Forside Akademi Udgivelser Kontakt

Novalis om Schiller

Brev fra Novalis til Reinhold i Jena, 5. okt. 1791
... Om Schiller vil jeg tale med Dem; for bestemt vil ingen samtalegenstand være Dem mere behagelig og for mig mere interessant. ... Ak! når jeg blot nævner Schiller, hvilken hær af følelser lever ikke op i mig; hvor mangfoldige og rige træk forsamler sig ikke til det enestående, henrykkende billede af Schiller og kappes, som trylleånder ved fuldendelsen af det mest blændende maleri; og forstyrrer mig da i dette min fantasis tryllemål den nagende tanke, at denne mand var tilintetgørelsen nær, Schiller, der er mere end millioner af hverdagsmennesker, der kunne få de begærløse væsener, vi kalder ånder, til at ønske at blive dødelige, hvis sjæl naturen synes at have dannet con amore, hvis sædelige storhed og skønhed alene kunne redde en verden, hvis beboer han var, [510] fra den fortjente undergang; Schiller, der forener en så henrykkende form med så meget stof, så megen naturlighed med så megen natur, så megen individualitet med så megen almenhed, så megen hjertensgodhed med så megen hjertestyrke, så megen enkelhed med så megen rigdom, så meget system med så megen manér, så megen karakter med så megen tankedybde, så meget skema med så megen anvendelse, så megen transcendental indbildningskraft med så megen metode i det transcendente, så megen storhed med så megen værdighed, så megen elskværdighed med så megen kærlighed, så megen gratie med så megen alvor, i hvis natur der er så megen kunst, og i hvis kunst der er så megen natur, der har så mange synspunkter og dog kun ét, og sluttelig, der er ét af de sjældne mennesker, som guderne fra ansigt til ansigt åbenbarede den høje hemmelighed, at skønheden og sandheden er én og samme Gudinde, og at fornuften er det eneste navn og den eneste frelse, der er givet menneskene på Jorden, den eneste ægte, sande Logos, der er udgået fra Gud og vender tilbage til ham: dersom, siger jeg, denne tanke forstyrrer mig, så bæver jeg ufrivilligt tilbage for min egen eksistens, og et suk trænger sig over mine læber, hvori er presset al tro på en højere hånd, der fører trådene, og hele kærligheden til og medfølelsen med menneskeheden.
Men han lever og bliver måske ved med at leve. ... Hans blik kastede mig ned i støvet og rejste mig atter op. ... for jeg erkendte i ham den højere genius, der behersker århundreder, og føjede mig villigt og gerne under Skæbnens befaling. At være ham til behag, tjene ham, blot vække en lille interesse for mig hos ham var min digten og tænken om dagen og den sidste tanke, med hvilken min bevidsthed om aftenen sluktes. En kæreste ville jeg for ham have revet grædende ud af hjertet, dersom Forsynet havde forlangt så hårdt et offer, forsaget mine kæreste, årelangt nærede ønsker på randen til deres opfyldelse, for livet er ikke det stærkeste offer, som entusiasme og kærlighed kan bringe deres tilbedte genstand, thi vi føler ikke tabet af det. Hans ord kunne have slået gnister til heltegerninger i mig, som ingen nød, ingen forhindring kunne have kvalt, og måske er selv det gode og skønne, hvis spor min sjæl bærer og vil bære, også ved hans eksempel for største delen også hans værk.
...

B