Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Schiller

Filosofiske breve, 1786

Philosophische Briefe, trykt i Schillers eget tidsskrift, Thalia, 3. Heft, maj 1786 (Leipzig)

Forerindring

Fornuften har sine epoker, sine skæbner ligesom hjertet, men dens historie bliver langt sjældnere behandlet. Man synes at nøje sig med at udvikle lidenskaberne i deres ekstremer, vildfarelser og følger uden at tage hensyn til, hvor nøje de hænger sammen med individets tankesystem. Den almene rod til den moralske forværring er en ensidig og vaklende filosofi, så meget desto mere farlig, som den blænder den omtågede fornuft ved et skin af retmæssighed, sandhed og overbevisning, og netop derfor bliver holdt mindre i skranker af den medfødte moralske følelse. En oplyst forstand derimod forædler også sindelaget — hovedet må danne hjertet.
I en epoke som den nuværende, hvor lettelsen og udbredelsen af lekture forøger den tænkende del af publikum så forbløffende, hvor uvidenhedens lykkelige resignation begynder at gøre plads for en halv oplysning, og hvor kun få længere vil blive stående der, hvor fødselens tilfældighed satte dem, forekommer det ikke uden betydning at gøre opmærksom på visse perioder i den vågnende og fremadskridende fornuft, at berigtige visse sandheder og fejltagelser, som knytter sig til moraliteten og kan være en kilde til lyksalighed og elendighed, og i det mindste vise de skjulte klipper, på hvilke den stolte fornuft allerede har lidt skibbrud. Vi når kun sjældent på anden måde end gennem ekstremer til sandheden — vi må først udtømme fejltagelsen — og ofte dårskaben — før vi arbejder os op til den rolige visdoms skønne mål.
Et par venner, besjælet af samme varme for visdommen og den moralske skønhed, som har forenet sig på helt forskellige veje i den samme overbevisning og nu med roligere blik overskuer den tilbagelagte bane, har forbundet sig til forsøget på at udvikle nogle revolutioner og epoker i tænkningen, nogle udsvævelser af den grublende fornuft i maleriet af [337] to ynglinge af ulige karakterer og fremlægge dem i form af en brevveksling. De følgende breve er begyndelsen til dette forsøg.
Meninger, der bliver fremført i disse breve, kan altså også være blot forholdsvis sande eller falske, netop sådan som verden spejler sig i denne sjæl og i ingen anden. Fortsættelsen af brevvekslingen vil vise, hvordan disse ensidige, ofte overspændte, ofte modstridende påstande til sidst opløser sig i en almen, lutret og fast grundet sandhed.
Skepticisme og fritænkeri er den menneskelige ånds feberanfald og må, netop gennem den unaturlige rystelse, som de forårsager i godt organiserede sjæle, til sidst hjælpe til at befæste sundheden. Jo mere blændende, jo mere forførende vildfarelsen, desto større triumf for sandheden, jo mere pinefuld tvivlen, desto større opfordring til overbevisning og fast sikkerhed. Men at fremstille disse tvivl, disse fejltagelser var nødvendigt; kendskabet til sygdommen måtte gå forud for helbredelsen. Sandheden mister intet, dersom en heftig yngling går fejl af den, lige så lidt som dyden og religionen, dersom en lastefuld fornægter dem.
Dette måtte siges forud for at angive det synspunkt, hvorfra vi ønsker den følgende brevveksling læst og bedømt.

