Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: DET INDRE MENNESKE

Kant

... Uden ganske vist at ville stige så højt, må vi indrømme, at den menneskelige fornuft ikke kun indeholder idéer, men også idealer, der ganske vist ikke, som de platoniske, har skabende, men dog praktisk kraft (som regulative principper) og ligger til grund for muligheden af visse handlingers fuldkommenhed. ... Dyd, og på samme måde menneskelig visdom i sin hele renhed, er idéer. Men vismanden (såsom Stoikeren) er et ideal, dvs. et menneske, der kun eksisterer i tanken, men som fuldstændig kongruerer med visdommens idé. Således som idéen giver reglen, således tjener idealet i et sådant tilfælde som urbillede for den gennemgående bestemmelse af afbilledet, og vi har ingen anden målestok for vore handlinger end forholdet til dette guddommelige menneske i os, som vi sammenligner os med, bedømmer os ud fra og derved forbedrer os, omend vi aldrig vil kunne nå det. Disse idealer skal, selv om man måske ikke lige vil indrømme dem objektiv realitet (eksistens), dog ikke af den grund anses for hjernespind, men afgiver et uundværligt mål for fornuften, der behøver begrebet om det, der [570] i sin art er helt fuldstændigt, for efter dette at vurdere og udmåle graden og mangelen ved det ufuldstændige. At ville realisere idealet i et eksempel, dvs. i fremtrædelsens, som for eksempel den viise i en roman, er dog umuligt og har desuden noget absurd og lidet opbyggeligt ved sig, idet de naturlige skranker, som hele tiden gør skår i fuldstændigheden i idéen, gør enhver illusion i et sådant forsøg umuligt og derved gør det gode selv, der ligger i idéen, mistænkeligt som en ren og skær opdigtning. (Kritik af den rene fornuft, 1781, S. 569f).

B