Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Kierkegaard om Heine

Pap. II A 142, d. 26. aug. 1837 (Journalen DD, SKS 17,235)
Heyne er unægtelig Humorist (udviklet som al Humor af Christendommen selv, idet den, selv humoristisk, traadte og træder i Modsætning til den ironisk udviklede Verden og ved sin Lærdom aflokkede Ironien humoristiske Funker, idet den (Christendommen) blev til Forargelse*, og nu Ironien ikke vilde lade sig gjenføde af Humoren og derpaa forsone; men udviklede sig som diabolisk Humor); men han kunde ikke holde sig ene og constituerede et Modbillede til Kirken, der humoristisk udfolder sig mod Verden, idet Verden nu søgte at constituere sig som en perennerende humoristisk Polemik mod Kirken.
*
[I marginen:] Som jo Christendommen ogsaa forargede Paulus.

Pap. II A 729, 1838, (Journalen FF, SKS 18,100)
For Heine er Christendommen traadt op i en saa barok Skikkelse, at han blev bange. Under disse Lidelser udhvilede det Poetiske i hans Sjæl sig i deilige lyriske Frembringelser („Buch der Lieder“), men nu indtraadte Reflexionen. Denne burde nu egentlig have kastet sig over Christendommen for om muligt at udfinde, om det virkelig stod sig saaledes med den, men i det Sted kastede den sig hos Heine over hans egen bedrøvelige Skikkelse (han er i en dyb Betydning vor Tids Ridder af den bedrøvelige Skikkelse), denne forliebede han sig i, og nu nedsatte Phænomenet sig, saa at det, der i hans Buch der Lieder vækker vort Veemod i hans Prosa vækker vor Misbilligelse, og heri forhærder han sig.

H.C.Andersen og Heine:

... ; thi en Heine kunde Andersen aldrig blive, dertil mangler han saavel dennes Genie som hans Forargelse over Christendommen. ... (Af en endnu Levendes Papirer, 1838, SV3 1,31f; SKS 1,28f)

B