Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per og Pontoppidan

af Preben Lilhav, jan. 2019

Som det ofte nok er bemærket, har Pontoppidan forsynet sin romanfigur i Lykke-Per med usædvanligt mange træk, der uden vanskelighed lader sig tilskrive forfatteren selv. Pontoppidan afviste selv, at hans roman skulle være biografisk, og det kan ikke overraske, for naturligvis er den ikke det. — Pontoppidan var jo hverken forlovet med en millionærdatter eller vejassistent ved Aggertangen, — men når det er sagt, er der nu ikke meget ved romanens Per, som man ikke genfinder hos Pontoppidan selv.
Opvæksten i præstehjemmet i Randers, studiet på Polyteknikum og de store ingeniørdrømme, forholdet til samtidens digtere, tænkere og kunstnere, til højskolen og til grundtvigianismen — men frem for alt grundtemaet, hvad angår livsanskuelsen, har Per og hans forfatter til fælles.
Som det følgende vil vise, oplever de sig begge som fremmede her på jorden, begge er lidenskabelige sandhedssøgere, men begge står også uafklaret mellem religiøsitet og ren verdslighed — og frem for alt ender de begge med at finde svaret på deres søgen i den gamle formaning: „Kend dig selv!“
I forbindelse med den påstand, at Pontoppidan oprindelig skulle have planlagt historien om Lykke-Per med forbillede i Ørneflugt-og Svinedreng-motivet (se artiklen „Hvad handler Lykke-Per om?“), bliver det hævdet, at det kun var mere eller mindre nødtvungent og „i højere grad end oprindelig planlagt“, at Pontoppidan i den senere omarbejdelse måtte „låne sin ledefigur træk af sig selv“ (Flemming Behrendt: Fra ledefigur til hovedperson. Omkring Lykke-Per, 1971, s. 109). I sammenhæng med dette hævdes det endvidere, at bogens slutning ikke var planlagt fra starten, men først blev tilført bogen i dens anden udgave — men at dette er forkert, lader sig meget nemt påvise, nemlig med dette udsagn af forfatteren selv:

  • Af slutningen har jeg hele tiden haft mest liggende færdigt. Det er den del, der har interesseret mig mest; og den foregår i vore egne dage. (Brev til Ernst Bojesen 1. december 1897)

Dette udsagn bekræftes til fulde af et indlæg, Pontoppidan havde i dagbladet Politiken 12. marts 1897, dvs. et helt år før udgivelsen af romanens første bind. Det havde overskriften „Enetale“ og er blevet kaldt „det intimeste dokument for Pontoppidans egen dyrekøbte personlighedsfilosofi“ (Knut Ahnlund, Omkring Lykke-Per, 1971, s. 325) — men det selvsamme dokument genfinder man i romanen som indeholdt i den afdøde Per Sidenius’ dagbog (VIII,264 / 2,409).
På denne baggrund kan det ikke komme overraskende, at Pontoppidan selv hævdede, at et kunstværk bør være et autentisk udtryk for dets ophavsmand — eller som han et sted skriver: at det kun får værdi ved at være „det højeste udtryk for et bestemt individuelt livssyn og derigennem at have et bestemt praktisk formål: at bibringe andre dette livssyn“ (Brev til Michael Ancher, 24. februar 1884).
Det samme synspunkt giver Pontoppidan udtryk for i en anmeldelse af en roman af Amalie Skram, som han retter denne kritik imod:

  • Hun, og så mange andre, har ikke påagtet, at det dog kun er ved noget, hun bærer i sit eget indre, at der gydes stemning, d.v.s. liv og forståelse, over det hele. Det er dog til syvende og allersidst digterens eget billede, man søger bag enhver digtning; man vil, at man skal kunne lægge fingeren på i det mindste ét sted i hans bog og føle hans hjerte slå derunder. (Politiken 11. november 1888)

Spørgsmålet, hvordan Pontoppidan forholder sig til romanfiguren Per Sidenius må dog nok stilles i en dobbelt form: — 1. om Pontoppidan selv står inde for Pers generelle budskab om betydningen af at „finde sig selv“, — og 2. om han selv står inde for den specifikke løsning på dette anliggende, som han lader sin hovedperson nå frem til.

