Helhed og ensidighed

... I den menneskelige ånd såvel som i universet er der intet øvre eller nedre; alt kræver samme ret omkring et fælles midtpunkt, der manifesterer sit hemmelige virke netop ved alle deles harmoniske forhold til det. Alle stridigheder blandt de gamle og de nyere frem til den nyeste tid udspringer af adskillelsen af det, som Gud i sin natur har frembragt forenet. Vi ved udmærket, at der i de enkelte menneskenaturer sædvanligvis gør sig en overvægt gældende på én eller anden evne eller kunnen, og at det betyder ensidigheder i forestillingsmåden, eftersom mennesket kun kender verden gennem sig selv og derfor naivt-anmassende tror verden bygget op omkring det selv og for dets egen skyld. Det er grunden til, at man sætter sine egne hovedevner som altings tinde og gerne helt vil fornægte, hvad man har af mindre værd i sig, og skyde det ud af ens egen totalitet. Den, der ikke er overbevist om, at man må udvikle alle manifestationer af det menneskelige væsen, sanselighed og fornuft, indbildningskraft og forstand, til en gennemført enhed, hvilken af disse der så end er det fremherskende hos én, han vil blive hængende i en trøstesløs begrænsethed og aldrig begribe, hvorfor man har så mange hårdnakkede modstandere, og hvorfor man sågar ofte støder på sig selv som øjeblikkelig modstander. (Fra anmeldelse af et værk af Stiedenroth, Zur Morphologie II, 2, 1824, HA 13,42)