Udgivelser Akademi Forside Kontakt

Steffens om Mynster

Brev fra Henrik Steffens til J.P. Mynster, Jena, sommeren 1798, BrMyn 2,1

("Job" var Mynsters øgenavn blandt venner)

Vort Liv er en Vandring om Natten — Bag os er dunkelt — for os dunkelt — og vi veed ikke, hvor vi kom fra eller hvor vi gaae — Vi staae ene paa en stor Heede — naar bliver det Dag? — I Buskene glindser en Johannisorm; vi bukke os ned til den, glæde os over det lidet Lys — men den fordunkles, naar vi røre ved den — I Sumpene dandser Lygtemænd og leede os vild. — Men over os staaer den faste uforanderlige Nordstierne mellem Millioner skinnende Lys paa den foranderlige Himmel, og viiser os Veyen. Ak! at vor Himmel saa ofte er skyefuld, ak! at vi over os finder det dunkelt, som trindt omkring os!
Men den menneskelige Aand er stor — den skrækkes ikke af noget Mørke — Hos os bære vi en Magnet — gaae, omgøglede af Nattens Blendværk, indhyllede i mystisk Dunkelhed, med faste Skridt fremad, og fare ikke vild! —
Job! [Mynsters øgenavn blandt venner] jeg erindrede ofte med Glæde den Tiid, da vi vare sammen — vi løb efter gøglende Lygtemænd — vi vadede i Mooser, foere vild, mærkede det ikke og glædede os. — Vel mig, at jeg blev revet ud af Venners Favn — Hvor jeg vaandede mig! Alle mine Forhaabninger vare svundne — Alt hvad min Phantasie havde malet for mig var borte — Jeg stod saa gandske eene, og hvor jeg saae hen var det øde og tomt — I mig øde, omkring mig øde — og min Phantasie malede mig mit heele Væsen som en stor, intet indeholdende umaalelig Grav — Endnu gyser jeg, naar jeg tænker paa denne Forfatning. — Mine Venner taug — man vilde hielpe mig, og vidste ikke hvad jeg savnede, man vilde trøste mig, og var uvidende om hvad jeg havde tabt.
Men Skiæbnen vilde danne mig, ikke kue mig. Mine Kræfter slumrede, de vare ikke udryddede. — Et Glimt af Haab — og jeg handlede paa nye — Mit heele Væsen fik en anden Vending. — Hvad der bidrog til dette, hvad der udviidede min Aand, hvad jeg leed og nød — Du kan faae det at viide, hvis Du overhovedet ønsker at viide det.
Jeg kom til Kiøbenhavn. Jeg nægter det ikke, at mit Haab, der at træffe Venner, som nu sympathiserede med mig, var svagt. — En politisk Sværm stormede mig imøde — jammerligt Væv døvede mig — forvanskede Genier vrimlede omkring — Mennesker, som jeg engang havde kjendt, vare mig fremmede — Ingen høy Interesse, ingen Følelse, som hæver os — Det var Hverdagsmennesker — og de største Ideer tabte deres Meening og deres uendelige Omfang i deres Mund.
Jeg iilede tilbage, og maatte hos to Mennesker, som jeg havde lært at kiende, søge at overbeviise mig om, at der endnu var Mænd, som jeg sympathiserede med.
Jeg kom anden Gang til Kiøbenhavn — og traf Dig. Hvorfor skulde jeg nægte, at jeg intet haabede — og mistvivlede om Dig, som om de øvrige. Men Du havde stille, eensom, i en liden Kreds, dannet Dig til det, som min Skiæbne drev mig til. — Job! der er faa Mennesker paa Jorden; men disse maae være Venner — Langt borte fra Dig staaer jeg her — seer længselsfuld mod Norden, som har alt, hvad jeg elsker — byder Dig min Haand, og Du maae modtage den.
Steffens.

B