1. Svaret på det første spørgsmål må klart nok være bekræftende. I romanen lader Pontoppidan sin hovedperson tale om „den strenge og oprigtige selvopdragelse, på hvilken han allerede i nogen tid af egen drift havde beflittet sig“ (VII,97 / 2,176) —og på samme måde kan Pontoppidan også i sine breve afsløre, at hans egen skribentvirksomhed først og fremmest har været ham et „middel til selvopdragelse“ (Brev til Jørgen Bukdahl 30. dec. 1929).
I sine erindringer fortæller Pontoppidan frem for alt, at han som ung højskolelærer kom til den erkendelse, at der for ham hverken var trøst eller hjælp at hente noget sted uden for ham selv:

  • Det stod som skrevet i stjernerne, at jeg fortsat skulle vandre ad den selverkendelsens og selvforløsningens vej, jeg hidtil var gået. En stejl og brydsom vej mangen gang, farefuld som en bjergsti mellem dybe afgrunde, men for mig den eneste, der førte op fra sumpen og dens skrål af tudser og frøer. (Erindringer, 1962, s. 175)

Så vidt er der altså ingen tvivl om, at forfatteren personligt står bag sin romans anliggende.

2. Det gælder dog også, i hvert fald til en vis grad, med hensyn til den helt specifikke løsning på dette anliggende, som han tillægger bogens hovedperson.
Peter Andreas Sidenius oplever i en tidlig alder, at der hviler en forbandelse over hans liv, der har gjort ham „fremmed og fredløs her på jorden“ (VIII,215 / 2,339); og hvad dette angår, svarer forfatterens egne erindringer fra barndomstiden nøje til Pers selvoplevelse i romanen. Han fortæller således, at man i Randers engang kunne se en fremmed fugl, en skarv, slå sig ned på kirkespiret, hvilket mange så som et varsel om ulykke, men den uvorne præstesøn oplevede det anderledes:

  • I den ensomme fugl på kirkespiret så jeg et billede af mig selv. En skarv. En strandrøver, som man på alle fiskepladser førte en forbitret udryddelseskamp imod. Fredløs og hjemløs altså — som jeg selv. (Erindringer, 1962, s. 82f)

Ligesom Per i romanen føler sig fremmed blandt sine studiefæller, kan Pontoppidan tilsvarende bekende, at han selv gjorde det i forhold til sine „samtidige i forfatterverdenen“:

  • Jeg for mit vedkommende er jo her i landet så at sige venneløs, og min ensomme stilling gør mig ofte lidt trist. (Brev til Axel Lundegård 3. november 1893)
  • Jeg har følt — og følelsen var længe gensidig — at jeg var en fremmed mellem dem, og talte et andet sprog. At måle mig med dem faldt mig af den grund aldrig ind. (Brev til Jørgen Bukdahl 30. december 1929)

Denne beskrivelse bekræftes meget indtryksfuldt af den præsention af „Forfatteren til Lykke-Per“, man i 1905 kunne læse på forsiden af Politiken:

  • Selv synes han ikke at kende sin berømmelse, og intet ville være ham mere ubehageligt end at føle den. Lykke-Pers forfatter viser sig kun med lange mellemrum i vrimlen, han færdes ikke i det københavnske selskabsliv og holder ikke konferencer — — hans klare, tankevægtige bøger og intet andet fastholder glansen om hans navn.
    — Hvor byen Hillerød glider ud i Grib Skov, bebor Henrik Pontoppidan et kønt hus. Her arbejder han, leger med sine børn og møder på lange udflugter omegnens menige mand. Han har kun få nære venner. Selv siger han, at han ikke godt kan tale med folk, han ikke siger du til, og det er vistnok længe siden, han kom på dus-fod med noget menneske. (Politiken 19. december 1905; Omkring Lykke-Per s. 58f )

Dette stemmer jo udmærket med denne beskrivelse, når Pontoppidan kunne omtale sig selv som „en melankolsk eneboer“ (Brev til Axel Lundegård 28. november 1893), og han bekender også i et brev, at han i sit væsen har „noget uselskabeligt, som han med årene har stadigt vanskeligere ved at bekæmpe“ (Brev til Vilh. Andersen 17. juli 1916).
Blandt de mange træk, Lykke-Per har fælles med sin forfatter er dog også et, der var med til at drage dem begge ud af ensomheden. Begge tillægger de nemlig „den første kærlighed“ en helt særlig betydning.
Første gang, Pontoppidan giver denne kongstanke udtryk, er i en avisartikel om „seksuel hygiejne og erotisk uberørthed“:

  • Thi i virkeligheden elsker man kun én gang i dette liv. Senere (eller forud) kan vel nok éns attrå paa forskellig måde blive vakt; men kun én gang kommer kærligheden til os som det lyn, der oplader øjne og øren, så det er, som om man nu først hører og ser. Da stemmes for livstid alle hjærtets strænge, og den, der senere berører dem, får kun toner, den anden har skabt. Vi véd det ikke selv, fordi vi ofte tror det glemt og dødt, hvad der endnu den dag i dag vokser frodigt i vor sjæl. (Kjøbenhavns Børs-Tidende 4. august 1889)

