Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Schiller om Goethe

Schillers anonyme hyldest til Goethe

Da Schiller havde fuldendt sine "Breve om menneskets æstetiske opdragelse" skrev han i et brev til Goethe d. 20. oktober 1794:
"... De vil i disse breve finde Deres portræt, hvorunder jeg gerne havde skrevet Deres navn, dersom jeg ikke hadede at foregribe tænkende læseres følelse. Ingen, hvis mening kan have værdi for Dem, vil tage fejl af det, for jeg ved, at jeg har grebet det godt an og tegnet det tilstrækkeligt træffende." - Det pågældende afsnit lyder således:

... Kunstneren er ganske vist barn af sin tid, men slemt for ham, om han samtidig er dens myndling eller måske ligefrem dens yndling. En velvillig guddom skulle i tide rive ham som spæd fra moderens bryst, nære ham med mælken fra en bedre tidsalder og lade ham modnes til myndighed under den fjerne græske himmel. Når han da er blevet til mand, så skal han, som en fremmed skikkelse, vende tilbage til sit århundrede; men ikke for at glæde det med sin fremtrædelse, derimod frygtelig som Agamemnons søn for at rense det. Sit stof vil han nok hente fra nutiden, men formen fra en ædlere tid, ja hinsides al tid, fra sit væsens absolutte, uforanderlige enhed. Her fra hans dæmoniske naturs rene æter springer skønhedens kilde, ubesmittet af fordærvet i slægter og tidsaldre, som dybt under den slynger sig i dystre hvirvler. ...

(Breve om menneskets æstetiske opdragelse, 9. brev; se evt. Goethe og Schiller v. Preben Lilhav 2004 s. 137. - Schillers brev smst. s. 61)

Brev fra Schiller til Grevinde Schimmelmann i København, 23. nov. 1800
Nogle ytringer i Deres brev fører mig naturligt ind på mit bekendtskab med Goethe, som jeg også nu, efter et tidsrum på seks år, anser for den mest frugtbare begivenhed i mit hele liv. Jeg behøver ikke at sige Dem noget om denne mands ånd. De kender hans fortjenester som digter, om så ikke i den grad, jeg føler dem. Efter min inderste overbevisning kommer ingen anden digter blot ham nær i dybden af følelse og sammes finhed, i natur og sandhed og samtidig i høje kunstfortjenester. Naturen har udstyret ham rigere end nogen anden, der er trådt frem siden Shakespeare. Og ud over dette, som han har fået af naturen, har han ved rastløs forsken og studium givet sig selv mere end nogen anden. Han har i 20 år med den redeligste anstrengelse taget den byrde på sig at studere naturen i alle dens tre riger og er trængt ned i dybderne af disse videnskaber. ... Hvilke af alle digtere kommer ham blot tilnærmelsesvis nær i sådanne grundige kundskaber, og dog har han brugt en stor del af sit liv på ministeropgaver, der ikke er små og ubetydelige, selv om hertugdømmet er lille. Men det er ikke disse hans ånds store fortrin, der binder mig til ham. Dersom han ikke for mig som menneske havde den største værdi af alle, som jeg nogen sinde har kendt personligt, så ville jeg blot beundre hans geni fra afstand. Jeg tør nok sige, at jeg i de seks år, jeg har levet sammen med ham, ikke noget øjeblik har tvivlet på hans karakter. Han er af høj sandhed og bravhed i sin natur og har den største alvor for det rette og gode; derfor har sludrehoveder og hyklere og sofister altid befundet sig dårligt i hans selskab.

Se også Goethe og Schiller

B