Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Schelling

Som arvtagere til Kant forsøgte Schelling og Hegel at tænke ud over de grænser, Kant havde sat for erkendelsen; de forsøgte at erkende "das Ding an sich", hvilket Kant havde erklæret for utilgængeligt for erkendelsen.

Karakteristisk er det nu, at de to unge dristige tænkere vælger hver sin vej, Hegel har Aristoteles som sit erklærede forbillede, medens Schelling forsøger at bygge sin tankebygning op på Platon. Men medens Hegel ad sin vej langsomt, men sikkert får bygget et "system" op, der endnu knap nok lod sig rokke af Kierkegaard, så viser det sig, at Schelling har store vanskeligheder med at bygge noget solidt på Platon. Han gør det ene forsøg efter det andet, men endnu i 1841, da Kierkegaard hører ham i Berlin, har han stadig ikke noget overbevisende at tilbyde.

Fra: System des transzendentalen Idealismus, 1800

[602] ... Dersom vi nu tænker os historien som et skuespil, hvori enhver, der deltager, spiller sin rolle helt frit og efter forgodtbefindende, så lader en fornuftig udvikling af dette forviklede spil sig kun tænke derved, at det er én ånd, der digter i alle, og at digteren, hvis blotte brudstykker (disjecti membra poëtae) de enkelte digtere er, allerede forud har sat det objektive resultat af det hele således i harmoni med det frie spil af alle de enkelte, at der til slut virkelig må komme noget fornuftigt ud af det. Men dersom nu digteren var uafhængig af sit drama, så ville vi kun være skuespillerne, der udfører, hvad han har digtet. Er han ikke uafhængig af os, men åbenbarer og afslører han sig kun successivt gennem vor friheds eget spil, således at han uden denne frihed heller ikke selv var til, så er vi meddigtere af det hele og selv opfindere af den særlige rolle, som vi spiller. — ...

[603] ... Historien som helhed er en fremadskridende, gradvis sig afslørende åbenbaring af det absolutte. Altså kan man i historien aldrig betegne det enkelte sted, hvor sporet af forsynet eller Gud selv ligesom er synligt. For Gud er aldrig, dersom væren er det, der fremstiller sig i den objektive verden; dersom han var til, så ville vi ikke være til — men han åbenbarer sig til stadighed. Mennesket fører gennem sin historie et fremadskridende bevis for Guds eksistens, et bevis, der imidlertid kun kan fuldendes gennem hele historien. ...

Friedrich Wilhelm Schelling (1775-1854), tysk filosof fra Leonberg i Württemberg; studerede teologi i Tübinger Stift 1788-1793 sammen med Hegel og Hölderlin; 1798 ansat af Goethe ved universitetet i Jena; sammen med Hegel udgiver af filosofisk tidsskrift 1802-03, men også nært knyttet til kredsen af 'romantikere' omkring brødrene A.W. og Friedrich Schlegel. - 1803 flyttede han (sammen med kvinden bag 'romantiker-kredsen', A.W. Schlegels tidligere hustru, Caroline) til et professorat i Würzburg, 1806 kom han til München og i 1841 blev han kaldet som professor til Berlin - hvor Kierkegaard hørte ham i 1842.

Se også: Romantik - Den tyske idealisme

Hovedværker: Ideen zu einer Philosophie der Natur, 1797; System des transcendentalen Idealismus, 1800; Über das Wesen der menschlichen Freiheit, 1809 (ovs. v. Henning Vangsgaard, 'Om den menneskelige frihed', Reitzel 1995)

DIALOG:
TEMA:

B