Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Gud, Naturen - og Kærligheden

Fra ‘Philosophische Briefe’, trykt i ‘Thalia’, 3. Heft, maj 1786 (oden 'An die Freude', brugt af Beethoven i 9. symfoni, var trykt 1. gang i det foregående hefte).

... Al fuldkommenhed i universet er forenet i Gud. Gud og Natur er to størrelser, der er hinanden fuldstændig lig.
Hele substansen af harmonisk virksomhed, der i den guddommelige substans eksisterer sammen, er i naturen, afbilledet af denne substans, individualiseret i uendelige grader og mål og trin. Naturen (tillad mig dette billedlige udtryk), naturen er en uendeligt opdelt Gud.
Ligesom en hvid lysstråle i det prismatiske glas spalter sig i syv mørkere stråler, har det guddommelige Jeg brudt sig i talløse følende substanser. Ligesom syv mørkere stråler igen smelter sammen i én klar lysstribe, ville der ud af alle disse substansers forening fremstå et guddommeligt væsen. Naturbygningens foreliggende form er det optiske glas, og alle åndernes virksomheder blot et uendeligt farvespil af denne enkle guddommelige stråle. Behagede det engang Almagten at sønderslå dette prisme, så ville dæmningen mellem den og verden styrte sammen, alle ånder ville gå under i ét uendeligt, alle akkorder flyde sammen i én harmoni, alle bække forsvinde i ét ocean.
Elementernes tiltrækning bragte naturens kropslige form til veje. Åndernes tiltrækning, i det uendelige gentaget og fortsat, ville til slut føre til ophævelse af hiin adskillelse, eller (tør jeg udtale det, Raphael?) frembringe Gud. En sådan tiltrækning er kærligheden.
Altså kærlighed, min Raphael, er den stige, vi klatrer opad mod Gud-ligheden. Uden krav, os selv ubevidste, drager vi af sted. (Werke 1,714)

B