Under forberedelse:

Leibniz og Platon
"På sporet af den evige filosofi"

Forventet indledning:

Betegnelsen „Den evige filosofi“, vil her i landet af nogle måske være kendt fra et romanudkast af Søren Kierkegaard fra 1843 med titlen Johannes Climacus eller De omnibus dubitandum est, hvori den unge hovedperson bliver vildt begejstret ved tanken om en sådan „evig filosofi“, men desværre blot ikke kan finde den.
Mere sandsynligt er det dog nok, at man kender betegnelsen fra en bog fra 1944 af den britiske forfatter Aldous Huxley, der er udkommet på flere danske forlag med titlen Den evige filosofi. Bogens engelske titel er The Perennial Philosophy, og denne betegnelse har Huxley fundet hos den tyske filosof G.W. Leibniz (1646-1716), der bruger det i et brev, hvor han gør opmærksom på overensstemmelsen mellem Platons tanker og hans egne, — men spørgsmålet er dog, om ikke Leibniz ville have frabedt sig æren.
Det ville han i alle fald, hvad angår den danske udgave med titlen Den evige filosofi, for ud over at være en skarpsindig filosof og genial matematiker — og meget mere — var Leibniz nemlig også en eminent historisk begavelse, og han var naturligvis fuldt vidende om, at filosofi, som vor vestlige kultur forstår den, ikke har eksisteret til evig tid. Den blev til i 500-tallet før vor tidsregning som en specifik frugt af den græske kultur og indledes af de sagnomspundne „Syv viise“, blandt hvilke Solon fra Athen og Thales fra Milet var de mest fremtrædende.
Nu er den danske oversættelse af Huxleys titel dog også misvisende, for den er ikke, som man skulle tro, The Eternal Philosophy, men The Perennial Philosophy — og „perennial“ betyder strengt taget ikke „evig“, men kun noget, der er „vedvarende“. Værre er det dog, at den brug, Huxley gør af Leibniz’ betegnelse, må kaldes en tilsnigelse. Går man nemlig Huxleys bog efter med henblik på forbindelsen mellem Leibniz og Platon, vil man opdage, at hverken Leibniz eller Platon hos ham spiller nogen rolle af betydning. Huxley indrømmer dog også åbent, at det slet ikke er filosofi i sædvanlig forstand, hans bog handler om, men derimod de store mystisk-religiøse traditioner i øst såvel som vest. — Om så Huxley har fået en interessant bog ud af det, kan man nok have forskellige meninger om; men for den, der finder Leibniz’ tanke om den „perenniale filosofi“ interessant, må det forekomme ærgerligt, at denne titel skulle anvendes til Huxleys ganske anderledes anliggende. At de danske oversættelser så tillader sig at udskifte Huxleys titel med begrebet „Den evige filosofi“, gør det jo ikke bedre. — I det omtalte brev, Huxley henviser til, skrev Leibniz sådan:

• Dersom jeg havde tid, ville jeg sammenholde mine læresætninger med de gamles og med andre dygtige mænds. ... Dersom man igen gjorde disse sandhedens spor hos de gamle eller (for at tale mere alment) hos forgængerne erkendelige, ville man drage guld ud af smudset, diamanterne ud af deres mine, lyset ud af mørket. Og det ville i sandhed være perennis quadam Philosophia.

Dette skrev Leibniz som 58-årig, og da var der forløbet omkring fyrre år siden hans første intense Platon-læsning. Den fandt sted i Paris, hvor han opholdt sig fire år fra 1672 til 1676, og han var egentlig udsendt som diplomat med henblik på at vende den franske konges aggressive hensigter bort fra Tyskland for i stedet at erobre Ægypten, en plan, Leibniz selv havde udtænkt. Ludvig 14 gjorde dog, som det passede ham, men Leibniz fik fire år til at lære det bedste af Frankrigs åndsliv at kende. I 1673 var han også i England, hvor han med en ny regnemaskine vandt sig optagelse i Royal Society, og på hjemrejsen besøgte han den berømte Spinoza i Haag.
Det var dog ikke mindst et intenst Platon-studium, der gjorde denne epoke skelsættende for Leibniz, som det bl.a. fremgår af et brev til den franske filosof Simon Foucher (1644-1696), der var erklæret platoniker eller „akademiker“:

• Jeg tror, at De bør gøre offentligheden den tjeneste fra tid til anden at meddele udvalgte skriftstykker fra Akademiet, og frem for alt af Platon; for som jeg ser, findes der hos ham ting, der er smukkere og mere solide, end man tror.