Julius til Raphael
I oktober.
Du er borte, Raphael — og den skønne natur går under, bladene falder gule fra træerne, en trist efterårståge ligger som et ligklæde over den afdøde vang. Ensom gennemstrejfer jeg den melankolske egn, kalder højt Dit navn og raser over, at min Raphael ikke svarer.
Jeg stod Dine sidste omfavnelser igennem. Den sørgelige lyd fra vognen, som førte Dig herfra, var endelig forstummet i mit øre. Jeg lykkelige havde allerede dynget en velgørende høj af jord over fortidens glæder, og nu står Du ligesom Din afdøde ånd [338] påny op i disse egne og melder Dig for mig på hver en yndlingsplads for vore spadsereture. Denne klippe steg jeg op ad ved Din side, ved Din side gennemvandrede jeg dette umådelige perspektiv. I den sorte helligdom under disse bøgetræer udtænkte vi først vort venskabs høje ideal. Her var det, vi for første gang rullede vor ånds stamtræ ud, og Julius fandt en så nært beslægtet i Raphael. Her er ingen kilde, intet buskads, ingen høj, hvor ikke én eller anden erindring om bortfløjet salighed angriber min ro. Alt, alt har sammensvoret sig imod min helbredelse. Hvorhen jeg så træder, gentager jeg vor adskillelses bange scene. —
Hvad har Du gjort med mig, Raphael! Hvad er der i den sidste tid blevet af mig! Farlige store menneske! Havde jeg blot aldrig kendt Dig og aldrig tabt Dig! Il tilbage, kom igen på kærlighedens vinger, eller Din sarte plante forgår. Kunne Du med Din blide sjæl vove at forlade Dit påbegyndte værk endnu så langt fra dets fuldendelse? Din stolte visdoms grundpiller vakler i min hjerne og i mit hjerte, alle de prægtige paladser, Du byggede, styrter sammen, og den knugede orm snor sig klynkende blandt ruinerne.
Salige paradisiske tid, da jeg endnu med tilbundne øjne tumlede gennem livet som en drukken — da al min nyfigenhed og alle mine ønsker allerede vendte om ved grænserne for min fars horisont — hvor en dejlig solopgang ikke lod mig ane noget højere end en dejlig ny dag — da kun en politisk avis mindede mig om verden, kun en begravelsesklokke om evigheden, kun spøgelseshistorier om et regnskab efter døden, da jeg endnu rystede for en djævel og desto mere hjerteligt hang ved guddommen. Jeg følte og var lykkelig. Raphael lærte mig at tænke, og jeg er lige ved at begræde min skabelse.
Skabelse? — Nej, det er jo blot en lyd uden mening, som min forstand ikke kan tillade. Der var en tid, hvor jeg ikke vidste af noget, hvor ingen vidste af mig, altså siger man, at jeg ikke var. Denne tid er ikke mere, altså siger man, at jeg er blevet skabt. Men også om de millioner, der var for århundreder siden, ved man nu [339] intet mere, og alligevel siger man, at de er. Hvorpå grunder vi retten til at bekræfte begyndelsen og benægte afslutningen? Ophøret for tænkende væsener, hævder man, modsiger den uendelige godhed. Opstod da denne uendelige godhed først med skabelsen af verden? — Dersom der har været en periode, hvor der endnu ingen ånder var, så var den uendelige godhed jo uvirksom i en hel forudgående evighed? Dersom verdensbygningen er en fuldkommenhed af skaberen, så manglede han jo en fuldkommenhed før verdens skabelse? Men en sådan forudsætning modsiger ideen om den fuldendte gud, altså var der ingen skabelse. — Hvor er jeg kommet hen, kære Raphael? — Frygtelige labyrint af slutninger! Jeg opgiver skaberen, så snart jeg tror på en gud. Hvortil behøver jeg en gud, dersom jeg klarer mig uden skaberen?
Du har stjålet den tro, der gav mig fred. Du har lært mig at foragte, hvor jeg tilbad. Tusind ting var mig så ærværdige, indtil Din sørgelige visdom afklædte dem for mig. Jeg så en folkemængde strømme til kirken, jeg hørte deres begejstrede andagt forene sig til en broderlig bøn — to gange stod jeg ved dødens seng, så to gange — mægtige vidunderværk, religionen! — Himlens håb sejre over tilintetgørelsens rædsler og glædens friske lysstråle tænde sig i den døendes brudte øje. Guddommelig, ja guddommelig må den lære være, udbrød jeg, som de bedste blandt mennesker bekender sig til, som så mægtigt sejrer og så vidunderligt trøster. Din kolde visdom slukkede min begejstring. Lige så mange, sagde Du til mig, trængte sig engang om Irminsøjlen og ved Jupiters tempel, lige så mange har lige så glade besteget ligbålet til ære for deres Brahma. Hvad Du finder så afskyeligt ved hedenskabet, skal bevise Din læres guddommelighed?
Tro ikke andet end Din egen fornuft, sagde Du endvidere. Der findes intet helligt undtagen sandheden. Hvad fornuften erkender, er sandheden. Jeg har adlydt Dig, har ofret alle meninger, har ligesom hin fortvivlede erobrer stukket alle mine skibe i brand, da jeg landede på denne ø, og tilintetgjort ethvert håb om tilbagevenden. Jeg kan aldrig mere [340] forsone mig med en mening, jeg engang lo over. Min fornuft er mig nu alt, min eneste garanti for guddom, dyd, udødelighed. Ve mig fra nu af, dersom jeg finder disse mine eneste garanter i en modsigelse! Dersom min agtelse for deres slutninger synker! Dersom en sønderrevet tråd i min hjerne forrykker deres gang! — Min lyksalighed er fra nu af givet i forvaring til mit sensoriums harmoniske takt. Vé mig, dersom dette instruments strenge i mit livs tvivlrådige perioder taler falsk — dersom mine overbevisninger svinger med slagene i min puls!

