer sig oplysning om jordbunden, men ikke længere end til han finder fast grund. Han omkredser en enorm basis for sin bygning, henter materialer fra alle sider, ordner dem, lægger dem lag på lag og stiger på denne måde i regelret form pyramidemæssigt opad, hvor Platon, som en obelisk, ja en spids flamme, søger himlen.
Når sådan et par mænd, der på en måde delte sig i det menneskelige, optrådte som adskilte repræsentanter for egenskaber, der ikke let lader sig forene; når de havde den lykke at udvikle sig fuldstændig og udtale det i dem udviklede fuldkommen, og vel at mærke ikke i korte lakoniske sætninger som orakelord, men i udførlige, udførte og mangfoldige værker; når disse værker til menneskehedens bedste har overlevet og hele tiden er blevet mere eller mindre studeret og betragtet, — så følger det naturligt, at verden, for så vidt den betragtes som følende og tænkende, var nødt til at hengive sit til den ene eller den anden, at anerkende den ene eller den anden som mester, lærer og fører. (Farvelærens historie, 1810, HA 14,53f)