Til Religionens og Filosofiens Historie i Tyskland, 1834, Werke 8/1 s. 87f
... Efter flere gange at have gennemstuderet det Kant’ske hovedværk mente jeg at erkende, at polemikken mod de bestående beviser for Guds eksistens overalt skinner igennem, og jeg ville omtale dem mere vidtløftigt, dersom ikke en religiøs følelse afholdt mig derfra. Allerede det at se nogen diskutere Guds tilværelse vækker i mig en besynderlig angst, en så uhyggelig beklemthed, som jeg engang følte i London i New-Bedlam, da jeg, omgivet af lutter vanvittige, tabte min fører af syne. „Gud er alt, hvad der er,“ og tvivl om ham er tvivl om livet selv, det er døden.
Så forkastelig imidlertid enhver diskussion om Guds tilværelse er, desto mere prisværdig er det at eftertænke Guds natur. Denne eftertanke er en sand Gudstjeneste, vort sind bliver derved ført bort fra det forgængelige og endelige, og når til bevidstheden om urgodheden og den evige harmoni. Denne bevidsthed gennemgyser følelsesmennesket i bønnen eller ved betragtningen af kirkelige symboler; tænkeren finder denne hellige stemning i udøvelsen af den ophøjede åndskraft, som vi kalder fornuft, og hvis højeste opgave det er at udforske Guds natur. Helt specielt religiøse mennesker beskæftiger sig med denne opgave fra barnsben, hemmelighedsfuldt trænger den sig på for dem allerede fra fornuftens første visen sig. Forfatteren af disse blade er sig med den største glæde bevidst om en sådan tidlig, oprindelig religiøsitet, og den har aldrig forladt ham. Gud har altid været begyndelsen og slutningen på alle mine tanker. Når jeg nu spørger: Hvad er Gud? hvad er hans natur? så spurgte jeg allerede sådan som lille barn: Hvordan er Gud? hvordan ser han ud? Og dengang kunne jeg i hele dage se op i himlen og var om aftenen meget bedrøvet over, at jeg aldrig havde set Guds allerhelligste ansigt, men altid kun grå, dumme vrængbilleder af skyer. ...