Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Schopenhauer som opdrager, 1874

Mennesket, der ikke vil høre til massen, behøver blot at holde op med at være overbærende mod sig selv; det skal blot følge sin samvittighed, som tilråber én: „Vær dig selv! Du er ikke alt det, som du nu gør, mener, begærer.“
...

[339] ... Vi må stå til ansvar for vor tilværelse over for os selv, følgelig vil vi også være de virkelige styrmænd for denne tilværelse og ikke tillade, at vor eksistens ligner en tankeløs tilfældighed. ...

[340] ... Ingen kan bygge dig den bro, ad hvilken netop du må overskride livets flod, ingen undtagen du alene. Ganske vist findes der talløse stier og broer og halvguder, som vil bære dig over floden, men kun på bekostning af dig selv; du ville da pantsætte og miste dig selv. Der findes i verden én eneste vej, som ingen kan gå undtagen du: — Hvorhen den fører? Spørg ikke, gå den. Hvem var det, der udtalte sætningen: „En mand hæver sig aldrig højere, end når han ikke véd, hvorhen hans vej endnu vil føre ham“?

Men hvordan finder vi igen os selv? Hvordan kan mennesket lære sig selv at kende? Det er en dunkel og tilhyllet sag, og om haren har syv skind, så kan mennesket trække syv gange syvti af sig og vil dog ikke kunne sige: „det er virkelig dig, det er ikke længere en skal.“ Tilmed er det et smerte- og farefuldt foretagende på denne måde at udgrave sig selv og med magt stige ned ad den nærmeste vej i sit væsens skakt. Hvor kan man ikke nemt komme sådan til skade, at ingen hjælp kan helbrede én. Og i øvrigt, hvorfor skulle det være nødvendigt, når dog alt aflægger vidnesbyrd om vort væsen: vore venskaber og fjendskaber, vort blik og håndtryk, vor hukommelse og det, vi glemmer, vore bøger og vor pens skrifttræk. Men for at anstille det vigtigste forhør, findes der dette middel. Lad den unge sjæl se tilbage på sit liv og spørge: hvad har du indtil nu virkelig elsket, hvad har draget din sjæl til sig, hvad har behersket den og samtidig opfyldt den af lykke? Stil rækken af disse tilbedte genstande op foran dig, og måske vil de fremstille for dig, ved deres væsen og følge, en lov — dit egentlige selvs grundlov. Sammenlign disse genstande, hvordan den ene supplerer den anden, udvider, overbyder, forklarer den, hvordan de danner en trinstige, på hvilken du indtil nu er kravlet opad mod dig selv; for dit sande væsen ligger ikke dybt skjult i dig, men umådeligt højt over [341] dig eller i det mindste over det, som du sædvanligvis antager for dit jeg. ...

Og det er hemmeligheden ved al dannelse: den skænker ikke kunstige lemmer, voksnæser, øjne med briller, — derimod er det, man kunne få med disse gaver, kun vrængbilledet af opdragelse. Befrielse er den derimod,...

Den muntre videnskab (1882)

270. Hvad siger din samvittighed? — „Du skal blive den, du er.“

Bliv til den, du er! (Fra "Nietzsches kamp med døden", efterskrift)

B