Forside Akademi Udgivelser Kontakt

Novalis (Friedrich von Hardenberg, 1772-1801), ty. digter og filosof, af gammel, men forarmet adel; studerede jura og bjergværksdrift og nåede at få ansættelse som ‘Amtshauptmann’ året før han døde som kun 29årig af tuberkulose; — blev stærkt påvirket af Schiller under studium i Jena 1790-91, hvor han var med til at våge over Schiller under et livstruende sygdomsanfald; knyttede nært venskab med Friedrich Schlegel og hørte sammen med denne og hans bror, August Wilhelm, teologen Schleiermacher samt filosoffen Schelling til inderkredsen i ‘den tyske romantiks’ første fase.
Hovedværker: aforismesamlingerne Blütenstaub (‘Blomsterstøv’) og Glauben und Liebe (‘Tro og kærlighed’, begge 1798), digtsamlingen Hymnen an die Nacht og romanen Heinrich von Ofterdingen (1800, ufuldendt).

Novalis: Schriften. Bd. 1-3, Werke, Tagebücher und Briefe Friedrich von Hardenbergs hrsg. von Hans-Joachim Mähl und Richard Samuel, Hanser München 1978

En 19-årig himmelstormer!

Brev fra Novalis til Reinhold i Jena, 5. okt. 1791
... Jeg vil om 3 uger tage herfra til Leipzig og efter en fuldstændig ændret livsorden begynde at leve der. Jura, matematik og filosofi skal være de 3 videnskaber, som jeg i denne vinter vil hengive mig til med krop og sjæl i strengeste forstand. Jeg må søge at tilkæmpe mig mere fasthed, mere bestemthed, mere plan, mere formålsrettethed, og dette kan jeg lettest opnå gennem et strengt studium af disse 3 videnskaber. Sjælefaste med hensyn til de skønne videnskaber og samvittighedsfuld afholdenhed fra alt formålsstridigt har jeg gjort mig til den strengeste lov. Kend dig selv skal være mit memento mori, og lev i det skjulte valgsproget for mit praktiske liv. Schiller viste mig højere mål i studiet af disse mere alvorlige videnskaber, som ethvert blot nogenlunde i hoved og hjerte sundt og ufordærvet menneske må interessere sig brændende og levende for. Han lærte mig at lytte til vinket fra min skæbne og være lydig mod den. Han viste mig, at man kan, hvad man skal, og at sand åndelig storhed og ægte sædelig skønhed i karakteren er uforenelig med indskrænkede mål, dersom man har et kald til noget højere. Jeg behøver heller ikke af den grund, som jeg fornylig skrev til Schiller, at lade mig abailardisere i hoved og hjerte af min brødvidenskab. Muser og Gratier kan altid forblive mine ledige stunders fortrolige og nyttige legekammerater, .... For den henrykkelse, der udspringer heraf, slukkes kun med den sidste spænding af mine fibre, med den bæven, der med magt opløser mit inderste, med det åndedrag, der befrier guden i mig.

Om midten - se evt. Aforismer i udvalg

[177] ... At være fri er jegets tendens — evnen til at være fri er den produktive imagination — harmoni er betingelsen for dens virksomhed — for dens svæven, mellem modsætninger. Vær enig med dig selv er altså betingelsesgrundsætningen for det øverste formål — at være eller at være fri. Al væren, væren overhovedet er ikke andet end at være fri — svæven mellem ekstremer, som med nødvendighed skal forenes og med nødvendighed adskilles.

[204] ... Styrke lader sig erstatte af ligevægt — og i ligevægten skulle ethvert menneske forblive — for dette er den egentlige frihedens tilstand.

[371] Organerne har af natur ingen tendens til at være bestemmende og fikserede — eller til at forene sig til dannelsen af ét individuelt legeme — ved ånden får de først fælles centralpunkter — og bliver ved disse tvunget til visse regelmæssige, uforanderlige funktioner. ... <Ethvert legeme holdes sammen og bestemmes af en monade.>

[380] ... I jeget — i frihedspunktet er vi alle virkelig fuldkommen identiske — ud fra det skiller sig først ethvert individ. Jeg er det absolutte samlingssted — centralpunktet.

[386] Den, der har megen fornuft i en vis forstand, hos ham bliver alt enestående — hans lidenskaber, hans tilstand, hans hændelser, hans tilbøjeligheder, kort sagt alt, hvad der berører ham, bliver absolut — til fatum.

[407] ... Lys er symbol på den ægte besindighed. Altså er lys efter analogien — aktion — af materiens selvberøring. Dagen er altså vandrestjernens bevidsthed, og medens solen, som en gud, besjæler midten i evig selvvirksomhed, lukker den ene planet efter den anden for kortere eller længere tid det ene øje og forfrisker sig i kølig søvn til nyt liv og anskuelse. ...

[415] ... Verdenspsykologi. Organismen vil man ikke kunne forklare uden forudsætningen af en verdenssjæl, ligesom verdensplanen ikke uden forudsætning af et verdensfornuftvæsen.
Hvem der ved forklaringen af organismen ingen hensyn tager til sjælen og det hemmelighedsfulde bånd mellem den og legemet, vil ikke komme langt. Liv er måske ikke andet end resultatet af denne forening — denne berørings aktion.
... Den individuelle sjæl skal blive overensstemmende med verdenssjælen. Herredømme for verdenssjælen og medherredømme for den individuelle sjæl.

TEMA:
Delfi-visdommen
Dialektik
Fremmedgørelse
Samvittighed
DIALOG:
Novalis om Platon
Novalis om Plotin
Novalis om Spinoza
Novalis om Leibniz
Novalis om Goethe
Novalis om Schiller
Novalis om Fichte
Novalis om Schelling
Novalis om Schlegel
Schlegel om Novalis
Ørsted om Novalis

B