Brev til Friedrich Schlegel til broderen August Wilhelm, jan. 1792:
. . . Om én ting må jeg dog fortælle: Skæbnen har givet en ung mand i min hånd, af hvem der kan blive alt. — Jeg syntes særdeles godt om ham og han kom mig imøde; hvorefter han da snart åbnede sit hjertes helligdom på vid gab for mig. Deri han jeg nu opslået mit sæde og forsker. — Et endnu meget ungt menneske — af slank god skikkelse, meget fint ansigt med sorte øjne, med et herligt udtryk når han taler med ild om noget smukt — ubeskriveligt megen ild — han taler tre gange mere og tre gange hurtigere end vi andre — den hurtigste fatteevne og modtagelighed. Studiet af filosofien har givet ham en yppig lethed i at forme smukke filosofiske tanker — han går ikke efter det Sande, men efter det Smukke — hans yndlingsforfattere er Platon og Hemsterhuys — med vild ild fremførte han én af de første aftener sin mening — der er slet intet ondt i verden — og alt nærmer sig igen den gyldne tidsalder. Aldrig så jeg ungdommens munterhed sådan. Hans følelse har en vis kyskhed, som har sin grund i sjælen, ikke i uerfarenhed. For han har allerede været særdeles meget blandt mennesker (han bliver straks kendt med enhver) et år i Jena, hvor han var vel bekendt med de skønne ånder og filosoffer, især Schiller. Alligevel var han også i Jena helt student og var efter hvad jeg hører ofte i duel. — Han er meget fornøjet, meget blød og antager stadig enhver form, der bliver ham påtrykket. —
Hans ånds smukke munterhed udtrykker han selv bedst, hvor han i et digt siger at „Naturen har givet ham altid at skue venligt opad mod himlen“. ... Hans navn er v. Hardenberg.