

Til Religionens og Filosofiens Historie i Tyskland, 1834, Werke 8/1 s. 84f
... Den, der advarer os mod nyttesløse veje, yder os en lige så god tjeneste som den, der viser os den rette vej. Kant beviste for os, at vi om tingene, som de er i og for sig selv, intet ved, men at vi kun véd noget om dem, for så vidt som de reflekterer sig i vor ånd. Dér er vi nu helt som de fangne, som Platon fortæller om i syvende bog af Staten. Disse ulykkelige, lænket ved hals og lår, så de ikke kan dreje sig rundt med hovedet, sidder i et fængsel, der foroven er åbent, og fra oven modtager det en del lys. Dette lys kommer imidlertid fra en ild, som brænder foroven bag dem, og endda også adskilt fra dem ved en lille mur. Langs med denne mur vandrer mennesker, som bærer alle slags statuer, træ- og stenfigurer forbi og taler med hinanden. De stakkels fangne kan nu af disse mennesker, der ikke er så høje som muren, overhovedet intet se, og af statuerne, der bliver båret forbi, som rager op over muren, ser de kun skyggerne, der bevæger sig hen over væggen over for dem; og de anser nu disse skygger for at være de virkelige ting, og idet de bliver narret af ekkoet i deres fængsel, tror de, at det er disse skygger, der taler med hinanden.
Den hidtidige filosofi, der løb snusende rundt om tingene og indsamlede kendetegn ved dem og klassificerede dem, hørte op, da Kant trådte frem, og denne førte forskningen tilbage i den menneskelige ånd og undersøgte, hvad der dér gav sig til kende. ...
B