Henrik Pontoppidans Lykke-Per i Førsteudgaven
Udgiverens forord
Det er omtrent med livet som indsats, at jeg hermed tillader mig at udgive Henrik Pontoppidans roman om Lykke-Per i sin første udgave. — Af Flemming Behrendt, formanden for det danske Henrik Pontoppidan-Selskab, er jeg nemlig blevet truet med bål og brand i form af et sagsanlæg, dersom jeg dristede mig til en sådan udgivelse! — Det begrunder Flemming Behrendt med, at Pontoppidan selv i ottende og sidste bind af romanens førsteudgave fra 1904 bad om at få romanen bedømt efter den kommende andenudgave, der udkom i tre bind i 1905. Det var først med denne udgave, at bogen fik fællestitlen Lykke-Per, og ifølge mail fra Flemming Behrendt til mig 4. januar 2019 vil det derfor være „krænkende for Pontoppidans ‘droit moral’ at udgive den oprindelige udgave under denne titel“.
Flemming Behrendt kunne i øvrigt meddele mig, at han med den samme argumentation tidligere også havde forhindret, at Det danske Sprog- og Litteraturselskab gennemførte en genudgivelse af førsteudgaven.
Flemming Behrendts argument har jeg dog for min del ikke fundet overbevisende, eftersom Pontoppidan selv efter udgivelsen af andenudgaven udtalte, at indholdet i de to udgaver var „nøjagtig det samme på nær et par småting“, og at det kun var en „smagssag“, hvilken af de to man ville foretrække. Tilmed indrømmede Pontoppidan, at den ældre udgave måske endda på sin vis var at foretrække for den nye:
Den ældre udgave forholder sig til denne nye omtrent som en malers naturstudier til det færdige maleri. Hvilken man vil foretrække, er en smagssag. Skitsen besidder jo gerne en farvefriskhed, som ikke let bevares under en omhyggeligere udarbejdelse; ...
På denne baggrund nærer jeg ikke den store frygt for, at forfatterens ånd vil hjemsøge mig, fordi jeg nu giver interesserede læsere mulighed for at lære den farvefriske originalversion at kende; tværtimod har jeg faktisk en forhåbning om at få et bifaldende nik fra det høje ved at gøre det.
Det er nemlig min opfattelse, at Flemming Behrendts motiv til at forhindre udgivelsen ikke er Pontoppidans ære, men derimod ønsket om at fastholde en herskende fejludlægning af Lykke-Per, der har bestået lige siden værkets fremkomst. Denne fatale misfortolkning af bogen vil læseren af i dag således finde i efterordet til den allerseneste autoriserede udgave af romanen, hvor det nemlig hedder, at Lykke-Per er historien om „bondeknolden Per“, der møder „den rige og højtbegavede Jakobe Salomon“.
For den endnu uforberedte læser vil jeg her indskyde, at Pontoppidans titelfigur Peter Andreas Sidenius faktisk er præstesøn, men med betegnelsen af ham som „bondeknold“ får man ham her præsenteret på en måde, der har været fremherskende siden romanens fremkomst, nemlig som en fantast, der lider et fortjent nederlag, medens man i hans kvindelige modspiller, Jakobe, har ment at finde bogens egentlige helt.
Denne opfattelse er som sagt den fremherskende i dag, og det til trods for at forfatteren i sin tid gang på gang gjorde opmærksom på, at den var en misforståelse, og at Per på ingen måde var en fantast:
I almindelighed er Per Sidenius blevet opfattet som en fantast i lighed med så mange andre romanfigurer i vor literatur siden Schacks dage. Men det er ikke rigtigt. Per er ingen dagdrømmer. Der er intet misforhold mellem hans store plan og hans viljekraft.
På denne baggrund må man i sandhed undre sig over, hvordan den misvisende udlægning af romanens intention alligevel har behersket litteraturen. Det skyldes frem for alt litteraturhistorikeren Vilh. Andersen, som nemlig i Lykke-Per mente at genfinde et motiv, Pontoppidan tidligere havde givet udtryk i novellen Ørneflugt. Den handler om en ørn, der vokser op i en andegård, hvorfra den på et tidspunkt prøver på at hæve sig til den himmelflugt, en ørn er skabt til. Den møder også en dejlig hunørn, der lokke ham opad og stadigt videre; men det hele ender med, at ørnen bliver bange og søger tilbage til trygheden i andegården. Her bliver den dog ved ankomsten skudt ned og får en ynkelig død på møddingen. — Vilh. Andersen mente også at genfinde dette som selve „urmotivet“ i Lykke-Per, og ud fra dette synspunkt konstaterede han, at Per Sidenius var „en fantast som Emanuel Hansted“, hovedpersonen i Pontoppidans foregående roman Det forjættede Land.
