Tema: DØD, AFDØEN

Kierkegaard

Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 1846

... Det som Forestillingen om Gud eller om sin evige Salighed skal bevirke hos et Menneske er, at han omdanner hele sin Existents i Forhold dertil, hvilken Omdannelse er Afdøen fra Umiddelbarheden. Dette skeer langsomt, men saa vil han endeligen føle sig absolut fangen i den absolute Forestilling om Gud, ... (SV 10,163)

Kjerlighedens Gjerninger, 1847

... Dette maa nu Den, der kun tænker een Tanke, erfare, han maa opleve, at den Standsning indtræder, hvori det er som fratoges Alt ham, han maa forsøge den Livsfare, i hvilken det gjælder om at tabe Livet for at vinde det. Det er ad den Vei han skal frem, hvis han skal bringe noget Dybere for Dagen; ... (SV 12,344f)

Det at afdøe
var jo og det Socratiske.
Theaet.: [dvs. Platons Theaitetos 176ab, som SK citerer på græsk, men her gengives i ovs.]... og derfor må vi med al hast hæve os fra denne verden til den anden. Vejen dertil er at blive lig med Guddommen, så meget vi kan,

[At SK her forbinder tanken om afdøen med Sokrates, er karakteristisk for ham i tiden efter 1844, hvor Sokrates får tillagt alt godt. At tanken er Platons, er dog hævet over enhver diskussion.]