Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Thomas Bredsdorffs citatfusk

af Preben Lilhav 11. februar 2019

I gårsdagens Politiken kunne man læse et indlæg af Thomas Bredsdorff, tidligere professor i nordisk litteratur, med overskriften "Da Jakobe fik nedlagt Lykke-Per".

Her bliver man hurtigt klar over, hvem der har Bredsdorffs sympati, for han starter med at udnævne Lykke-Per til at være en "scorekaj". Derefter roser han Bille August for i sin filmatisering af Lykke-Per at have demonstreret denne "usympatiske" side af Per med indslaget i filmen om en "køkkenpige", som Per er hurtig til at komme "i kanen" med.

Nu kan den tidligere professor dog ikke være uvidende om, at Bille August på dette punkt giver et totalt fordrejet billede af Pontoppidans fremstilling i bogen. Den nævnte "køkkenpige" er nemlig ikke bare — som i filmen — et Guds ord fra landet, som Per blokker for penge og derefter ikke vil kendes ved. Hun er derimod selveste „Røde Lisbeth“, som alle kunstnerne i kunstnerknejpen „Gryden“ drømmer om at komme i kanen med. At netop hun kaster sin kærlighed på Per, giver ham da også straks en betragtelig status i kredsen, som han selv på ingen måde havde søgt. Der er heller intetsomhelst hos Pontoppidan om, at Per låner penge af hende eller at han ikke vil kendes ved hende, - derimod ender affæren med, at hun svigter Per til fordel for en nytilkommen kunstner.

Alt dette kan Bredsdorff ikke være uvidende om, men ikke desto mindre anerkender han Bille Augusts fremstilling, som om den både er autentisk og træffende.

Tilmed støtter Bredsdorff egenhændigt den tendentiøse fremstilling, da han efterfølgende fortæller om en affære, Per har med en bondepige i Østrig. Her skriver Bredsdorff nemlig: — „Næste dag rejser han videre, mens den blonde pige sad hjemme på sengekanten og græd“.

Nu hedder det dog i Pontoppidans tekst, at Per „først efter næsten to ugers ophold endelig løsrev sig“ fra pigen (Førsteudgaven IV,97), og selv om Bredsdorff åbenbart citerer efter den forkortede udgave, hvori det hedder, at Per rejste "efter en ugestids forløb" (Traneudgaven 1,343), så ændrer det ikke ved, at Bredsdorff begår et skandaløst overgreb på teksten, når han skriver, at Per rejste "næste dag".

Er det virkelig sådan, at man afskriver sin akademiske redelighed, når man i sit otium bliver journalist? - - -

Dette er dog ikke det værste, for Bredsdorff kan heller ikke være uvidende om, at episoden i Lykke-Per er formet efter en episode, Pontoppidan selv oplevede som attenårig på en vandretur til Svejts. Han har selv fortalt udførligt om den i sine erindringer (1962, s. 121-26), men allerede i 1897, kort før han skrev Lykke-Per, havde han også foreviget episoden i en Enetale i Politiken (25. marts 1897, Enetaler v. Johan de Mylius 1993, s. 53-56):

  • En gammel, kær Erindring har hele Dagen forfulgt mig …Uafbrudt har jeg sét for mig Heimwehfluh, den lille grønklædte Høj, der ligger midt inde mellem Berner-Oberlands nøgne Kæmpebjærge, en god Times Gang sønden for Interlaken. Jeg har sét mig selv vandre dér alene paa Vejen som en attenaarig, rødkindet Knøs med en Voksdugsransel paa Ryggen og en jysk Knortestav i Haanden ... Men allerbedst husker jeg det lille ensomme Værtshus, der den Gang laa deroppe, en tarvelig Bræddehytte med Sten paa Taget og en Række Gemsehorn over Indgangsdøren. Den tjente til Sommerbolig for en gammel Morlille og hendes to unge Døtre, Magdalene og Su’san’, der levede af at udskænke Mælk til tørstige Fremmede. ...
  • Hun var kun seksten Aar.
    ... Ak ja, de lykkelige Dage! De lykkelige to Uger paa Heimwehfluh! Hvem véd? Dersom jeg havde været blot to Aar ældre, eller dersom jeg bare havde lært et eller andet Haandværk, der havde kunnet brødføde Su’san’ og mig – maaské havde jeg da nu siddet som en skikkelig Schweizer-Borger i Unterseen eller Bingen. Ofte nok talte jeg til Su’san’ derom. Men hun rystede blot stille paa Hovedet og bad mig rejse. Og hun havde vistnok Ret. Lykkelige var vi vel næppe blevne. Og dog! Om Vorherre havde undt mig Taarer, saa havde jeg sikkert grædt den Dag, da jeg drog bort, ...

Bredsdorff kender uden tvivl denne personlige baggrund, hvor der udtrykkeligt er tale om "to lykkelige uger", hvilket altså nøje svarer til, at det i Lykke-Per hedder, at Per „først efter næsten to ugers ophold endelig løsrev sig“.

Alligevel udlægger Bredsdorff Pontoppidans historie, som om den handler om en "scorekaj", der rejser videre næste dag!

Pontoppidan

Lykke-Per

Debat

B