Den ny tids helt, det tyvende århundredes menneske, viser sig nu at være af den kendte slags og nationale type, der farer op som en løve og falder ned som et lam.
Vilh. Andersen mente også at kunne påberåbe sig Pontoppidan selv med denne udlægning af Lykke-Per. I et interview havde Pontoppidan nemlig selv hentydet til et motiv i romanen, der i det væsentlige svarer til motivet fra Ørneflugt, blot med en „svinedreng“ i ørnens sted (s. 68, 84). Denne udtalelse faldt i et interview, hvor Pontoppidan blev spurgt om baggrunden for hans valg af titlen Lykke-Per:
Hvorfor jeg valgte denne titel? Jeg kunne jo også have kaldt bogen Klods-Hans eller noget lignende. Det gjaldt blot for mig om straks ved selve titlen at anslå en let eventyrstemning. Det er jo den gamle fortælling om bondedrengen, der drager ud i verden for at vinde prinsessen og det halve kongerige, sådan som det meget tydeligt er angivet i samtalen mellem Per og selvmorderen Neergaard i bogens allerførste hefte, hvor overhovedet hele gangen i fortællingen er skitseret.
Her siger Pontoppidan jo ganske vist, at romanens handlingsgang er „skitseret“ efter eventyret om svinedrengen, men spørgsmålet er dog, om Vilh. Andersen uden videre burde tage dette for pålydende. For det første er udtalelsen nemlig notorisk ukorrekt, eftersom Per i romanen ikke ender i nogen „kakkelovnslykke“ hos sin „Maren Malkepige“, men derimod i en selvvalgt ensomhed som vejassistent ved Aggertangen. — Af samme grund burde Vilh. Andersen nok også have noteret sig Pontoppidans efterfølgende bemærkning i interviewet:
De spørger, om der ikke er agitation, et program i bogen. ... Javist er der agitation i ethvert sundt kunstværk! Men det er med det agitatoriske i en kunstners sind lige som med fyrstedet i et stort og indviklet maskineri, det ligger dybt nede i bygningens grund, utilgængeligt for publikum, der kun ser hjulene snurre og hører remmene klapre, men ikke tænker på, og jo heller ikke behøver at vide, hvorfra kraften kommer. Men man kan være overbevist om, at hvor der er skabende kræfter i bevægelse, er der også et eller andet sted en ild, der holder bevægelsen vedlige.
Nu holdt Vilh. Andersen sig altså til den overfladiske henvisning til eventyret om „bondedrengen“, og det har man som sagt i al almindelighed gjort lige frem til i dag; men med denne opstilling af sagen rejste Vilh. Andersen dog et problem, der lige siden er forblevet uløst. Det er den åbenlyse kendsgerning, at Pontoppidan i Lykke-Per har investeret endog usædvanlig meget af sig selv i titelfiguren, og det er Vilh. Andersen da også helt klar over:
Naturligvis er han ikke selv Lykke-Per — skønt, det er vist godt, han selv har sagt det: så nær har han lagt flere af Pers livsforhold op ad sine egne, og så livagtigt har han i de ydre træk stillet sin helt op i sin lignelse, at man til tider tror at have ham selv i stuen. ... Den sjæl, der vokser sig ud og kommer til bevidsthed om sig selv i Lykke-Pers historie, er sikkert nok digterens egen.
Det store spørgsmål er dog nu, hvordan det lader sig forstå, at Pontoppidan har lagt så meget af sig selv i Per, dersom det er rigtigt, at han er fremstillet som en fantast, — for var der noget, hverken Vilh. Andersen eller andre ville påstå om Pontoppidan selv, var det da, at han skulle være en fantast:
At der er sådan en ro i Pontoppidans stil, forklarer man sig naturligt af, at der er ligevægt i hans sind. Havde han ikke sagt det selv, at „sindets maskuline ro og ligevægt“ er det, som han attrår, ville han nok have fået det at høre af andre.
