Tema: Skønhed
Fra: Ludwig Börne, 1840, 4. bog
Efter den dybeste selvprøvelse kan jeg give mig selv det vidnesbyrd, at mine tanker og handlinger aldrig er kommet i modstrid med moralen, med den moral, som er min sjæl medfødt, som måske er selve min sjæl, sjælen, der bestemmer mit liv. Jeg adlyder næsten passivt en moralsk nødvendighed og gør derfor ingen fordring på laurbærkranse og andre dydspræmier. Jeg har fornylig læst en bog, hvori det bliver hævdet, at jeg skulle have pralet af, at der ikke løb nogen Phryne over boulevarderne i Paris, hvis dejligheder jeg ikke havde gjort mig bekendt med. Gud ved, hvilken ærværdig korrespondent sådanne anekdoter er givet videre fra, jeg kan imidlertid forsikre forfatteren af den nævnte bog, at jeg aldrig, selv ikke i min vildeste ungdomstid, har nærmet mig en kvinde, når jeg ikke blev begejstret dertil ved hendes skønhed, Guds legemlige åbenbaring, eller ved den store passion, den store passion, som på samme måde er af guddommelig art, fordi den befrier os fra alle selvcentrerede småfølelser og lader os give livets forgængelige goder, ja livet selv til pris.