Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Tema: SPEJL

Schiller

Brev til Reinwald, Bauerbach. Tidligt i havehytten, den 14. april 1783, NA 23,78ff
I denne herlige morgenluftning tænker jeg på Dem, min Ven — og på min Karlos. Min sjæl begynder at opfange naturen i et mere skyfrit, blankere spejl, og jeg tror, mine tanker er sande. Prøv nogle af dem. —
[79] Jeg forestiller mig — enhver digtning er ikke andet end et entusiastisk venskab eller en platonisk kærlighed til et skaberværk af vort eget hoved. Jeg vil forklare mig.
... Alle fødsler af vor fantasi skulle altså i sidste ende blot være os selv. Men hvad er vel venskab eller platonisk kærlighed også andet end en vellystig udveksling af væsen? Eller anskuelsen af os selv i et andet spejl? — Kærlighed, min Ven, det store ufejlbarlige bånd i den følende skabning, er i sidste instans blot et lykkeligt bedrag. — Forskrækkes vi, gennemglødes vi, smelter vi hen for den fremmede skabning, som aldrig bliver vor egen? Bestemt ikke. Vi lider alt dette kun for os selv, for Jeget, hvis spejl denne skabning er. Jeg undtager ikke engang Gud. Gud elsker, tænker jeg mig, serafen lige så lidt som ormen, der uvidende priser ham. Han ser sig selv, sit store uendelige Selv, udstrøet omkring i den uendelige natur. — I kræfternes almene sum beregner han øjeblikkelig sig selv — sit billede ser han ud af det skabtes hele økonomi fuldstændigt, som fra et spejl, kastet tilbage, og elsker sig selv i grundridset, det betegnede i tegnet. På samme måde finder han i hver enkelt skabning (mere eller mindre) brudstykker af sit væsen udstrøet. Dette skal udtrykkes billedligt. — Således som en Leibniz’sk sjæl måske har en linie fra Guddommen, således har Mimosas sjæl fra den kun et enkelt punkt, evnen til at føle, og den højeste tænkende ånd efter Gud — men De forstår mig jo allerede. ...

B