Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Hvorfor udgive Lykke-Per i førsteudgaven?

— fordi man nu om stunder præsenteres for en Lykke-Per, der ikke er Pontoppidans!
Pontoppidans Lykke-Per er et et menneske med en vision og samtidig en naturkraft, der er i stand til at skaffe sin vision realitet. „En Prototype for det tyvende Aarhundredes tankemodige og handlestærke Menneske“, som en tysk professor begejstret skriver til Pers svigerfamilie.
Han får verden til at ligge for sine fødder — men kaster så vrag på den, og det er måske det, der er grunden til, at man har gjort, hvad man kunne, for at nedvurdere ham.
Af selve grundlæggeren af Pontoppidan Selskabet og netstedet www.henrikpontoppidan.dk — Flemming Behrendt — kaldes Per således „gumpetung og bredbaget“, hvorfor Per, som ellers skulle være bogens helt, heller ikke kan følge med sin forlovede Jakobe, som ifølge Behrendt er „den højestflyvende af de to“.
Tilsvarende får man på landets førende forlag Pontoppidans roman præsenteret som historien om „bondeknolden Per“, der møder „den rige og højtbegavede Jakobe Salomon“, som „i enhver henseende Per overlegen“ (Ida Jessen, efterskrift til Gyldendals luksusudgave 2018, s. 350).
Denne „bondeknold“ vil ganske vist i Pontoppidans roman ikke stræbe efter det ridderkors, hans Jakobe ønsker ham udstyret med ifølge førsteudgaven (7,62 / -); til gengæld har han på et tidspunkt langt henne i romanen følgende udsigt for øje (allerede i førsteudgaven og i alle senere):

  • ... Altsaa skulde der virkelig nu begyndes paa hans store Reformationsværk. Det var helt underligt for ham at tænke derpaa. Efter saa mange Aars ensomme Arbejden, efter saa mange Forberedelser og forgæves Tilløb skulde endelig idag Grundstenen lægges til det nye Rige, som han Stykke for Stykke havde udformet af sine Tankers Kaos, egentlig lige siden han var en Dreng paa elleve Aar. Og dernede gik det intet anende Folk, – Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede, indblæse sin Aand, fylde med sit Livsmod, sin Styrke. (5,138 / II,18)

Hvor har Lykke-Per disse store tanker fra — naturligvis fra sin forfatter. Pontoppidan fortæller i sine erindringer, at han aldrig kunne se Grundtvig som en sand „folkevækker“. Den samme opfattelse kommer Per i romanen også til, og han ville uden tvivl også have skrevet under på, hvad hans forfatter sagde i eget navn om Grundtvig:

  • Han, som aldrig selv havde gaaet bag en Plov eller personlig levet med Menigmand, men altid siddet indemuret i Studerekammeret og begravet sig i gamle Skrifter som en Klosterbroder, kunde aldrig blive Forbillede og sand Profet for et Fremtidsfolk som det, jeg drømte om. (Erindringer, 1962, s. 160)

Ganske ligesom Per drømte Pontoppidan altså om et "fremtidsfolk", men en sand profet for et sådan fandt han ingen steder, derfor måtte han være sin egen profet, og det blev han med romanen om Lykke-Per.

Også bogens slutning står forfatteren selv inde for, hvilket bevises af hans indrykning af et centralt stykke fra Pers efterladte dagbog i Politiken i eget navn endnu inden bogens begyndelse.

Se evt. herom i

Udgiverens forord

Se evt:

Lykke-Per

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Hvad handler Lykke-Per om?

Lykke-Per og Pontoppidan

Lykke-Per og kvinderne

Lykke-Per og Jakobe

Lykke-Per som den nye tids menneske

Lykke-Pers projekt

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

*

Hvorfor læse Lykke-Per i førsteudgaven?

Fordi den er den bedste!

Og det er den, fordi den er udtrykket for forfatterens intention med bogen i sin første og fulde form.

Det er den, fordi den har det hele: Der kommer intet væsentligt nyt til i de senere udgaver, derimod forsvinder der meget, som enhver liebhaver af bogen ikke vil undvære.