Denne modsigelse i forståelsen af forholdet mellem Pontoppidan og hans romanfigur forsøgte Vilh. Andersen nu i 1917 at løse — eller måske snarere tilsløre — på denne måde:
Naturligvis er Lykke-Per et personligt værk og helten digterens broder. Men det personlige ligger som i alle ægte digterværker næppe nogetsteds uforarbejdet i dagen, det er kun opløst til stede deri. ... Per Sidenius er ikke først og fremmest en maske for forfatterpersonligheden ... Han er en national figur, en dansk type.
Endnu mere uklart bliver det dog otte år senere, hvor Vilh. Andersen ligefrem insinuerer, at Pontoppidan måske slet ikke selv har været klar over, at han skildrede en fantast:
At også Lykke-Per med sin higen efter selvet er en fantast som Emanuel Hansted, et stakkels virkelighedstørstende menneske, ser hans digter måske endnu ikke.
På baggrund af denne betænkelige insinuation kan det vist være på sin plads her at anføre, hvad Pontoppidan på sin side mente om Vilh. Andersens forståelse af hans digtning. Det skrev han ligeud til Vilh. Andersen selv:
Med alle Deres glimrende egenskaber som kommentator har De efter min formening kun vist ringe forståelse af nutidens literatur og derfor i almindelighed bedømt den uretfærdigt.
På trods af Pontoppidans mening om Vilh. Andersen er dennes forståelse af Lykke-Per ikke desto mindre blevet videreført af den, der har påtaget sig at forvalte Henrik Pontoppidans arv her i landet.
Flemming Behrendt er som nævnt formand for det danske Henrik Pontoppidan-selskab, men han er også redaktør af www.henrikpontoppidan.dk og dermed hovedansvarlig for forvaltningen af forfatterens interesser herhjemme. — Det har Behrendt gjort ved at lægge sig i direkte forlængelse af Vilh. Andersen med påstanden, at Pontoppidans historie om Per Sidenius oprindelig var tænkt med forbillede i Ørneflugt, dvs. som en „forkrøblingshistorie, et mislykket forsøg på frigørelse“, og ifølge Behrendt er det da også Jakobe, der er „den højestflyvende af de to med den gumpetunge og bredbagede Per i luftstrømmen bag sig på deres fælles „ørneflugt““.
Behrendt påstår nemlig, at Ørneflugt-motivet efter Pontoppidans oprindelige plan for romanen skulle „dække handlingsgangen“ for Lykke-Pers vedkommende, men at bogen helt ændrede perspektiv fra første- til andenudgaven, så den nu fik karakter af en „religiøs roman“ eller en „forløsningsroman“. Behrendt hævder endvidere, at det kun var mere eller mindre nødtvungent og „i højere grad end oprindelig planlagt“, at Pontoppidan i andenudgaven „måtte låne sin ledefigur træk af sig selv“, og ifølge denne forståelse var Per som figur altså fra starten på ingen måde tænkt som repræsentant for forfatteren selv.
Den påståede radikale drejning af romanens perspektiv indebærer ifølge Behrendt, at det alene er andenudgaven, der kommer i betragtning som fortolkningsgrundlag for romanen, ja Behrendt hævder ligefrem, „at der fra et fortolkningsmæssigt synspunkt slet ikke eksisterer nogen førsteudgave af Lykke-Per“!
Ud fra denne udlægning af romanens tilblivelsesforhold er det således også, at Behrendt har modsat sig en genudgivelse af førsteudgaven, som har været på tale i Det danske Sprog- og Litteraturselskab. Dette har igen haft den konsekvens, at påstanden om den oprindelige intention bag førsteudgaven aldrig er blevet tilbagevist, og at Vilh. Andersens forståelse af Lykke-Per ud fra ørneflugt-motivet har fået lov at stå uanfægtet.
Dermed vender vi tilbage til forholdet mellem Pontoppidan og hans romanfigur. Pontoppidan afviste selv kategorisk, at hans roman skulle være biografisk, og det er den naturligvis heller ikke. Pontoppidan var jo hverken forlovet med en millionærdatter eller vejassistent ved Aggertangen, — men når det er sagt, er der nu ikke meget ved romanens Per, som man ikke genfinder hos Pontoppidan selv.
