Samtale med Heinrich Voss; 21. febr. 1804:

... Om aftenen denne dag skulle for jeg Goethe læse min oversættelse af Horats’ sjette Epistel i første Bog: Nil admirari osv. Dette gav anledning til en rigtig dejlig samtale, som Goethe dog førte næsten alene og hurtigt helt alene. Han talte om de Platoniske ord, at forundringen er moderen til alt skønt og godt. „Det er en tølper,“ sagde han, „som ikke kan forundres, som de evige naturlove i store og små genstande — lige meget, om de er store eller små — ikke gør et mægtigt indtryk på.“ Resultatet af hans tale var, at den viise forsvinder sammen med den manglende beundring. Og således kom han tilbage på „den ædle Horats“. Han talte over en time med ildfuld mine, med den mest livfulde gestikulation, men hele tiden med en sådan besindighed, at han virkelig statuerede sandheden i sit tema ved handling. Til sidst talte han om følelsens modtagelighed, hvordan en levende ånd i hele Guds verden ikke ser andet end undere og hellig Gudsåbenbaring. Jeg kan ikke genfortælle det, som det burde ske; du må tage til takke med blotte antydninger. Da han havde talt ud, tog han sit lys og gik bort uden at sige et ord — Riemer og jeg sad som stumme over for hinanden. Om Goethe ville sætte os i forundring, det ved og tror jeg ikke, men at han gjorde det, det ved jeg; for ingen har vist betragtet en formidler mellem Gud og menneskene med en sådan ærefrygt.

Farvelærens historie, 1810, HA 14,36 og 53:

... Således fryder os da også hos Platon i dette tilfælde som i de øvrige den hellige skyhed, den nænsomhed, hvormed han nærmer sig Naturen, den forsigtighed, hvormed han ligesom blot føler sig famlende frem og ved nærmere bekendtskab over for den igen straks træder tilbage, den forundring, der, som han selv siger, klæder filosoffen så godt.

Det højeste, mennesket kan nå, er forundringen, ... (Samtale med Eckermann 18. febr. 1829)