Journalen d. 10. juli 1840:

Det er en ligesaa skjøn som dyb og rigtig Tanke, Plato udtaler, naar han siger at al Viden er Erindring; thi hvor sørgeligt vilde det ikke være om det, der saaledes skulde berolige Mennesket, at han egentlig kunde finde Hvile deri, laae uden for ham og forsaavidt jo altid vilde komme til at ligge udenfor ham, og det eneste Trøstemiddel blev ved Hjælp af denne udvortes Videnskabeligheds (sit venia verbo) travle og støiende Larmen at overdøve den indvendige Trang som aldrig blev tilfredsstillet. ... (Pap. III A 5)

'Om Begrebet Ironi' 1841:

... Læserne vil vist i det Foregaaende have attraperet mangt et stjaalent Øiekast hen til den Verden, der nu skal være Gjenstand for vor Undersøgelse. Vi nægter det ikke; men deels har det sin Grund i ...; deels i min egen maaske lidt ungdommelige Forliebelse i Plato; deels ... Min Recensent! jeg beder Dig, blot eet Punctum, een uskyldig Parenthes, for at give min Tak Luft, min Tak for den Husvalelse, jeg fandt ved Læsningen af Plato. Thi hvor skulle man finde Lise, naar ikke i den uendelige Ro, hvormed i Nattens Stilhed Ideen lydløst, helligt sagte og dog saa mægtigt udfolder sig i Dialogens Rhythmus, som var der intet Andet til i Verden, hvor hvert Skridt overveies og gjentages langsomt, høitideligt, fordi Ideerne selv ligesom veed, at der er Tid og Tumleplads for dem alle; og naar skulde man vel i Verden have trængt til Hvile, naar ikke i vor Tid, hvor Ideerne fremskynde hverandre med Vanvids Iil, hvor de blot antyde deres Tilværelse dybt nede i Sjælen ved en Boble paa Havets Overflade, ... (SV3 1,85 / SKS 1,89)