Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Nietzsche om Schopenhauer

Brev til Cosima Wagner i Bayreuth, Sorrent 19. dec. 1876
... Når jeg så har det filologiske ordnet, venter der noget vanskeligere på mig: vil det undre Dem, når jeg for Dem bekender en differens i forhold til Schopenhauers lære, der er opstået efterhånden, men næsten pludselig blevet mig bevidst? Jeg står i næsten alle almene sætninger ikke på hans side; allerede da jeg skrev om Sch. [Schopenhauer som opdrager, 1874], mærkede jeg, at jeg var ude over alt dogmatisk i sagen; alt lå for mig ved mennesket. I mellemtiden har min „fornuft“ været meget virksom — dermed er da livet igen blevet en grad sværere, byrden større! Hvordan skal man dog til sidst holde det ud?

Blandede meninger, 1879, KSA 2,494

271. Enhver filosofi er filosofien for en livsalder. — Den livsalder, hvori en filosof fandt sin lære, klinger ud af den, han kan ikke forhindre det, så ophøjet han end måtte føle sig over tiden og timen. Således forbliver Schopenhauers filosofi spejlbilledet af den hidsige og tungsindige ungdom, — den er ikke nogen tænkemåde for ældre mennesker; således erindrer Platons filosofi om midten af trediverne, hvor en kold og en hed strøm plejer at bruse mod hinanden, så at støv og fine småskyer og, under gunstige omstændigheder og solstrejf, et fortryllende regnbuebillede opstår.

Morgenrøde, 1881, KSA 3,285

481. To tyskere. — Sammenligner man Kant og Schopenhauer med Platon, Spinoza, Pascal, Rousseau og Goethe, i henseende til deres sjæl og ikke deres ånd: så er de førstnævnte tænkere bagefter: deres tanker udgør ikke en lidenskabelig sjæls-historie, der findes ikke nogen roman dér, ingen kriser, katastrofer og dødsøjeblikke at opdage, deres tænkning er ikke samtidig en sjæls uvilkårlige biografi, men, i Kants tilfælde, et hoveds, i Schopenhauers tilfælde beskrivelsen og spejlingen af en karakter („det uforanderlige“) og glæden ved „spejlet“ selv, det vil sige ved et fremragende intellekt. Kant fremtræder, når han skimtes gennem hans tanker, som brav og respektværdig i bedste forstand, men som ubetydelig: han mangler bredde og magt; han har ikke oplevet for meget, og hans måde at arbejde på tager den tid, hans skulle have oplevet noget i, — jeg tænker, som rimeligt er, ikke på grove „hændelser“ udefra, men på de skæbner og trækninger, som det mest ensomme og stille liv hjemfalder til, der har tid nok og brænder op i tænkningens lidenskab. Schopenhauer har et forspring for ham: han besidder i det mindste en vis heftig hæslighed i sin natur, i had, begær, forfængelighed, mistro, han er noget vildere anlagt og havde tid og ro til denne vildhed. Men hos ham manglede „udviklingen“: ligesom den manglede i hans tankeomkreds; han havde ingen „historie“.

497. Det rensende øje. — Om „genius“ kan man bedst tale i forbindelse med mennesker, hvor ånden, som hos Platon, Spinoza og Goethe, kun synes løst tilknyttet karakteren og temperamentet, som et bevinget væsen, der let kan skille sig fra disse og derpå hæve sig højt over dem. Derimod har netop sådanne talt mest livfuldt om deres „genius“, som aldrig kom fri af deres temperament og vidste at give den det åndeligste, største, mest almene, ja under visse omstændigheder kosmiske udtryk (som for eksempel Schopenhauer). Disse genier kunne ikke flyve op over sig selv, men de mente at finde, genfinde sig selv, hvorhen de så fløj, — det er deres „storhed“, og kan være storhed! — ... (se evt. Tema: Geni)

Afgudernes ragnarok, 1888, KSA 6,125

Schopenhauer, den sidste tysker, der kommer i betragtning ( — som er en europæisk begivenhed, ligesom Goethe, ligesom Hegel, ligesom Heinrich Heine er det, og ikke blot en lokal, en „national“), er for en psykolog et tilfælde af første rang: nemlig som ondskabsfuldt genialt forsøg på til gunst for en nihilistisk totalvurdering af livet netop at føre mod-instanserne i felten, „viljen til livet“ i dens store selvbekræftelser, livets exuberans-former. ...

B