Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Heine om Kant og 'Guds død'

... Lessing døde i Braunschweig i året 1781, miskendt, forhadt og udskældt. I det samme år udkom i Königsberg Immanuel Kants Kritik der reinen Vernunft. Med denne bog, der ved en besynderlig udsættelse først i slutningen af 1780’erne blev almindelig kendt, begynder en åndelig revolution i Tyskland, som viser de forunderligste analogier med den materielle revolution i Frankrig og for den dyberesøgende tænker må forekomme lige så vigtig som hin. Den udvikler sig med de samme faser, og mellem begge hersker der den mest mærkværdige parallellitet. På begge sider af Rhinen ser vi det samme brud med fortiden; traditionen nægter man længere at vise ærefrygt. Som her i Frankrig enhver ret, således må i Tyskland enhver tanke retfærdiggøre sig; og som her kongedømmet, den gamle sociale ordens slutsten, således styrter derovre deismen, slutstenen på det åndelige gamle rige.
Om denne katastrofe, deismens 21. januar, er der tale om i det følgende stykke. En ejendommelig gru, en hemmelighedsfuld pietet tillader os i dag ikke at skrive videre. Vort bryst er fuldt af frygtelig medlidenhed — det er den gamle Jehova selv, som bereder sig til døden. Vi har kendt ham så godt, fra hans vugge, i Ægypten, da han blev opdraget blandt guddommelige kalve, krokodiller, hellige løg, ibis’er og katte. Vi har set, hvordan han sagde disse legekammerater fra barndommen farvel, ligesom også obeliskerne og sfinxerne i hans hjemlige Nildal, og i Palæstina, hos et fattigt hyrdefolk, blev en lille Gudekonge og boede i sit eget tempelpalads. — Vi så senere, hvordan han kom i berøring med den assyrisk-babylonske kultur og aflagde sine altformenneskelige lidenskaber, ikke længere spyede lutter vrede og hævn, i hvert fald ikke længer straks tordnede ved enhver bagatel. Vi så ham udvandre til Rom, hovedstaden, hvor han gav afkald på alle nationalfordomme og proklamerede alle folkeslags himmelske lighed og med sådanne smukke fraser dannede opposition til Jupiter og intrigerede så længe, til han nåede til herredømme og fra Kapitol regerede byen og verden, urbem et orbem. Vi så, hvordan han åndeliggjorde sig endnu mere, hvordan han mildt-huldsaligt jamrede, hvordan han blev en kærlig far, en almen menneskeven, en verdens-lykkebringer, en filantrop — det kunne alt sammen ikke hjælpe ham.
Hører I den lille klokke ringe? Knæl ned — man bringer sakramenterne til en døende gud.

... Bort, I gespenster! jeg taler nu om en mand, hvis navn, hvis navn allerede udøver en exorciserende magt, jeg taler om Immanuel Kant!
Man siger, at nattens ånder forskrækkes, når de ser en skarpretters sværd. — Hvor må de da ikke først forskrækkes når man holder Kants „Kritik af den rene Fornuft“ op for dem! Denne bog er det sværd, som deismen i Tyskland blev henrettet med.
Helt ærligt, Franskmænd, i sammenligning med os Tyskere er i tamme og moderate. I har i det højeste kunnet slå en konge ihjel, og han havde allerede tabt hovedet, inden i huggede det af. Og herunder måtte I tromme og skrige og trampe med fødderne så meget, at det rystede hele Jordens kreds. Man viser virkelig Maximilian Robespierre for megen ære, dersom man sammenligner ham med Immanuel Kant. ...
(Til Religionens og Filosofiens Historie i Tyskland, 1834, Werke 8/1 s. 77f og 80f)

Se evt. også:
Tema: Gud

B