Den romantiske Skole, 1835, 2. bog, III
... Dette skete ved århundredets begyndelse. Hr. Schelling var dengang en stor mand. Imidlertid viste nu Hegel sig på den filosofiske scene: Hr. Schelling, som i den sidste tid næsten intet skrev, blev sat i skyggen, ja han blev glemt og bevarede kun en litteraturhistorisk betydning. Den Hegel’ske filosofi blev den herskende. Hegel blev suverænen i åndernes rige, og den arme Schelling, en falden, mediatiseret filosof, vandrede modfalden omkring blandt de andre mediatiserede herrer i München. Der så jeg ham engang og havde nær kunnet udgyde tårer over det sørgelige syn. Og hvad han sagde, var da det allerjammerligste, det var en misundelig skælden på Hegel, som havde taget hans plads. Ligesom en skomager taler om en anden skomager, som han beskylder for at have stjålet hans læder og lavet støvler af det, således hørte jeg Hr. Schelling, [262] da jeg engang tilfældigt så ham, tale om Hegel, om Hegel, der „havde taget hans ideer“; og „Mine ideer er det, han har taget“, og igen „mine ideer“ var den arme mands bestandige omkvæd. I sandhed, talte skomageren Jakob Böhme engang som en filosof, så taler filosoffen Schelling nu som en skomager.
Intet er mere latterligt end kravet om ejendomsret til ideer. Hegel har ganske vist benyttet særdeles mange Schelling’ske ideer til sin filosofi, men Hr. Schelling ville dog aldrig have kunne stille noget op med disse ideer. han filosoferede blot altid, men kunne aldrig levere nogen filosofi. Og man kunne vel nok hævde, at Hr. Schelling har lånt mere hos Spinoza, end Hegel fra ham selv. ... (se evt. Heine om Spinoza)