Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Grundtvig om Schiller

Egeløkke 1806:

... Dog bort med disse Skrækkebilleder der forrykke min Hjerne, og tilbage til de skønnere Syner, Fornuftens og Frihedens Ven, den ædle Schiller havde! Nu svæver Han i Lysets høje Regioner, og Tidens Kæmpeblomst udfolder sig ej for hans skærpede Blik. O kunde Han sende Mig en Funke, eller stod Ieg ved hans Fødder! (Dagbog, s. 280)

Ny Minerva, 1807:

... Naar vi giennemvandre den nyere Tid, for at finde Spor af den herlige Old, hvis Billede Historien skaber i os, og for — om muligt — at finde Naturer med Oldtidens glødende Liv, og den modnere Alders Tænken, da ville vi vist ikke ile forbi Schillers Gravhøi. Standse ville vi, og sige med Taaren i Øiet: Han var, han levede blandt os, hans høie Qvad udrev os af den snevre Tilværelse, og hensatte os i den sande, evige Idyl, der omfatter det Herlige, hvortil Tiderne henpegede. Men, han førte os tillige med sikker Haand giennem Livet, ja nødte os næsten til at elske det, ved de Glimt af Høihed, han udlokkede fra dets Inderste, ved det Baand, han bød Videnskaben knytte mellem Jorden og Himmelen.
Det er ikke hædrende for Fædrelandets Litteratur, at saa Lidet af, hvad han qvad, og hvad han tænkte, kan læses paa vort Maal. Er maaskee Dannersproget virkelig saa snævert, at en Schillers Aand slet ikke kan bevæge sig i samme? ... (Om Schiller og Bruden fra Messina,
Ny Minerva, juni 1807, s. 225ff)

Verdens Krønike, 1812:

... Steffens var det, som først gjorde mig opmærksom paa, at Historien havde Noget at betyde. Jeg troede ikke et Ord af hvad han sagde, ja jeg lo kæk. men Ideen om Tidernes Sammenhæng og Kristus i deres Middelpunkt var dog kommet i min Sjæl, og den blev oplivet, da jeg efter Aars Forløb fandt lignende Tanker hos den mig saa kære Schiller. ... (Verdens Krønike, 1812, US 2,184)

... Ved Siden af Goethe sang Vyrtembergeren Friederich Schiller. I sine Røvere kundgjorde han en Aand, der ved Tidens Nederdrægtighed troede sig berettiget til at afryste alle Baand. I Grunden havde han et kærligt og gudeligt Hjerte, som kom Aanden til Hjelp i dens Vilderede, og vilde han ladet sig af det lede til Kristus, da var han blevet den Veileder, han ønskede at være; thi ingen Digter før han var saa skikket til at opdage Forsynets Spor i Tidernes Gang. Nu derimod fordybede han sig i bundløs Grublen, naar Tanken svimlede, da sukkede han dybt over den barnlige Troes Forlis, men vilde dog ei lade sig overtale til at søge den, hvor den var at finde. Hans Dramaer ere fulde af dybe Blik i det menneskelige Hjerte, og de indaande Vemod; thi han kendte kun Hjertets Trang, ei dets Trøst; ... (Verdens Krønike, 1812, US 2,327f)

B