Styret af denne tro på, at der hos Platon var noget godt at hente blev Leibniz også skarptseende med hensyn til, hvad der var den ægte Platon. Han blev således den, der som den første gennemskuede, at den såkaldte „nyplatonisme“ ikke var den ægte Platon. Den blev stiftet i Rom af Plotin fra Alexandria (205-270) og genoplivet i den italienske renæssance, hvor Marsilio Ficino (1433-1499) ikke bare skabte den første latinske oversættelse af Platon, men også et nyt platonsk Akademi — blot mere med Plotin end med Platon som den egentlige inspirationskilde, hvilket altså Leibniz som den første gennemskuede:

• Det gælder om at forstå Platon ud fra hans egne skrifter, ikke ud fra Plotin eller Marsilius Ficinus, som, idet de hele tiden kun forfulgte det underfulde og mystiske, forfalskede denne store mands lære — en omstændighed, der sælsomt nok bemærkes alt for lidt af de lærde. Fuld af forbløffelse over den menneskelige naturs forfængelighed har jeg bemærket, at de senere platonikere skubber mesterens fortræffelige og begrundede lærer om dyd og retfærdighed, om staten, om begrebsbestemmelsens og begrebsinddelingens kunst, om erkendelsen af de evige sandheder og om vor ånds medfødte erkendelser i baggrunden; at de til gengæld forfølger de tvetydige og hyperbolske lærer, der undslap ham, hvor han lod sin genius skeje ud, og hvori han spiller digterens rolle. ...

Det lykkedes Leibniz at sætte en stopper for den århundredlange misforståelse med hensyn til „nyplatonismen“, men hvad han ikke havde held med, var påvisningen af, at man heller ikke havde den ægte Platon for øje, hvad angik „erkendelsen af de evige sandheder og om vor ånds medfødte erkendelser“. På dette punkt tog Leibniz i 1703 offentligt parti for Platon i sine Nye afhandlinger om forstanden, hvor han satte sit eget synspunkt op over for det, den engelske filosof John Locke havde fremsat i An Essay Concerning Human Understanding, der var udkommet i 1690:

• Hans har mere tilknytning til Aristoteles, og mit til Platon, ... Det handler om at vide, om sjælen i sig selv er helt tom, ligesom en endnu ubeskrevet tavle (tabula rasa), således som Aristoteles og forfatteren til essayet antager, og om alt, hvad der er skrevet på den, alene kommer fra sanserne og erfaringen; eller om sjælen oprindeligt indeholder principper for forskellige begreber og læresætninger, som de ydre genstande kun lejlighedsvis fremkalder i den, sådan som jeg selv antager i overensstemmelse med Platon, ...

I et tidligere brev havde Leibniz ridset modsætningen mellem ham og Locke op på denne måde:

• Min metafysik er en smule mere efter Platon end hans. Men netop derfor er den ikke sådan efter den almindelige smag.“

Nej, Platons tanker har aldrig været „efter den almindelige smag“, og efter alt at dømme er det også grunden til, at man hårdnakket har tilskrevet ham den helt anderledes populære „idelære“, som Platon selv tilskriver Sokrates. Denne fordrejning, som her i det 21. århundrede stadig ikke ryddet af vejen, vil blive temaet for det følgende kapitel, men når vi nu skal høre, hvordan Leibniz gennem udrensningen af alle de forskellige fordrejninger håbede at få den ægte Platon frem i fuld og afklaret skikkelse, må man altså nok konstatere, at hans forhåbninger ikke er blevet indfriet:

• For pythagoræerne og platonikerne i hin tid, Plotin, Jamblichus, Porphyrius og Philostratus, ja selv Proklus var fuldstændig indfanget i overtroiske forestillinger og troede store ting om sig selv, om det så var sådan, at dette udsprang af en mangel i deres egen ånd, eller at de dermed ville vinde berømmelse og kappes med de kristne, deres modstandere. Hvem der imidlertid går uhildet og behørigt forberedt til Platon selv, vil hos ham finde i sandhed hellige moralbud, de dybeste tanker og en i sandhed guddommelig stil, der med al sin ophøjethed dog stedse viser den højeste klarhed og enkelhed. Derfor har jeg ofte undret mig over, at ingen endnu har forsøgt at skrive et „Den platoniske filosofis system“.

At præstere et sådant system forsøgte Leibniz dog heller ikke selv; selv om han nok mente at være i stand til det, som det kommer frem i et brev:

• Jeg finder det kun naturligt, min Herre, at De har fået en vis smag for mine tanker, efter at De har fordybet dem i Platons, en forfatter, der tiltaler mig meget, og som fortjente at blive systematisk fremstillet. Jeg tror, jeg kan bidrage til at bevise de sandheder, han kun hævdede, ...

En sådan „bevisførelse“ blev dog heller ikke til noget; men kort før sin død kunne Leibniz endnu engang vende tilbage til tanken om „systemet“:

• Dersom én eller anden fremstillede Platon på systematisk vis, ville han gøre menneskeslægten en stor tjeneste, og det ville da vise sig, at også jeg står ham nær.
  

Ja, Leibniz stod i sandhed Platon nær, og man skal måske heller ikke være ked af, at han ikke fik bragt Platon på et „system“, men i stedet skabte sin egen originale filosofi. Den udgør et sidestykke til Platons, der både belyser og supplerer det på en måde, så man ved at sammenholde dem får „sandhedens spor“ til at træde klarere frem — som det lød i brevet fra 1714 — og man ville „drage guld ud af smudset“ og „lys ud af mørket“, „en slags vedvarende filosofi“!