Julius til Raphael.
Din lære smigrede min stolthed. Jeg var en fangen. Du har ført mig ud i dagen; det gyldne lys og det umådeligt frie henrykkede mine øjne. Tidligere havde jeg nok i den beskedne berømmelse at kaldes en god søn af mit hus, en ven af mine venner, et nyttigt medlem af samfundet. Du har forvandlet mig til en verdensborger. Mine ønsker havde endnu ikke gjort indgreb i de stores rettigheder. Jeg tålte de lykkelige, fordi tiggere tålte mig. Jeg rødmede ikke ved at misunde en del af menneskeheden, eftersom der var en endnu større tilbage, som jeg måtte beklage. Nu erfarede jeg for første gang, at mine fordringer om nydelse var lige så fuldvægtige som mine øvrige brødres. Nu indså jeg, at jeg ét lag over denne atmosfære gjaldt lige så meget og lige så lidt som verdens beherskere. Raphael skar alle overenskomstens og meningens bånd itu. Jeg følte mig fuldstændig fri — for fornuften, sagde Raphael mig, er det eneste monarki i åndernes verden, jeg bar min kejsertrone i min hjerne. Alle ting i himlen og på jorden har ingen værdi og ingen gyldighed ud over den, min fornuft tildeler dem. Hele skabningen er min, for jeg besidder en uimodsigelig fuldmagt til at nyde den helt. Alle ånder — ét trin lavere nede end den fuldkomne ånd — er mine medbrødre, eftersom vi alle adlyder én regel, alle hylder én overherre.
Hvor ophøjet og prægtig lyder denne forkyndelse! Hvilket [341] forråd for min tørst efter erkendelse! Men — ulyksalige modsigelse i naturen — denne frie, opadstræbende ånd er flettet ind i det stive, uforanderlige urværk i et dødeligt legeme, blandet sammen med dets små behov, lagt under dets små skæbners åg — denne gud er forvist til en verden af orme. Naturens uhyre rum er lukket op for dets virksomhed, men han kan blot ikke tænke to ideer samtidig. Hans øjne bærer ham lige til guddommens sol-mål, men han selv må først trægt og møjsommeligt krybe imod det gennem tidens elementer. For at udtømme en nydelse må enhver anden gå tabt for ham; to ubegrænsede begæringer er for meget for hans lille hjerte. Enhver nyerhvervet glæde koster ham summen af alle de tidligere. En kærlighedens hyrdetime er en opsættende åreladning af venskabet.
Hvorhen jeg end ser, Raphael, hvor begrænset er ikke mennesket! Hvor stor ikke afstanden mellem dets fordringer og deres opfyldelse! — O misund det dog ikke den velgørende søvn. Væk det ikke. Det var så lykkeligt, indtil det begyndte at spørge, hvorhen det skulle gå, og hvorfra det er kommet. Fornuften er en fakkel i et fangehul. Den fangne vidste intet om lyset, men en drøm om frihed skinnede over ham som et lyn i natten, der lader det endnu mørkere tilbage. Vor filosofi er Ødipus’ ulyksalige nysgerrighed, der ikke holdt op med at forske, før det frygtelige orakel opløstes.

Måtte du aldrig erfare, hvem du er!

Erstatter Din visdom mig, hvad den har frataget mig? Dersom Du ikke har nogen nøgle til himlen, hvorfor måtte Du føre mig bort fra jorden? Dersom Du vidste forud, at vejen til visdommen fører gennem tvivlens frygtelige afgrund, hvorfor risikerede Du Din Julius’ rolige uskyld for dette betænkelige skridt?

...

[342] Du har revet en hytte ned, der var beboet, og grundet et prægtigt dødt palads på stedet.
Raphael, jeg kræver min sjæl fra Dig. Jeg er ikke lykkelig. Mit mod er borte. Jeg fortvivler over mine egne kræfter. Skriv snart. Kun Din lægende hånd kan gyde balsam i mine brændende sår.


Raphael til Julius.
En lykke som vor, Julius, uden afbrydelse, ville være for meget for det menneskelige lod. Jeg forfølges ofte af denne tanke i den fulde nydelse af vort venskab. Hvad der dengang forbitrede min salighed, var en sund forberedelse til at lette min nuværende tilstand. Hærdet i resignationens strenge skole er jeg mere modtagelig for den trøst det er at se vor adskillelse som et let offer for at fortjene fra skæbnen den fremtidige forening. Du har indtil nu ikke vidst, hvad savn vil sige. Du lider for første gang. —
Og dog er det måske en velgerning for Dig, at jeg netop nu blev revet bort fra Din side. Du har en sygdom, der skal overstås, og som Du kun alene ved Dig selv kan komme Dig fuldstændig af for at være sikret mod ethvert tilbagefald. Jo mere forladt Du føler Dig, desto mere vil Du opbyde alle helbredende kræfter i Dig selv; jo mindre øjeblikkelig lindring Du modtager fra skuffende lettelsesmidler, desto mere sikkert vil det lykkes Dig at hæve ondet fra grunden.
At jeg vækkede Dig af Din søde drøm, angrer jeg ikke, selv om også Din nuværende tilstand er pinefuld. Jeg har ikke gjort andet end at fremskynde en krise, som sådanne sjæle som Din før eller siden uundgåeligt står over for, og hvor alt kommer an på, i hvilken periode den bliver udstået. ...
[342] ... Og hvilket gunstigere tidspunkt kunne jeg have valgt, kære Julius! I fuld ungdomskraft stod Du foran mig, legeme og ånd i den herligste blomstring, ikke trykket af nogen bekymring, ikke lænket af nogen lidenskab, fri og stærk til at bestå den store kamp, for hvilken overbevisningens ophøjede ro er prisen. Sandhed og fejltagelse var endnu ikke vævet ind i Din interesse. Dine nydelser og Dine dyder var uafhængige af begge. Du behøvede ingen skrækbilleder for at rive Dig tilbage fra lave udsvævelser. Følelse for ædlere glæder havde givet Dig væmmelse ved dem. Du var god af instinkt, af ubesmittet sædelig gratie. ...
Jeg må efterspore gangen i Dine forskninger for at afdække kilden til Dine klager. Du skrev tidligere resultaterne af Din eftertanke ned; sende mig disse papirer, så vil jeg svare Dig.