Som eksempel kan her tjene et slettet afsnit om Pers forhold til Trine, plejedatteren hos hans logifamilie i Nyboder. Læseren af de senere udgaver vil intet ane om, at Per faktisk havde været forelsket i hende, som det fremgår af førsteudgavens første bind, s. 64ff:

...Saa underligt det kan lyde, havde denne tavse lille Pige nemlig ogsaa en Gang haft nogen Andel i den Tiltrækning, det lille Nybodershjem udøvede paa ham. Det var i den allerførste Tid, da han – uerfaren som han var – endnu følte sig fremmed og ensom i den store By. Hun var den Gang nys konfirmeret, ganske barnlig, ogsaa i legemlig Henseende helt uudviklet, ikke en Gang synderlig smuk. Det var da oprindeligt heller ikke saa meget hendes ydre Egenskaber, der havde tiltrukket ham, som den Omstændighed, at hun – ligesom han selv – var et forældreløst Barn, var hans Skæbnefælle, hos hvem han kunde vente at finde Forstaaelse for de Følelser og Stemninger, han gemte dybest i sit Bryst, og som han nu og da i Modgangens Timer følte Trang til at give Ord. Naar han vidste hende ene hjemme, listede han sig gærne op til hende i Køkkenet og satte sig paa Huggeblokken, mens hun stod foran den aabne Grue og rørte i Gryderne. Til nogen Fortrolighed af den paatænkte Art kom det alligevel aldrig. Dertil begreb Trine for lidet af hans saare forblommede Hentydninger til hans forgangne Liv; og desuden gik hans egen skælmske Natur altfor hurtigt over Skæbnens ublide Optugtelse. Det varede aldrig længe, før hans Underholdning gled ind paa mere fornøjelige Omraader, og regelmæssigt endte den med spøgefulde Kærlighedserklæringer eller Kampen om et Kys.
Peter Andreas kunde nu slet ikke længer huske og vilde end mindre have indrømmet, at han nogensinde havde været paa Veje til at forelske sig i dette svaghovedede Pigebarn. Han havde siden den Tid haft saa mange andre – og mere bestikkende – Kvinder i Hovedet og i Favnen, ...

Også denne sidste oplysning om Pers erotiske erfaringer vil komme bag på læseren af de senere udgaver, som kun kender affæren med Fru Engelhardt - - og som også har måttet savne en kostelig situation, hvor Per kommer hjem fra stævnemødet med Fru Engelhardt og ser Trine ligge og luge i haven i Nyboder:

... Som hun laa dèr paa Knæ mellem Foraarets spirende Grønne, rødkindet af sit Arbejde og med den sorte Muld paa Fingrene, dannede hun en saa sælsom Modsætning til Kvinden, han nys i Lede havde forladt, at han uvilkaarlig grebes af Synet. Skønt han godt saa’, at hun stadig ikke var nogen Skønhed, følte han det i dette Øjeblik som noget af en Vederkvægelse at betragte hendes troskyldige og uberørte lille Person. Der var for ham ligesom noget nyskabt over hende i denne vaarfriske Morgen … noget af en solomstraalet Eva, netop udgaaet af Skaberens Haand. Om det saa var hendes Indskrænkethed, betog den ham, fordi den syntes ham et rørende Udtryk for Naturens egen hellige Enfold. (I,160f)

Fra denne bemærkning om "naturens hellige enfold" kan man trække en lige linie til bogens slutning, hvor man fra Pers efterladte dagbog hører om "den sande tro":

..., den sande Tro, Troen paa Naturen, den rige, den vise og miskundelige, som veed Raad for alt, som gavmildt erstatter paa den ene Led, hvad vi har mistet paa den anden, som – –.” (VIII,270f / 1,414)

At dette også var Pontoppidans egen tro, ses bl.a. af et brev til vennen Johan Rohde, hvori han skriver: "Vi er begge jyder for vor Vorherre — naturen".

(Brev til Johan Rohde 11. december 1890, Breve 1,115)

B