Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: SOLEN

Schiller

Filosofiske Breve, 1786

... Enhver tilstand for den menneskelige sjæl har én eller anden parabel i den fysiske skabning, hvorved den bliver betegnet, og ikke alene kunstneren og digteren, selv den mest abstrakte tænker har øst af dette rige magasin. Energisk virksomhed kalder vi ild, tiden en strøm, som rivende ruller af sted, evigheden en cirkel, en hemmelighed hyller sig i midnat, og sandheden bor i solen. Ja, jeg begynder at tro, at endog den menneskelige ånds kommende skæbne ligger forudforkyndt i den materielle skabnings dunkle orakel. Ethvert kommende forår, der driver planternes skud ud af jordens skød, giver mig en kommentar til dødens ængstende gåde og gendriver mine bange bekymringer om en evig søvn. Svalen, som vi om vinteren finder stivnet og i foråret igen ser live op, den døde puppe, der som sommerfugl igen forynget hæver sig i luften, rækker os et træffende sindbillede på vor udødelighed. (Werke 1,116)

Brev fra Schiller til Charlotte v. Lengefeld, Weimar d. 27. nov. 1788
... I det hele taget forekommer det mig — og det er ganske vist måske nok et egennyttigt ønske af vort køn — det forekommer mig, at kvinderne er skabt til at efterligne den kære glade Sol i denne menneskeverden. Vi stormer og regner og sner og laver vind, Deres køn skal sprede skyerne, som vi har drevet sammen på Guds Jord, smelte sneen og igen forynge verden ved dets glans. De ved, hvor stort jeg tænker om Solen; lignelsen er altså det smukkeste, jeg overhovedet kunne have sagt om Deres køn, og jeg har sagt det på bekostning af mit eget!

Om Ynde og Værdighed, 1793

... Blot organiske væsener respekterer vi som skabninger, men mennesket kun som skaber (dvs. som årsag til sine egne tilstande). Det skal ikke blot, som de øvrige sansevæsener, kaste strålerne fra en fremmed fornuft tilbage, om det så var den guddommelige, men det skal, ligesom et sol-legeme, stråle af sit eget lys. (NA 20,277)

B