Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: FORSTAND OG FORNUFT

Kant

FORNUFT og FORSTAND (Vernunft / Verstand)

Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. 1785, p. 107

... Nu finder mennesket virkelig i sig en evne, hvorved det adskiller sig fra alle andre ting, ja fra [108] sig selv, for så vidt det bliver afficeret af genstande, og det er fornuften. Denne er, som ren selvvirksomhed, endog deri hævet over forstanden, at denne, selv om også den er selvvirksomhed og ikke, som sanserne, blot indeholder forestillinger, der kun udspringer, når man afficeres af ting (altså er passiv), så dog ved sin virksomhed ikke kan frembringe andre begreber end dem, der blot tjener til at bringe de sanselige forestillinger under regler og derved forene dem i en bevidsthed, uden hvilken brug af sanseligheden den slet intet ville kunne tænke, hvorimod fornuften under idéernes navn viser en så ren spontanitet, at den derved går langt ud over alt, hvad sanseligheden overhovedet kan levere, og beviser sin fornemste opgave i at skelne sanse- og forstandsverdenen fra hinanden, og derved foretegne forstanden selv dens skranker.
Af denne grund må et fornuftigt væsen ikke kun anse sig selv, som intelligens (altså ikke fra de nedre kræfters side) for at tilhøre sanseverdenen, men også forstandsverdenen; altså har det to standpunkter, ... [108] ...
Som et fornuftigt væsen, altså som tilhørende den intelligible verden, kan mennesket aldrig tænke kausaliteten for dets egen vilje anderledes end under frihedens idé; ... Med frihedens idé er nu autonomiens begreb uadskilleligt forbundet, men med dette også sædelighedens almene princip, der i idéen ligger til grund for alle fornuftige væseners handlinger ligesom naturloven for alle fremtrædelser. (Werke IV 88f)

FORNUFTEN som "ÅND"

Verkündigung des nahen Abschlusses eines Traktats zum ewigen Frieden in der Philosophie. 1796, Werke III 410 .

... Med fornuften har menneskets sjæl fået medgivet en ånd* (mens, nous)**, for at det ikke skal føre et liv blot tilpasset naturens mekanisme og dens teknisk-praktiske love, men også tilpasset frihedens spontanitet og dens moralsk-praktiske love. Dette livsprincip grunder sig ikke på det sanseliges begreber, der alle først og fremmest (forud for enhver praktisk brug af fornuften) forudsætter videnskab, dvs. teoretisk erkendelse, men det går først og umiddelbart ud fra en oversanselig idé, nemlig friheden, og fra det moralske kategoriske imperativ, der først bringer os bud om denne; og det begrunder således en filosofi, hvis lære ikke bare (som matematikken) er et godt instrument (værktøj til vilkårlige formål), altså blot middel, men som det i sig selv er pligt at gøre sig til grundsætning.

* det tyske ord for 'ånd' er 'Geist'.

** mens og nous er ordene for "fornuft" på hhv. latin og græsk - det er påfaldende, at Kant undgår de to sprogs begreber for "ånd", nl. spiritus og pneuma.

B