Julius til Raphael.
Her til morgen gennemstøver jeg mine papirer. Jeg genfinder en tabt artikel, udkastet i min stolte begejstrings lykkelige stunder. Hvor ganske anderledes finder jeg nu det altsammen! Det er træskelettet til en teaterscene, når belysningen er borte. Mit hjerte søgte en filosofi, og fantasien indskød den sine drømme. De varmeste var mig de sandeste.
Jeg forsker efter åndernes love — svinger mig op til det uendelige, men jeg glemmer at bevise, at det virkelig er tilstede. Et dristigt angreb fra materialismen, og mit skaberværk styrter sammen.
Du vil læse dette fragment igennem, kære Raphael. Forhåbentlig vil det lykkes Dig igen at opflamme min entusiasmes udslukte gnist, igen at forsone mig med min genius — men min stolthed er sunket så dybt, at selv Raphaels bifald næppe mere kan genrejse den.

Julius’ teosofi

Verden og det tænkende væsen

Universet er en tanke af Gud. Efter at dette idealiske åndsbillede trådte over i virkeligheden, og den fødte verden udfyldte dens skabers skitse — tillad mig denne menneskelige forestilling — så er det opgaven for alle tænkende væsener i dette foreliggende hele at genfinde den første tegning, at opsøge reglen i maskinen, enheden i sammensætningen, loven i fænomenet og overføre bygningen bagud på sit grundrids. Altså findes der for mig kun én eneste fremtrædelse i naturen, det tænkende væsen. Den store sammensætning, vi kalder verden, er for mig kun bemærkelsesværdig, fordi den er forhånden til symbolsk at betegne mig hint væsens mangfoldige ytringer. Alt i mig og uden for mig er blot hieroglyf for en kraft, der ligner mig. Naturens love er de chiffre, som det tænkende væsen sammenføjer for at gøre sig forståelig for det tænkende væsen — det alfabet, ved hvis hjælp alle ånder kan kommunikere med den fuldkomneste ånd og med sig selv. Harmoni, sandhed, orden, skønhed, fortræffelighed giver mig glæde, fordi de hensætter mig i deres opfinders, deres ejermands virksomme [345] tilstand, fordi de røber mig et fornuftigt tænkende væsens nærvær og lader mig ane mit slægtskab med dette væsen. En ny erfaring i dette sandhedens rige, gravitationen, det afdækkede blodkredsløb, Linnés natursystem, betyder for mig oprindeligt netop det samme som en ting fra antikken, gravet frem i Herculanum — begge kun genskin af en ånd, nyt bekendtskab med et væsen, der ligner mig. Jeg samtaler med det uendelige gennem naturens instrument, gennem verdenshistorien — jeg læser kunstnerens sjæl i hans Apollon.
Vil Du overbevise dig, min Raphael, så forsk bagud. Enhver tilstand for den menneskelige sjæl har én eller anden parabel i den fysiske skabning, hvorved den bliver betegnet, og ikke alene kunstneren og digteren, selv den mest abstrakte tænker har øst af dette rige magasin. Energisk virksomhed kalder vi ild, tiden en strøm, som rivende ruller af sted, evigheden en cirkel, en hemmelighed hyller sig i midnat, og sandheden bor i solen. Ja, jeg begynder at tro, at endog den menneskelige ånds kommende skæbne ligger forudforkyndt i den materielle skabnings dunkle orakel. Ethvert kommende forår, der driver planternes skud ud af jordens skød, giver mig en kommentar til dødens ængstende gåde og gendriver mine bange bekymringer om en evig søvn. Svalen, som vi om vinteren finder stivnet og i foråret igen ser live op, den døde puppe, der som sommerfugl igen forynget hæver sig i luften, rækker os et træffende sindbillede på vor udødelighed.
Hvor bemærkelsesværdigt bliver mig nu alt! — Nu, Raphael, er alt befolket omkring mig. Der gives for mig ikke længere nogen ørken i hele naturen. Hvor jeg opdager et legeme, dér aner jeg en ånd — hvor jeg mærker bevægelse, dér gætter jeg på en tanke.
„Hvor der ingen død ligger begravet, vil der ikke være nogen opstandelse“, siger jo almagten stadig til mig gennem sine værker, og således forstår jeg læren om en guds allestedsnærværelse.