Opvæksten i præstehjemmet i Randers, studiet på Polyteknikum og de store ingeniørdrømme, forholdet til samtidens digtere og kunstnere, til højskolen og til grundtvigianismen — men frem for alt grundtemaet, hvad angår livsanskuelsen, har Per og hans forfatter til fælles. Begge oplever sig som fremmede her på jorden, begge er lidenskabelige sandhedssøgere, men begge står også uafklaret mellem religiøsitet og ren verdslighed — og begge ender med at finde svaret på deres søgen i den gamle formaning: „Kend dig selv!“
Som nævnt hævder Behrendt, at det kun var mere eller mindre nødtvungent og „i højere grad end oprindelig planlagt“, at Pontoppidan i den senere omarbejdelse måtte „låne sin ledefigur træk af sig selv“. I sammenhæng med dette hævder Behrendt endvidere, at bogens slutning ikke var planlagt fra starten, men først blev tilført bogen i dens anden udgave — men at dette er forkert, lader sig meget nemt påvise, nemlig med dette udsagn af forfatteren selv:
Af slutningen har jeg hele tiden haft mest liggende færdigt. Det er den del, der har interesseret mig mest; og den foregår i vore egne dage.
Dette udsagn bekræftes til fulde af et indlæg, Pontoppidan havde i dagbladet Politiken 12. marts 1897, dvs. et helt år før udgivelsen af romanens første bind. Det havde overskriften „Enetale“ og er blevet kaldt „det intimeste dokument for Pontoppidans egen dyrekøbte personlighedsfilosofi“, og det har følgende ordlyd:
„Saalænge vi er unge, stiller vi saa ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande Jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande Jeg? Den Mand, der i Morges kørte ud i den stride Regn, forstemt, bitter, saa uendelig led ved Livet og dets Besvær, var det mit sande Jeg? Eller den, som i Skumringen sad derhenne ved Kakkelovnen og af Ildens Buldren lod sig lulle ind i lykkelige Drømme om Hus og Hjem og legende Børn, var det mit sande, mit egentlige Jeg? Eller den, som nu sidder her alene ved Lampen, hverken glad eller bedrøvet, hverken gammel eller ung, med den stille, ophøjede Fred i sit Indre, som kun Natten og Ensomheden skænker, er det mig, mig selv, saadan som jeg udgik fra Naturens Haand, uforvansket, ubesmittet? Det, vi kalder vor Sjæl, er det bare en forbifarende Stemning, et Resultat af vor Nattesøvn og vor Avislæsning, afhængigt af Barometerstanden og Torvepriserne? Eller har vi lige saa mange Sjæle i os, som der er Brikker i en Gnavpose? Hver Gang Posen rystes, kommer en ny tilsyne: en Nar, en Hugaf, en Natugle … Jeg spørger! Jeg spørger!“ (nf. s. 609)
Meningen med denne tekst blev først afsløret for offentligheden seks år senere, nemlig med udgivelsen af ottende og sidste bind af førsteudgaven af Lykke-Per. Her indgår „enetalen“ nemlig i den dagbog, man fandt i efterladenskaberne efter Peter Andreas Sidenius, vejassistent ved Aggertangen. Den pågældende passage er grundlæggende for det livssyn, Per ved slutningen af sit liv var nået frem til, — men med sin indrykning af stedet i Politiken havde Pontoppidan altså allerede røbet, at tankerne var hans egne. Det skal i øvrigt noteres, at „Enetalen“ fra Politiken blev optaget næsten ordret i førsteudgaven af Lykke-Per, og at den forblev helt uændret i alle følgende udgaver.
Med dette kan der ikke herske tvivl om, at Lykke-Per fra første færd var tænkt med den udgang, vi kender; og lige så klart er det, at bogen er et dybtfølt personligt anliggende for forfatteren selv. — Hvad angår Vilh. Andersens fatale forståelse af svinedreng-motivet som „urmotivet“ bag Lykke-Per, kan det nok være på sin plads her at anføre, hvad Pontoppidan tilføjede i det omtalte brev om Vilh. Andersens manglende forståelse for Pontoppidans kunst:
Jeg ønsker Dem al det solskin, hvortil De er født. Vi er i forvejen nok, der kun trives i skyggen.
