Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Nietzsche om Kant

Morgenrøde, 1881, KSA 3,285

481. To tyskere. — Sammenligner man Kant og Schopenhauer med Platon, Spinoza, Pascal, Rousseau og Goethe, i henseende til deres sjæl og ikke deres ånd: så er de førstnævnte tænkere bagefter: deres tanker udgør ikke en lidenskabelig sjæls-historie, der findes ikke nogen roman dér, ingen kriser, katastrofer og dødsøjeblikke at opdage, deres tænkning er ikke samtidig en sjæls uvilkårlige biografi, men, i Kants tilfælde, et hoveds, i Schopenhauers tilfælde beskrivelsen og spejlingen af en karakter („det uforanderlige“) og glæden ved „spejlet“ selv, det vil sige ved et fremragende intellekt. Kant fremtræder, når han skimtes gennem hans tanker, som brav og respektværdig i bedste forstand, men som ubetydelig: han mangler bredde og magt; han har ikke oplevet for meget, og hans måde at arbejde på tager den tid, hans skulle have oplevet noget i, — jeg tænker, som rimeligt er, ikke på grove „hændelser“ udefra, men på de skæbner og trækninger, som det mest ensomme og stille liv hjemfalder til, der har tid nok og brænder op i tænkningens lidenskab. Schopenhauer har et forspring for ham: han besidder i det mindste en vis heftig hæslighed i sin natur, i had, begær, forfængelighed, mistro, han er noget vildere anlagt og havde tid og ro til denne vildhed. Men hos ham manglede „udviklingen“: ligesom den manglede i hans tankeomkreds; han havde ingen „historie“.

B