[346] Ide
Alle ånder bliver tiltrukket af fuldkommenhed. Alle — der findes her vildfarelser, men ikke én eneste undtagelse — alle stræber efter tilstanden for den højeste frie ytring af deres kræfter, alle besidder den fælles drift til at udstrække deres virksomhed, drage alt til sig, samle alt i sig, gøre dét til deres eget, som de erkender som godt, som fortræffeligt, som tiltrækkende. Anskuelse af det skønne, det sande, det fortræffelige er øjeblikkelig tagen disse egenskaber i besiddelse. Den tilstand, vi opfatter, indtræder vi selv i. I det øjeblik, hvor vi tænker os den, er vi en dyds ejermand, en handlings ophavsmand, en sandheds opfinder, en lykkes indehaver. Vi selv bliver til det opfattede objekt. Bring mig her ikke i forvirring ved et tvetydigt smil, kære Raphael — denne forudsætning er den grund, jeg bygger alt følgende på, og enige må vi være, inden jeg har mod til at fuldende min bygning.
Noget lignende siger allerede den indre følelse enhver. Når vi f. eks. beundrer en handling af storsind, tapperhed, klogskab, er det da ikke en hemmelig bevidsthed i vort hjerte, der rører sig, om at vi er i stand til at gøre noget lignende? Røber ikke allerede den høje rødmen, der ved fortællingen af en sådan historie farver vore kinder, at vor beskedenhed ryster ved beundringen? At vi bliver forlegne ved den ros, som forædlingen af vort væsen må erhverve os? Ja vor krop stemmer sig selv i dette øjeblik i det handlende menneskes gebærder og viser åbenbart, at vor sjæl er gået over i denne tilstand. Dersom Du var tilstede, Raphael, hvor en stor begivenhed blev fortalt for en talrig forsamling, ville Du da ikke kunne se på fortælleren, hvordan han selv ventede på den røgelse, hvordan han selv tiltog sig det bifald, der blev ydet hans helt — og, dersom Du var fortælleren, overraskede Du aldrig Dit hjerte i denne salige forbytning? Du har eksempler på, Raphael, hvor livfuldt jeg endog med min hjertensven kan skændes om oplæsningen af en skøn anekdote, et fortræffeligt digt, og mit hjerte har stille indrømmet, at det da misundte Dig de laurbær, [347] der fra skaberen går over på forelæseren. En hurtig og inderlig kunstfølelse for dyden gælder derfor i almindelighed for et stort talent for dyden, ligesom man modsat ikke nærer betænkning ved at betvivle hjertet hos en mand, hvis hoved kun tungt og langsomt fatter den moralske skønhed.
Du skal ikke indvende, at der ved levende erkendelse af en fuldkommenhed ikke sjældent findes den modsatte fejl, at selv skurken ofte bliver grebet af en ophøjet begejstring for det fortræffelige, at selv den svage undertiden gennemflammes af en entusiasme for ophøjet herkulisk storhed. Jeg ved f.eks., at vor beundrede Haller, som så mandigt afslørede den forfængelige æres intethed, hvis filosofiske storhed jeg skylder så megen beundring, at netop han ikke var i stand til at foragte den endnu mere forfængelige intethed i en ridderstjerne, der krænkede hans storhed. Jeg er overbevist om, at kunstneren, filosoffen og digteren virkelig i idealets lykkelige moment er de store og gode mennesker, hvis billede de udkaster — men denne åndens forædling er hos mange kun en unaturlig tilstand, frembragt med magt ved en mere livfuld puls i blodet, et dristigere løft i fantasien, som dog også netop derfor svinder bort så flygtigt som enhver anden fortryllelse og udleverer hjertet desto mere udmattet til de lavere lidenskabers despotiske vilkårlighed. Desto mere udmattet, siger jeg — for en almindelig erfaring lærer, at den tilbagefaldne forbryder altid er den mest rasende, at dydens renegat kun desto sødere befrier sig fra angerens tunge byrde i lastens arme.
Jeg ville vise, min Raphael, at det er vor egen tilstand, når vi føler en fremmed, at fuldkommenheden bliver vor egen i det øjeblik, hvori vi vækker en forestilling om den i os, at vort behag ved sandhed, skønhed og dyd til sidst opløser sig i bevidstheden om egen forædling, egen berigelse, og jeg tror, jeg har vist det.
Vi har begreber om det højeste væsens visdom, om dets godhed, om dets retfærdighed — men ingen om dets almagt. Til at betegne dets almagt hjælper vi os med tre hinanden efterfølgende forestillinger: intet, dets vilje og noget. [348] Det er øde og mørkt — Gud råber: Lys — og der bliver lys. Dersom vi havde en real-ide om hans virkende almagt, så ville vi være skabere, som han.
Enhver fuldkommenhed, som jeg opfatter, bliver min egen, den giver mig glæde, fordi den er min egen, jeg begærer den, fordi jeg elsker mig selv. Fuldkommenhed i naturen er ingen egenskab ved materien, men ved ånderne. Alle ånder er lykkelige i kraft af deres fuldkommenhed. Jeg begærer alle ånders lykke, fordi jeg elsker mig selv. Lyksaligheden, jeg forestiller mig, bliver min lyksalighed, altså er det vigtigt for mig at vække disse forestillinger, mangfoldiggøre dem, forstærke dem — altså er det vigtigt for mig at udbrede lyksalighed omkring mig. Den skønhed, den fortræffelighed, den nydelse jeg frembringer uden for mig selv, frembringer jeg for mig selv; den, jeg forsømmer, ødelægger, ødelægger jeg for mig selv, forsømmer jeg for mig selv. — Jeg begærer fremmed lyksalighed, fordi jeg begærer min egen. Begær efter fremmed lyksalighed kalder vi velvilje, kærlighed.

Kærlighed
Nu, bedste Raphael, lad mig se mig om. Tinden er besteget, tågen er borte, som i et blomstrende landskab står jeg midt i det umålelige. Et renere sollys har lutret alle mine begreber.
Kærlighed altså — det skønneste fænomen i det besjælede skaberværk, den almægtige magnet i åndeverdenen, andagtens og den mest ophøjede dyds kilde — kærlighed er blot genskinnet af denne eneste urkraft, en tiltrækning af det fortræffelige, grundet på en momentan ombytning af personlighed, en forveksling af væsenerne.
Når jeg hader, så fratager jeg mig selv noget; når jeg elsker, så bliver jeg lige så meget rigere, som det, jeg elsker. Tilgivelse er at genfinde en afgivet ejendom — menneskehad et forlænget selvmord; egoisme den højeste armod for et skabt væsen.
Da Raphael gjorde sig fri af min sidste omfavnelse, da bristede min sjæl, og jeg græder over tabet af min skønnere halvdel. ...

