Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Brev til Reinwald, Bauerbach. Tidligt i havehytten, den 14. april 1783, NA 23,78ff
I denne herlige morgenluftning tænker jeg på Dem, min Ven — og på min Karlos. Min sjæl begynder at opfange naturen i et mere skyfrit, blankere spejl, og jeg tror, mine tanker er sande. Prøv nogle af dem. —
[79] Jeg forestiller mig — enhver digtning er ikke andet end et entusiastisk venskab eller en platonisk kærlighed til et skaberværk af vort eget hoved. Jeg vil forklare mig.
... Alle fødsler af vor fantasi skulle altså i sidste ende blot være os selv. Men hvad er vel venskab eller platonisk kærlighed også andet end en vellystig udveksling af væsen? Eller anskuelsen af os selv i et andet spejl? — Kærlighed, min Ven, det store ufejlbarlige bånd i den følende skabning, er i sidste instans blot et lykkeligt bedrag. — Forskrækkes vi, gennemglødes vi, smelter vi hen for den fremmede skabning, som aldrig bliver vor egen? Bestemt ikke. Vi lider alt dette kun for os selv, for Jeget, hvis spejl denne skabning er. Jeg undtager ikke engang Gud. Gud elsker, tænker jeg mig, serafen lige så lidt som ormen, der uvidende priser ham. Han ser sig selv, sit store uendelige Selv, udstrøet omkring i den uendelige natur. — I kræfternes almene sum beregner han øjeblikkelig sig selv — sit billede ser han ud af det skabtes hele økonomi fuldstændigt, som fra et spejl, kastet tilbage, og elsker sig selv i grundridset, det betegnede i tegnet. På samme måde finder han i hver enkelt skabning (mere eller mindre) brudstykker af sit væsen udstrøet. ...

Filosofiske breve, 1786, Werke 5,348ff

Kærlighed altså — det skønneste fænomen i det besjælede skaberværk, den almægtige magnet i åndeverdenen, andagtens og den mest ophøjede dyds kilde — kærlighed er blot genskinnet af denne eneste urkraft, en tiltrækning af det fortræffelige, grundet på en momentan ombytning af personlighed, en forveksling af væsenerne.
Når jeg hader, så fratager jeg mig selv noget; når jeg elsker, så bliver jeg lige så meget rigere, som det, jeg elsker. Tilgivelse er at genfinde en afgivet ejendom — menneskehad et forlænget selvmord; egoisme den højeste armod for et skabt væsen.

...

[350] Kærlighed finder ikke sted mellem ligetonende sjæle, men mellem harmoniske. Med velbehag genkender jeg mine følelser i spejlet fra Dine, men med ildfuld længsel sluger jeg de højere, som jeg mangler. én regel styrer venskab og kærlighed. Den blide Desdemona elsker sin Othello på grund af farerne, han har udstået; den mandige Othello elsker hende på grund af den tåre, hun græd for hans skyld.
Der findes øjeblikke i livet, hvor vi er oplagte til at trykke enhver blomst og enhver fjern stjerne, enhver orm og enhver anet højere ånd til vort bryst — en omfavnelse af den hele natur ligesom af vor elskede. Du forstår mig, min Raphael. Det menneske, der har bragt det til at samle al naturens skønhed, storhed, fortræffelighed i småt og stort sammen, og til denne mangfoldighed at finde den store enhed, er allerede rykket guddommen meget meget nærmere. Hele den skabte verden flyder sammen i hans personlighed. Dersom enhvert menneske elskede alle mennesker, så besad hver enkelt verden.
Vore tiders filosofi — frygter jeg — modsiger denne lære. Mange af vore tænkende hoveder har fundet for godt at spotte denne himmelske drift ud af den menneskelige sjæl, at udviske guddommens stempel og opløse denne energi, denne ædle entusiasme i en forsagt ligegyldigheds kolde, dræbende ånde. I slavefølelsen af deres egen nedværdigelse har de fundet sammen med velviljens farlige fjende, egennytten, til forklaring af et fænomen, der var for guddommeligt for deres begrænsede hjerter. Ud af en ynkelig egoisme har de spundet deres trøstesløse lære og gjort deres egen begrænsning til målestok for skaberen — vanslægtede slaver, som til lyden af deres kæder rakker ned på friheden. ...
Hvorfor skal hele arten undgælde, fordi nogle individer kommer til kort over for dens værdier?
[351] Jeg bekender frimodigt, at jeg tror på en uegennyttig kærligheds virkelighed. Jeg er fortabt, dersom den ikke findes, jeg opgiver guddommen, udødeligheden og dyden. Jeg har intet bevis tilbage for disse forhåbninger længere, dersom jeg holder op med at tro på kærligheden. En ånd, der alene elsker sig selv, er et svømmende atom i det umådelige tomme rum.

B