Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Kant om Platon

Kritik af den rene fornuft, 1781, Werke 2,316f

...Den platoniske republik er blevet til en talemåde som et vedtaget skoleeksempel på en drømt fuldkommenhed, der kun kan have sæde i hjernen på en ubeskæftiget tænker, og Brucker finder det latterligt, at filosoffen hævdede, at en fyrste aldrig ville regere godt, dersom han ikke fik del i idéerne. Man ville dog gøre bedre i at gå denne tanke lidt mere efter og (hvor den fortræffelige mand lader os uden hjælp) kaste lys over den ved nye anstrengelser, end at skubbe den til side under det højst uværdige og skadelige påskud af dens uigennemførlighed. En forfatning med den største menneskelige frihed efter love, der gør, at hver enkelts frihed kan bestå sammen med de andres (ikke med den største lykke, for den skal nok følge af sig selv), er dog i det mindste en nødvendig idé, som man må lægge til grund, ikke alene for det første udkast til en statsforfatning, men også for alle love, og hvor man i begyndelsen må abstrahere fra de aktuelle hindringer, der måske ikke så meget kunne udspringe uundgåeligt af den menneskelige natur som af forsømmelsen af de ægte idéer ved lovgivningen. For intet kan være mere skadeligt og uværdigt for en filosof end den pøbelagtige påkaldelse af en angivelig modstrid med erfaringen, der jo dog slet ikke ville eksistere, dersom disse anstalter blev truffet til rette tid efter idéerne, og dersom ikke grove begreber i stedet, netop fordi de blev hentet fra erfaringen, havde kuldkastet enhver god hensigt. Jo mere overensstemmende lovgivningen og regeringen blev indrettet i overensstemmelse med denne idé, desto sjældnere ville straffene dog være, og her er det nu ganske fornuftigt (som Platon hævder), at der ved en fuldkommen ordning af tingene slet ikke ville være brug for den slags. Om så også det sidste aldrig vil komme i stand, så er den idé dog helt rigtig, der opstiller dette maksimum som urbillede for efter det at bringe menneskenes lovmæssige forfatning stadigt nærmere til den størst mulige fuldkommenhed. Hvad der nemlig måtte være den højeste grad, som menneskeheden må blive stående ved, og hvor stor altså kløften, der nødvendigvis bliver tilbage mellem idéen og dens udførelse, måtte blive, det kan og skal ingen bestemme, netop af den grund at det er frihed, som kan overstige enhver angivet grænse.

Kritik af dømmekraften, 1790, Werke 5,268f:

... I en så enkel figur, som cirklen er, ligger grunden til opløsning af en mængde problemer, ...Platon, der selv var en mester i denne videnskab, blev ved en sådan oprindelig beskaffenhed i tingene, til hvis opdagelse vi kan undvære enhver erfaring, og over gemyttets evne til at frembringe væsenernes harmoni af sit oversanselige princip (hvortil også kommer egenskaberne ved tallene, som gemyttet leger med i musikken), bragt i den begejstring, der løftede ham over erfaringsbegreberne til idéer, der kun syntes ham forklarlige ved et intellektuelt fællesskab med alle væseners udspring.

B