    Kunstnerisk fik den samme tanke udtryk et par år senere i novellen „Minder“ fra 1893:
  • Måske elsker man i virkeligheden kun denne ene gang i sit liv. ... Måske stemmes da for livstid alle hjertets dybe strenge, og de, som senere berører dem og får dem til at klinge, fremkalder kun toner, hin første har skabt. (Noveller og skitser II, s. 37)

Også i novellen „Det ideale Hjem“ fra 1900 møder man en ung mand, der har det ligesom Per:

  • Så hastig hun end var fløjet ham forbi, havde han dog fået set, at hun var én af den slags unge blonde kvinder, som han aldrig kunne lade være med at forelske sig lidt i, fordi hans første ungdomskærlighed havde været en sådan rask, lyshåret valkyrieskikkelse. (Noveller og skitser III, s. 85)

En valkyrieskikkelse af denne type finder man da også fremhævet i forfatterens egne erindringer:

  • Jeg havde nemlig kort forinden pådraget mig en ny forelskelse, alvorligere end nogen af de mange tidligere. Genstanden for den var en 15-årig blondine, ... Hvad der dog især betog mig var hendes blide, kvindelige væsen, navnlig som dette åbenbarede sig i hendes dans. (Erindringer. Samlet Udgave 1962, s. 77)

Hvad Lykke-Per angår, møder han den selvsamme „valkyrieskikkelse“ i skikkelse af Nyboder-kæresten Fransisca:

  • Hendes ranke, lysblonde, valkyrieagtige Skikkelse gjorde øjeblikkelig et stærkt Indtryk paa Per; ...(II,9 / mgl.)

Som man vil kunne se nærmere i artiklen „Lykke-Per og kvinderne“ genfinder Per dette valkyrieagtige pigevæsen i den jyske præstedatter, Inger, og samtidig med, at han bliver sig bevidst om at være forelsket i hende, dukker også Fransisca op i hans erindring.

*

Per Sidenius kommer sidst i Lykke-Per til den erkendelse, at han hører til dem, „som drages mod ulykken netop af deres religiøse instinkt“, og at de kun i savn og håbløshed helt kan „frigøre deres åndelige menneske“:

  • Der er jo ogsaa Planter, som kun trives i Skyggen og Kulden, og som endda bærer Blomster. (VIII,241 / 2,396)

Denne selverkendelse var Per Sidenius åbenbart fælles med forfatteren om, for også han kan sige om sig selv, at han nu engang hører til dem, der „kun trives i skyggen“ (Brev til Axel Lundegård 28. nov. 1893).
Selv om Pontoppidan ikke strakte sin trang til ensomhed så vidt, som Per gør det i romanen, så står forfatteren efter alt at dømme bag sin helt i dette stykke. Det hører nemlig med til billedet, at Pontoppidan ganske vist havde kone og børn, da han skrev Lykke-Per — som Politiken kunne fortælle — men et årti forinden havde også han dog været i rollen som ægtemanden, der forlader kone og børn, så også med denne erfaring stod han for så vidt inde for sin romanhelt.
Alt tyder således på, at Per ender der, hvor han efter forfatterens mening skulle ende, men hvorfor skal han i så fald alt det igennem, som fylder bogens mange sider? Det skal han efter alt at dømme, fordi forfatteren har ønsket at vise, hvordan han netop gennem alt det hele udvikler sig.
Det gælder således hans forhold til det ingeniørprojekt, der i første omgang udgør Pers reaktion imod faderen, men som gradvist antager stadigt højere former. Samtidig med dette sker der også en udvikling i Pers forhold til den kristendom, han i første omgang afviser, men som han på et tidspunkt forsøger at nærme sig igen. — Men det gælder ikke mindst forholdet til de mange kvinder, forfatteren giver ham som med- og modspillere gennem romanen.
.

Se evt:

Lykke-Per

*

Lykke-Per

FØRSTEUDGAVEN

internetAkademiet 2019

*

Debat om udgivelsen af Førsteudgaven

*

Kommentar til Lykke-Per af Preben Lilhav:

Hvad handler Lykke-Per om?

Lykke-Per og kvinderne

Lykke-Per og Jakobe

Per som den nye tids menneske

Pers projekt

Lykke-Per og Platon

Lykke-Per og kristendommen

Lykke-Per og selvet

B