Characteristica universalis, 1679
Det gælder om at forstå Platon ud fra hans egne skrifter, ikke ud fra Plotin eller Marsilius Ficinus, som, idet de hele tiden kun forfulgte det underfulde og mystiske, forfalskede denne store mands lære — en omstændighed, der sælsomt nok bemærkes alt for lidt af de lærde. Fuld af forbløffelse over den menneskelige naturs forfængelighed har jeg bemærket, at de senere platonikere skubber mesterens fortræffelige og begrundede lærer om godhed og retfærdighed, om staten, om begrebsbestemmelsens og begrebsinddelingens kunst, om erkendelsen af de evige sandheder og om vor ånds medfødte erkendelser i baggrunden, at de til gengæld forfølger de tvetydige og hyperbolske lærer, der undslap ham, hvor han lod sin genius skeje ud, og hvori han spiller digterens rolle. Således bliver læren om verdenssjælen, om idéernes subsistens uden for tingene, om sjælenes renselse i underverdenen, om den skyggebilledernes hule, som vi skulle være forvist til, og andet af denne art af disse fortræffelige disciple begærligt opfanget, fordærvet og fordrejet og belastet af mange nye drømme. ... Hvem der imidlertid går uhildet og behørigt forberedt til Platon selv, vil hos ham finde i sandhed hellige moralbud, de dybeste tanker og en i sandhed guddommelig stil, der med al sin ophøjethed dog stedse viser den højeste klarhed og enkelhed. ... Hos Platon forekommer mig imidlertid — for at forbigå punkter af ringere betydning — dette mig det mest fortræffelige: at han definerer ånden som sig selv bevægende substans, der frit og ud af sig selv bestemmer sig selv til at handle; — at han altså betragter den som et princip for virksomhed i modsætning til materien, der alene for sig selv er ude af stand til virksomhed og snarere er en fremtrædelse end en realitet. ... Der findes i vor ånd medfødte idéer, der fremstiller tingenes almene væsen for os; vor viden er derfor en generindring, og vor fuldkommenhed lader sig i den sidste ende føre tilbage på et fællesskab med Gud. Dette er altsammen, når man udlægger det rigtigt, fuldstændig sandt og af højeste betydning; og jeg kender ingen filosof, der har haft et mere rigtigt syn på ulegemlige substanser, så at man kun må beklage, at så ophøjede og sande lærer så længe har ligget indhyllet og begravet i ubetydeligheder.
Udkast til Characteristica universalis, 1679; Hauptschriften II 459-61 note, ovs. af Buchenau, Philos. Bibl. 108 efter Gerh. VII 147ff.
Brev til Nicolas-Francois Remond d. 11. febr. 1715
... Helt fra min ungdom har jeg altid følt mig meget tilfredsstillet af Platons etik og i en vis forstand også af hans metafysik, ligesom disse to videnskaber går hånd i hånd, som matematikken og fysikken. Dersom én eller anden fremstillede Platon på systematisk vis, ville han gøre menneskeslægten en stor tjeneste, og det ville da vise sig, at også jeg står ham nær. ...
Brev fra Leibniz til Hansch, 25. juli 1707
... Ingen filosofi hos de gamle nærmer sig kristendommen mere, selv om det også med rette bliver gendrevet, når nogen ligefrem tror, at Platon kan forenes med Kristus. ...
Imidlertid er mange af Platons læresætninger særdeles smukke, som De også berører: at der findes en årsag for alt, at den intelligible verden er i den guddommelige ånd, som jeg også plejer at kalde ideernes region, at sandhedens genstand er ta ontos onta, nemlig de enkle substanser, der af mig kaldes monader, og som, når de først eksisterer, består for evigt, prota dektika tes zoes, dvs. Gud og sjælene og de mest fremragende ånder, frembragt af Gud som spejlbilleder af Guddommen. ...