[Digtet ‘Die Freundschaft’}

[350] Kærlighed finder ikke sted mellem ligetonende sjæle, men mellem harmoniske. Med velbehag genkender jeg mine følelser i spejlet fra Dine, men med ildfuld længsel sluger jeg de højere, som jeg mangler. én regel styrer venskab og kærlighed. Den blide Desdemona elsker sin Othello på grund af farerne, han har udstået; den mandige Othello elsker hende på grund af den tåre, hun græd for hans skyld.
Der findes øjeblikke i livet, hvor vi er oplagte til at trykke enhver blomst og enhver fjern stjerne, enhver orm og enhver anet højere ånd til vort bryst — en omfavnelse af den hele natur ligesom af vor elskede. Du forstår mig, min Raphael. Det menneske, der har bragt det til at samle al naturens skønhed, storhed, fortræffelighed i småt og stort sammen, og til denne mangfoldighed at finde den store enhed, er allerede rykket guddommen meget meget nærmere. Hele den skabte verden flyder sammen i hans personlighed. Dersom enhvert menneske elskede alle mennesker, så besad hver enkelt verden.
Vore tiders filosofi — frygter jeg — modsiger denne lære. Mange af vore tænkende hoveder har fundet for godt at spotte denne himmelske drift ud af den menneskelige sjæl, at udviske guddommens stempel og opløse denne energi, denne ædle entusiasme i en forsagt ligegyldigheds kolde, dræbende ånde. I slavefølelsen af deres egen nedværdigelse har de fundet sammen med velviljens farlige fjende, egennytten, til forklaring af et fænomen, der var for guddommeligt for deres begrænsede hjerter. Ud af en ynkelig egoisme har de spundet deres trøstesløse lære og gjort deres egen begrænsning til målestok for skaberen — vanslægtede slaver, som til lyden af deres kæder rakker ned på friheden. ...
Hvorfor skal hele arten undgælde, fordi nogle individer kommer til kort over for dens værdier?
[351] Jeg bekender frimodigt, at jeg tror på en uegennyttig kærligheds virkelighed. Jeg er fortabt, dersom den ikke findes, jeg opgiver guddommen, udødeligheden og dyden. Jeg har intet bevis tilbage for disse forhåbninger længere, dersom jeg holder op med at tro på kærligheden. En ånd, der alene elsker sig selv, er et svømmende atom i det umådelige tomme rum.

Opofrelse
Men kærligheden har frembragt virkninger, der synes at modsige dens natur.
Det er tænkeligt, at jeg forøger min egen lyksalighed ved et offer, som jeg bringer for fremmed lyksalighed — men også i det tilfælde, hvor dette offer er mit liv? Historien har eksempler på sådanne ofre — og jeg føler det levende, at det ikke skulle koste mig noget at dø for at redde Raphael. Hvordan er det muligt, at vi skulle anse døden for et middel til at forøge summen af vore nydelser? Hvordan kan min tilværelses ophør forenes med en berigelse af mit væsen?
Forudsætningen af et liv efter døden hæver denne modsigelse — men den forvansker også for evigt denne synlige verdens høje gratie. Hensyn til en belønnende fremtid udelukker kærligheden. Der må findes en dyd, som også klarer sig uden troen på et liv efter døden, som også med fare for udslettelsen virker det samme offer.
Ganske vist er det allerede en forædling af en menneskelig sjæl at ofre den øjeblikkelige fordel for den evige — det er egoismens ædleste trin — men egoisme og kærlighed skiller menneskeheden i to højst ulige slægter, hvis grænser aldrig flyder sammen. Egoisme opretter sit midtpunkt i sig selv; kærligheden planter det uden for sig selv i den evige helheds akse. Kærlighed sigter mod enhed, egoisme er ensomhed. Kærlighed er en blomstrende fristats medherskende borger, egoisme en despot i et forvildet skaberværk. Egoisme sår for at høste taknemlighed, kærlighed for utak. Kærlighed bortgiver, egoisme låner — ligegyldigt om det er for den evige sandheds trone, for [352] det næstfølgende øjebliks nydelse, eller med udsigt til en martyrkrone — ligegyldigt om renterne falder i dette liv eller i det andet!
Tænk Dig en sandhed, min Raphael, som gør godt for hele menneskeheden i fjerne århundreder — sæt hertil, at denne sandhed fordømmer sin bekender til døden, at denne sandhed kun kan blive påvist, kun blive troet, dersom han dør. Tænk Dig så manden med geniets klare omfattende sol-blik, med begejstringens flammehjul, med hele det ophøjede anlæg til kærligheden. Lad i hans sjæl denne store virknings fuldstændige ideal stige frem — lad i dunkel anelse alle de lykkelige, han vil skabe, vandre forbi ham — lad nutiden og fremtiden på samme tid trænge sig sammen i hans ånd — og svar da selv, om dette menneske behøver anvisningen på et andet liv?
Summen af alle disse følelser vil vikle sig sammen med hans personlighed, vil flyde sammen med hans Jeg til ét. Den menneskehed, som han nu tænker sig, er han selv. Det er ét legeme, hvori hans liv, glemt og undværligt, svømmer som en bloddråbe — hvor hurtigt vil han ikke udgyde det for sin sundhed!