Hvad Vilh. Andersen dog nok ikke bemærkede, var Pontoppidans heri skjulte solidaritetserklæring med sin Lykke-Per, alias vejassistenten fra Aggertangen, som nemlig i sin dagbog havde skrevet dette:
Der er dem, som drages mod Ulykken netop af deres religiøse Instinkt, der siger dem, at kun Sorgen og Savnet, ja maaske først Haabløsheden fuldt ud kan frigøre deres aandelige Menneske. Der er jo ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster. (nf. s. 600)
Med motivet „trives i skyggen“ er Pontoppidan uløseligt forbundet med sin romanfigur. Han blev ganske vist ikke vejassistent ved Aggertangen, men også han forstod sig hele livet som en „melankolsk eneboer“.
Pontoppidan hævdede i øvrigt også, at et kunstværk bør være et autentisk udtryk for dets ophavsmand — at det „kun får værdi ved at være det højeste udtryk for et bestemt individuelt livssyn og derigennem at have et bestemt praktisk formål: at bibringe andre dette livssyn“. Det skal da også lige tilføjes, at den trosbekendelse, Pontoppidan ved romanens slutning lægger Per i munden, ikke kun består af det store spørgsmål, han rejser i den citerede enetale, men også følges af et positivt svar på dette spørgsmål — et svar, som ligeledes kun lader sig forstå som forfatterens eget:
Uden den urmenneskelige Udfoldelsesdrift, den selvskabende Kraft, der ytrer sig i Lidenskaben, den være nu vendt ud mod Virkelighedens eller ind mod Tankens eller op mod Drømmens Verden, og uden et stort, ja eventyrligt Mod til at ville sig selv i guddommelig Nøgenhed naaer Ingen til virkelig Frigjorthed. Derfor priser jeg mig lykkelig, at jeg har levet i en Tid, der kaldte paa denne Drift og styrkede dette Mod. Ellers var jeg bleven et halvfærdigt Menneske, en Sidenius alle mine Dage. (nf. s. 610)
Man bør her ikke mindst bemærke vendingen „Ellers var jeg ...“ — for Per blev altså efter forfatterens fremstilling netop ikke ved med at være en Sidenius eller et „halvfærdigt menneske“ til det sidste.
På trods af dette klare udsagn fra forfatteren selv kaldes Per dog som nævnt „gumpetung og bredbaget“ af den officielle repræsentant for Pontoppidan her i hans fædreland; og her udgives Lykke-Per også stadig som historien om „bondeknolden Per“! — Dersom den foreliggende udgivelse af romanen i sin oprindelige form kan rette op på dette fatale misforhold, har den tjent sit formål.
*
Per Sidenius er af Pontoppidan allerede fra førsteudgaven uforandret fremstillet — ikke som en fantast, men som en ægte sandhedssøger. Det starter på et tidligt tidspunkt, hvor Per er i udlandet:
Han tilbragte de lange Aftener hjemme hos sig selv, beskæftiget med at læse; og oftest blev det sent ud paa Natten, før han slukkede sin Lampe. Han havde paany og med al sin jyske Udholdenhed fordybet sig i Studier, der laa hans Fag fjernt; ikke – saadan som Aaret forud – af forfængelig Lyst til at kunne tale med om alle Ting og i det hele komme paa Højde med Tidens Selskabsdannelse, men af virkelig, dybt fornummet Trang til en mere omfattende Viden, en grundigere befæstet Livsanskuelse. Han var gaaet ganske metodisk tilværks med sin Læsning ... og det var efterhaanden et helt Bibliotek af filosofiske, æstetiske og teologiske Skrifter, der stabledes op paa hans Bord. (nf. s. 206)
Disse omfattende studier tager Per derefter op med mellemrum gennem resten af romanen. Han læser bl.a. med stort udbytte også den græske filosof, Platon (nf. s. 380 og 553), og det giver ham et nyt og dybere perspektiv på hans nagende problem med kristendommen.
Pointen i dette er dog, at også forfatteren selv har læst Platon, og at grundtemaet for hele historien om Lykke-Per er hentet fra Platon. Det kan man evt læse mere om på min hjemmeside www.internetAkademiet.dk
Preben Lilhav
idehistoriker, forfatter og forlægger