Udgivelser Akademi Forside Kontakt

"Kærlighedens midte-akse"

Egoisme og kærlighed skiller menneskeheden i to højst ulige slægter, hvis grænser aldrig flyder sammen. Egoisme opretter sit midtpunkt i sig selv; kærligheden planter det uden for sig selv i den evige helheds akse.

Dette står at læse i Schillers ungdomsværk, "Filosofiske breve" fra 1786, der blev til i den samme epoke, hvor også Schiller digtede sin "Ode til glæden" ("An die Freude", kendt fra Beethovens 9. symfoni!) - I de nævnte breve, som man via linket her kan finde i næsten fuld længde, ligger efter alt at dømme Schillers enorme betydning for hele den følgende epokes tyske åndsliv i "idealisme" og "romantik" - med Hölderlin, Hegel, Schelling, Novalis, Fr. Schlegel m.fl.

Schillers betydning som filosof i dag beror dog nærmere på de berømte "Breve om menneskets æstetiske opdragelse", der blev til i 1795, og hvis originale grundtanke er ideen om en "drift" midt imellem det sanselige og det åndelige i mennesket, en "mellemdrift", som forbinder de to yderpunkter i menneskets væsen, og som Schiller ender med at give navnet "legedrift".

Det højst forbløffende er dog her, at Schiller allerede havde ideen om denne "mellemkraft" som 20årig, da han som medicinstuderende skrev speciale på Akademiet i Stuttgart:

„Fysiologiens filosofi“
Medicinsk dissertation, efteråret 1779; 5,250-268.
[253] ... Sluttelig må der være en kraft tilstede, der træder ind imellem ånden og materien og forbinder de to. En kraft, der kan forandres af materien, og som kan forandre ånden. Dette ville altså være en kraft, der dels var åndelig, dels var materiel, et væsen, der for en del var gennemtrængelig, dels var uigennemtrængelig, og lader et sådant væsen sig tænke? — Overhovedet ikke!
Lad det så være, som det er, der er virkelig en kraft tilstede mellem materien (nemlig den, hvis kræfter skal forestilles) og ånden. Denne kraft er helt forskellig fra verden og ånden. Jeg fjerner den: væk er hele verdens virkning på den. Og dog er ånden der stadig. Tabet af den har skabt et brud mellem verden og ånd. Dens eksistens lyser, vækker, giver liv til alt omkring den — jeg kalder den mellemkraft.

§ 3. Mellemkraft.
Denne kraft kan nu være et væsen forskelligt fra materie og ånd, eller ikke, eller den kan snarere være det enkle i materien, dette er mig nu helt ligegyldigt. ...

§ 6. Nerve. Nerve-ånd.

[255] Mellemkraften bor i nerverne. Når jeg beskadiger denne, er båndet mellem verden og sjæl borte. ...

„Forsøg over sammenhængen mellem menneskets dyriske natur og dets åndelige“
Schillers 2. dissertation, udkom Stuttgart 1780; 5,287-324.
[290] Allerede en del filosoffer har hævdet, at kroppen ligesom er åndens fængsel, at den hefter denne alt for meget til det jordiske og hemmer dens såkaldte flugt mod fuldkommenheden. Omvendt er den mening mere eller mindre bestemt blevet næret af mange filosoffer, at videnskab og dyd ikke er noget mål, men middel til lyksaligheden, at al fuldkommenhed for mennesket samler sig i forbedringen af dets krop.
Det forekommer mig, at dette fra begge sider er sagt lige ensidigt. ... Det er derfor her, som overalt, mest tilrådeligt at holde ligevægten mellem de to læremeninger for desto mere sikkert at træffe sandhedens midterlinje. ...

TEMA:
DIALOG:

Friedrich Schiller (1759-1805) blev uddannet til regimentslæge i Stuttgart, nærmest i livegenskab hos den lokale fyrste, men trådte i 1781 med dramaet "Røverne" frem som en hovedskikkelse i det unge tyske åndslivs "Sturm und Drang"-epoke.

Han flygtede fra Stuttgart i 1782 og var nogle år teaterdigter i Mannheim; kom juli 1787 til Weimar og blev i 1789 (af Goethe) ansat som professor i historie og filosofi i Jena (ca. 20 km fra Weimar).

Hovedværker før samarbejdet med Goethe:

Fiesko, drama, 1784; Kabale und Liebe, drama, 1784; Filosofiske breve, 1786; Don Carlos, drama 1787; Om ynde og værdighed, essay 1793.

Se også Goethe og Schiller

At Schiller og Goethe endte med at finde sammen skyldtes formentlig Schillers (anonyme) "Bürger-recension" fra 1791, som Goethe offentligt sagde, han gerne ville have været forfatter til!
Først i 1794 indtraf dog det historiske øjeblik, hvor Goethe blev klar over, at de to havde noget tilfælles, og nu fulgte et tæt samarbejde lige til Schillers tidlige død i 1805. De første store frugter var Schillers to essays om Menneskets æstetiske opdragelse (1795) og Om naiv og sentimental digtning (1796), der udkom samtidig med Goethes roman Wilhelm Meisters læreår (1796).

B