Gud
Al fuldkommenhed i universet er forenet i Gud. Gud og natur er to størrelser, der er hinanden fuldstændig lig.
Hele substansen af harmonisk virksomhed, der i den guddommelige substans eksisterer sammen, er i naturen, afbilledet af denne substans, individualiseret i uendelige grader og mål og trin. Naturen (tillad mig dette billedlige udtryk), naturen er en uendeligt opdelt gud.
Ligesom en hvid lysstråle i det prismatiske glas spalter sig i syv mørkere stråler, har det guddommelige Jeg brudt sig i talløse følende substanser. Ligesom syv mørkere stråler igen smelter sammen i én klar lysstribe, ville der ud af alle disse substansers forening fremstå et guddommeligt væsen. Naturbygningens foreliggende form er det optiske glas, og alle åndernes virksomheder blot et uendeligt farvespil af denne [353] enkle guddommelige stråle. Behagede det engang Almagten at sønderslå dette prisme, så ville dæmningen mellem den og verden styrte sammen, alle ånder ville gå under i ét uendeligt, alle akkorder flyde sammen i én harmoni, alle bække forsvinde i ét ocean.
Elementernes tiltrækning bragte naturens kropslige form til veje. Åndernes tiltrækning, i det uendelige gentaget og fortsat, ville til slut føre til ophævelse af hin adskillelse, eller (tør jeg udtale det, Raphael?) frembringe Gud. En sådan tiltrækning er kærligheden.
Altså kærlighed, min Raphael, er den stige, vi klatrer opad mod gudligheden. Uden krav, os selv ubevidste, drager vi af sted.

...
Uden venner var den store mester,
følte mangel, skabte derfor ånder,
spejle for hans egen salighed.
...

Kærlighed, min Raphael, er det rigdomsforjættende arkanum til at genoprejse guldets afsatte konge ud af den uanselige kalk, det [354] evige af det forgængelige, og til at redde varighedens store orakel ud af tidens tilintetgørende brand.
Hvad er summen af alt det tidligere?
Lad os indse fortræffelighed, så bliver den vor. Lad os blive fortrolige med den høje ideale enhed, så vil vi i broderlighed slutte os til hinanden. Lad os plante skønhed og glæde, så høster vi skønhed og glæde. Lad os tænke lyst, så vil vi elske glødende. Vær fuldkomne, som jeres fader i himlen er fuldkommen, siger stifteren af vor tro. Den svage menneskehed blegnede ved dette bud, derfor erklærede han sig tydeligere: elsk hverandre.
...
[Digtet Weisheit mit dem Sonnenblick]

