Kant
To ting fylder sindet med stadigt ny og tiltagende beundring og ærefrygt, jo oftere og mere vedvarende eftertanken beskæftiger sig med dem: den stjernefyldte himmel over mig og den moralske lov i mig. (Kritik af den praktiske fornuft, 1788).
Kant, Immanuel (1724-1804), tysk filosof fra Königsberg; regnes stadig som skelsættende for den nyere tids filosofi, fra og med hovedværket Kritik af den rene fornuft (1781), der forsøgte at genrejse den metafysiske tænknings anseelse ved at trække grænserne for dens rækkevidde. Kants anliggende var dog ikke blot teoretisk, men i sin kerne moralsk, som det viste sig med de flg. værker: Grundlæggelse af sædernes metafysik (1785) og Kritik af den praktiske fornuft (1788). - Den tredje ‘kritik’, nl. Kritik af dømmekraften (1790), handlede om skønhed og formålsrettethed og blev bl.a. det fælles grundlag for Goethes og Schillers fælles tankeudvikling om æstetik og naturlig udvikling. Med værket Religionen inden for den blotte fornufts grænser (1793) kom Kant på kant med kirken og censuren. — Kant var grundlæggeren af fænomenet ‘den tyske idealisme’, også selv om hans efterfølgere, Fichte, Schelling og Hegel ud fra ham søgte hver deres egen vej og hævdede den som den ‘rigtige’ idealisme.
|
KANT I DIALOG:
|
| Tema: |
|
Samvittighed
|