|
Se evt. også:
|
... Platon anvendte udtrykket idé således, at man udmærket ser, at han derved forstod noget, der ikke alene aldrig afledes fra sanserne, men som endog langt overstiger de forstandsbegreber, Aristoteles beskæftigede sig med, idet der i erfaringen aldrig kan findes noget, der kongruerer med det. Idéerne er hos Platon urbilleder på tingene selv, og ikke blot nøgle til mulige erfaringer, som kategorierne. Efter hans mening udsprang de af den højeste fornuft, hvorfra de blev den menneskelige til del, som dog nu ikke længere befinder sig i sin oprindelige tilstand, men med anstrengelse må kalde de gamle, nu meget formørkede idéer tilbage gennem erindring (der hedder filosofi). Jeg vil her ikke indlade mig på nogen litterær undersøgelse for at klargøre den betydning, som den ophøjede filosof forbandt med sit udtryk. ... (Kritik der reinen Vernunft, 1781 s. 313, Werke 2,321)