Forside Akademi Udgivelser Kontakt

J.P. MYNSTER (1775-1854), dansk forfatter, præst og kirkemand, hørte sammen med sin bror, O.H. Mynster, og de to brødre H.C. og A.S. Ørsted til inderkredsen bag den danske "guldalder". - Faderen døde i 1777, hvorefter moderen giftede sig igen med overlæge Frederik Ludvig Bang, hvormed Mynster blev halvfætter til både Grundtvig og Steffens. Moderen døde allerede i 1779 af brystsyge, hvorefter stedfaderen giftede sig med enken Ingeborg Mohrum - der dog også døde af brystsyge i 1781.

Mynster var huslærer hos Grev Moltke 1794-1802, præst i Spjellerup 1802-1811, derefter kapellan ved Frue Kirke i København, hvor bl.a. hosekræmmer Kierkegaard valgte ham som sin families præst, og Mynster konfirmerede således Søren Kierkegaard i 1828.

Blev i 1834 kaldet til biskop for Sjællands Stift, kirkens øverste embede, som han bestred til sin død i 1854.

Litteratur:

Schwanenflügel, H.: Jakob Peter Mynster. Hans Personlighed og Forfatterskab. Bd. 1-2. København 1900/1901 (Mynster sammenstillet med Kierkegaard)

Plum, Niels Munk: Jakob Peter Mynster, som Kristen og Teolog. Gad 1938

Ørsted, Børge: J.P. Mynster og Henrich Steffens. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck 1965

Rasmussen, Jens: J.P. Mynster. Sjællands Biskop 1834-1854. Odense Universitetsforlag, 1999

Manden i guldalderens midte

Fra Stænderforsamlingen i Roskilde
Brev til Hustruen, Roskilde d. 21. jan. 1836, MynBl 325f

... Jeg har saa længe staaet imellem to heftigt stridende Partier, som begge have villet hverve mig, og været forbittrede over, at de ikke have kunnet faae mig til at vige til nogen af Siderne, men at jeg tværtimod, ikke uden Kraft, har vidnet mod dem begge. ... Da jeg i disse urolige Tider blev Biskop, og sandelig ikke havde isinde at bære Kappen paa begge Skuldre, maatte det jo blive værre. Og da vi dertil kom ind i en Tiid, som denne, kunde det jo ikke gaae mig bedre end andre skikkelige Folk.
...

Jakob Peter Mynster ville oprindelig have været digter (og f.eks. Oehlenschläger forelagde ham sine digte med største respekt!), men Mynster måtte affinde sig med at blive præst; han markerede sig efterhånden som filosofisk-psykologisk forfatter på europæisk plan, men endte i 1834 med at blive kaldet - igen uden at ville det - til embedet som Sjællands Biskop og rollen som førstemand i den danske kirke.

Hans vilkår blev at forsvare denne kirkes åbenhed og rummelighed mod Kierkegaards radikale individualisme til den ene side, og mod Grundtvigs lige så radikale sekterisme til den anden.

"... Mynster har jo lidt den vanskæbne, at hans kirkepolitiske gerning hovedsagelig er blevet vurderet af hans modstandere ... men af den grund at opfatte ham som en blot stivbenet reaktionær, der stædigt holdt fast ved det bestående, er vist at forenkle forholdene mere, end en objektiv vurdering vil kunne forsvare. Mynster var et for levende og selvstændigt menneske til at passe ind i en sådan skabelon. Det kirkesyn, der i det foregående er skildret, svarer jo næsten ganske til det, vi i dag kalder det 'folkekirkelige' ..." (Et kirkeskifte. Studier over brydninger i dansk kirke- og menighedsliv i det 19. årh. under redaktion af Hal Kock. Gad 1960

Mellem filosofi og kristendom:

... Der var for meget poetisk i min natur til, at jeg nogensinde havde kunnet finde blivende sted i denne rationalismes lave regioner. Nu havde Schelling, Steffens, de nyere digtere, især Novalis, bragt mig de kristelige ideer nærmere, men min opfattelse deraf var endnu for det meste kun med fantasien; mod den historiske Kristus havde jeg inddrukket så mange fordomme, at den evangeliske historie for mig næsten kun havde poetisk værd. Men dette, mente jeg, var også tilstrækkeligt; jeg mente, at det dog ikke kom an på fakta, men på de ideer, der havde indklædt sig i disse fakta, hvis oprindelse man gerne kunne lade være uafgjort. Men mod disse fakta nærede jeg intet had; tværtimod, da de nu engang var gjort gældende som historisk sandhed, og folkets hele religiøsitet var knyttet dertil, så måtte man gå ud derfra for at gøre ideerne levende i folkets bevidsthed. Medens derfor rationalisterne stedse lægger det an [151] på at nedbryde, eller dog at forringe, Kristi historie, søgte jeg derimod at fremstille den i dens herlighed — for så vidt dette kunne lykkes den, der heri dog ikke talte af sin overbevisning. Denne bestræbelse var imidlertid ikke uden virkning på mig selv, og mangen gang, når begejstringen kom over mig, spurgte jeg mig: Er dog dette ikke sandt og virkeligt? ... (Meddelelser, 1854, s. 150)

DIALOG:
Mynster om Platon
Steffens om Mynster
Kierkegaard om Mynster
TEMA:
Kristendom
Samvittighed
Se evt. bog: Mynster og Kierkegaard. 2013
Se evt. bog: Mynster og Kierkegaard. 2013
Se evt. bog: Kierkegaard mellem Mynster og Grundtvig. 2013

B