Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Anmeldelse af Bürgers digte, 1791

... Og her må vi tilstå, at Bürgers digte for os lader meget tilbage at ønske, at vi i den største del af dem savner den milde, hele tiden ens, hele tiden klare, mandige ånd, der som indviet i det skønnes, ædles og sandes mysterier stiger opdragende ned til folket, men selv i det mest fortrolige fællesskab med dette aldrig fornægter sin himmelske herkomst. ...

... Én af de første fordringer til digteren er idealisering, forædling, uden hvilken han ophører at være digter. ... Alle idealer, som han på denne måde i det enkelte danner, er ligesom kun udslag af et indre ideal af fuldkommenhed, der bor i digterens sjæl. Jo større renhed og fylde han har udviklet dette indre, almene ideal til, jo mere vil også hvert enkelt nærme sig den højeste fuldkommenhed. Denne idealiseringskunst savner vi hos Hr. Bürger. ...

(„Über Bürgers Gedichte“. Allgemeine Literatur-Zeitung 15. og 17. jan. 1791, Werke II,631 og 33; Goethe og Schiller, v. Preben Lilhav 2004, s. 30)

Breve om menneskets æstetiske opdragelse, 1796

6. brev ... Dengang, ved denne åndskræfternes skønne vågnen, havde sanserne og ånden endnu ikke nogen strengt adskilt ejendom; for endnu havde ingen splittelse drevet dem til at dele sig fjendtligt over for hinanden og bestemme deres grænser. Poesien havde endnu ikke bolet med viddet og spekulationen endnu ikke skændet sig selv ved spidsfindighed. Begge kunne i nødsfald bytte opgaver, fordi begge, blot på sin egen måde, holdt sandheden i ære. Så højt fornuften end steg, så drog den dog altid kærligt materien med sig, ...

27. brev ... Intet fortrin, intet eneherredømme tåles, så langt som smagen hersker, og det skønne skins rige udbreder sig. Dette rige strækker sig opad, dertil, hvor fornuften hersker med ubetinget nødvendighed, og al materie hører op. Det strækker sig nedad, dertil hvor naturdriften hersker med blind tvang, og formen endnu ikke er begyndt. Ja selv på disse yderste grænser, hvor den lovgivende magt er frataget den, lader smagen sig dog ikke berøve den udøvende. Det asociale begær må give afkald på sin selviskhed; og det behagelige, der ellers kun lokker sanserne, må også kaste yndens net ud over ånderne. Nødvendighedens strenge stemme, pligten, må ændre sin bebrejdende formel, der kun retfærdiggøres af modstanden, og ære den villige natur med en mere ædel tillid. Fra videnskabens mysterier føres erkendelsen af smagen ud under fællesfølelsens åbne himmel og forvandler skolernes ejendom til et fællesgode for hele det menneskelige samfund. I dets område må selv det mægtigste geni aflægge sin højhed og stige fortroligt ned til barnesindet. Kraften må lade sig binde af gratierne, og den trodsige løve adlyde en Amors tømme. Til gengæld udbreder den over det fysiske behov, der i sin nøgne skikkelse støder frie ånders værdighed, sit formildende slør og skjuler det for os vanærende slægtskab med materien i et dejligt blændværk af frihed. (Goethe og Schiller, v. Preben Lilhav 2004, s. 126 og 178)

B