Her, min Raphael, har Du min fornufts trosbekendelse, et flygtigt omrids af mit forsøg på en skabelse. Således som Du finder det her, skød den kim op, som Du selv såede i min sjæl. Spot kun eller glæd Dig eller rødm over Din elev. Som Du vil — men denne filosofi har adlet mit hjerte og forskønnet mit livs perspektiv. Muligt, min [355] bedste, at hele stilladset af mine slutninger har været et uholdbart drømmebillede — den verden, jeg malede her, er måske intetsteds virkelig undtagen i Din Julius’ hjerne — måske jeg efter udløbet af hin dommers tusind år, hvor den forjættede viisere mand sidder i sædet, vil rive min elev-prægede tegning i stykker med skamrødme ved synet af den sande original — alt dette vil måske indtræffe, jeg venter det; men da, om virkeligheden så ikke engang ligner min drøm, så vil virkeligheden overraske mig desto mere henrykkende, desto mere majestætisk. Skulle vel mine ideer være smukkere end den evige skabers ideer? Hvorledes? Skulle han vel tåle, at hans ophøjede kunstværk stod tilbage for en dødelig kenders forventninger? — Det er netop hans store ildprøves fuldendelse og den sødeste triumf for den højeste ånd, at heller ikke fejlslutninger og illusion skader anerkendelsen af den, at alle den udsvævende fornufts slangekrumninger til sidst slår ind i den lige retning, at til sidst alle adskilte arme af dens strøm løber mod den samme udmunding. Raphael — hvilken ide vækker ikke i mig denne kunstner, som, i tusind kopier forvansket på forskellig måde, dog i alle tusinder alligevel forbliver sig selv lig, som selv ikke en stympers ødelæggende hånd kan frarive tilbedelsen.
I øvrigt kunne min fremstilling være helt forfejlet, helt uægte — ja, jeg er endog overbevist om, at den nødvendigvis må være det, og alligevel er det muligt, at alle resultater fra den indtræffer. Vor hele viden løber i sidste instans, som alle verdens viise er enige om, ud på en konventionel illusion, sammen med hvilken dog den strengeste sandhed kan bestå. Vore reneste begreber er på ingen måde billeder af tingene, men blot deres nødvendige bestemte og koeksisterende tegn. Hverken Gud, den menneskelige sjæl eller verden er dét i virkeligheden, som vi regner med. Vore tanker om disse ting er blot de endemiske former, hvori de overgives os af den planet, vi bor på — vore hjerner tilhører denne planet, følgelig også vore begrebers idiomer, der ligger opbevaret i den. Men sjælens kraft er ejendommelig, nødvendig og altid sig selv lig: det vilkårlige ved de materialer, den ytrer sig i, ændrer intet ved de [356] evige love, hvorefter den ytrer sig, så længe dette vilkårlige ikke står i modstrid med sig selv, så længe tegnet forbliver helt igennem tro mod det betegnede. Således som tænkekraften udvikler idiomernes forhold, må disse forhold i tingene også virkelig være til stede. Sandhed er altså ingen egenskab ved idiomerne, men ved slutningerne; ikke tegnets lighed med det betegnede, begrebets med genstanden, men dette begrebs overensstemmelse med tænkekraftens love. På samme måde betjener størrelseslæren sig af chiffrene, der intetsteds eksisterer undtagen på papiret, og finder med dem, hvad der eksisterer i den virkelige verden. Hvilken lighed har f. eks. bogstaverne A og B, tegnene : og =, + og - med det faktum, der skal vindes? — Og dog stiger kometen, der blev forudsagt for århundreder siden, op på den fjerne himmel, dog træder den ventede planet ind for solens skive. På sin kalkules ufejlbarlighed indgår verdensopdageren Kolumbus det betænkelige væddemål med et ubefaret hav for at søge den manglende anden halvdel til den bekendte hemisfære, den store ø Atlantis, som skulle udfylde hullet på hans geografiske kort. Han fandt den, denne ø på hans papir, og hans udregning var rigtig. Ville den måske være blevet mindre rigtig, dersom en fjendtlig storm havde smadret hans skibe eller drevet dem tilbage mod hjemstavnen? — En lignende kalkule gør den menneskelige fornuft, når den udmåler det ikkesanselige ved hjælp af det sanselige, og matematikken anvender sine slutninger på det overmenneskeliges skjulte fysik. Men endnu mangler den sidste prøve på dens udregninger, for ingen rejsende er kommet tilbage fra dette land for at fortælle om sine opdagelser.
Sine egne skranker har den menneskelige natur, sine egne ethvert individ. Over de første vil vi indbyrdes trøste os; de sidste vil Raphael tilgive sin Julius for hans drengealder. Jeg er fattig på begreber, en fremmed i mange kundskaber, som man ved undersøgelser af denne art forudsætter som uundværlige. Jeg har ikke gået i nogen filosofisk skole og har kun læst få trykte skrifter. Det kan være, at jeg her og der lader mine fantasier træde i stedet for strengere fornuftslutninger, at jeg sælger bevægelser i mit blod, [357] anelser og behov i mit hjerte for nøgtern visdom, heller ikke det, min gode, vil få mig til at fortryde det tabte øjeblik. Det er en reel vinding for den almene fuldkommenhed, det var den viiseste ånds forudbestemmelse, at den omflakkende fornuft også skulle befolke selv drømmenes kaotiske land og gøre modsigelsens nøgne grund frugtbar. Ikke kun den mekaniske kunstner, der sliber den rå diamant til en brillant — også den anden har sin værdi, der forædler mere almindelige sten til noget, der ligner diamantens værdighed. Kunsten i formerne kan undertiden lade én glemme stoffets massive sandhed. Er ikke enhver øvelse af tænkekraften, enhver fin skarphed i ånden et lille trin mod dens fuldkommenhed, og enhver fuldkommenhed må nå til eksistens i den fuldstændige verden. Virkeligheden indskrænker sig ikke til det absolut nødvendige: den omfatter også det betinget nødvendige; enhver fødsel af hjernen, ethvert spind af viddet har en uimodsigelig borgerret i denne skabelsens større mening. I naturens uendelige rids må der ikke mangle nogen virksomhed, til den almene lyksalighed ingen grad af nydelse. Den store Husholder for sin verden, som ikke lader nogen splint falde, intet rum ubefolket, hvor der endnu er plads til nogen livsnydelse, som med den gift, der truer mennesket, mætter slanger og edderkopper, som i forrådnelsens døde felt også sætter planter, økonomisk uddeler vellystens lille blomst, der kan spire i vanviddet, som sluttelig forarbejder laster og dårskab til fortræffelighed og forstod at spinde den store idé til det verdensbeherskende Rom ud fra Tarquinius Sextus’ lystenhed — denne opfindsomme ånd skulle ikke også bruge fejltagelsen til sine store formål og skulle lade denne vidstrakte verdensdel i menneskets sjæl ligge øde og glædesløs hen? Enhver færdighed i fornuften, også i fejltagelsen, forøger dens evne til modtagelse af sandheden.
Lad mig, min sjæls dyrebare ven, i alle fald også bidrage min del til den menneskelige visdoms vidtløftige spindelvæv. Solens billede maler sig på én måde i morgenens dugdråber, på en anden i det jordomsluttende oceans majestætiske spejl! [358] Men skam over den triste, skyede sump, som aldrig modtager det og aldrig giver det tilbage. Millioner af vækster drikker af naturens fire elementer. Ét forrådskammer står åbent for alle; men den blander sin saft på en million forskellige måder, giver den på en million forskellige måder videre; den skønne mangfoldighed forkynder en rig herre i dette hus. Fire elementer er det, hvoraf alle ånder øser, deres jeg, naturen, Gud og fremtiden. Alle blander dem på en million forskellige måder, giver dem videre på en million forskellige måder, men én sandhed er det, der, ligesom en fast akse, går som noget fælles gennem alle religioner og alle systemer — „Nærm jer den gud, som I mener.“

Til sidens top

Til Schiller

B