Henrik Pontoppidan Akademi Udgivelser Forside Kontakt

Lykke-Per og kristendommen

af Preben Lilhav, februar 2019

Under sin forlovelse med Jakobe opholder Per sig en tid i Rom, og under dette ophold tager han sig bl.a. tid til at sætte sig ind i det gamle Roms historie. Hans læsning gør et stort indtryk på ham, som han får afløb for i et brev til Jakobe derhjemme, hvori han skriver dette:

  • „Aldrig har jeg saa stærkt som hernede følt, hvilken Forbrydelse mod Menneskene Kristendommen er. Aldrig har jeg med en saadan Skamfuldhed forstaaet, hvor dybt vi er sunkne, og hvor højt vi endnu skal tilvejrs for bare at række Skuldrene af den Slægt, hvis Menneskestorhed hin blegnæbede Herre fra Nazareth har vovet at mistænkeliggøre. Kender du Fortællingen om Kong Pukkelryg? Da Skæbnen engang havde villet, at Majestæten var bleven født med skæve Ben og et Knæk i Ryggen, udstedte han en Forordning, der vendte op og ned paa Begreberne i Landet. Hvad der var smaat, blev kaldt stort, og hvad der var skævt, kaldtes lige. En rank Ryg kaldtes en Pukkel, Kæmpen en Dværg. – I det forrykte Land lever vi den Dag idag!“ (V,70f / 1,408)

Det synspunkt på kristendommen, Pontoppidan her lægger Per i munden, er tydeligt nok det, som Friedrich Nietzsche nogle årtier forinden havde chokeret det kristne Europa med. Også Pers forlovede, Jakobe, antager i bogen dette radikale standpunkt, som hun havde demonstreret i et brev til Per kort forinden:

  • „Jeg tænker ofte paa, om de Kristnes overdrevne Angst for Døden, udsprungen som den oprindelig er af Læren om en hinsidig Dom, ikke tillige bunder i den Omstændighed, at Kristendommen i Modsætning til andre betydende Religioner opstod og udvikledes i en Almue og tilmed i et forkuet Folk. Der bestaar dog vistnok en Forbindelse mellem Dødsfrygt og Trælleangst. ... (V,41f / 1,396)

Ligesom Jakobe her afleder kristendommens væsen fra dens oprindelse i de lavere samfundslag, hørte vi tidligere også Per pege på kristendommens tendens til at vende værdierne om, så alt småt kaldes stort, alt skævt kaldes lige osv. — Dette var en kongstanke for Nietzsche, og Per finder også senere på egen hånd ud af, hvor Nietzsche fandt oprindelsen til denne fordrejning af tingene, nemlig hos Sokrates (se artiklen „Lykke-Per og Platon“).
Pers modvilje mod kristendommen stammer dog i første omgang fra hans oplevelse af den i barndomshjemmet, og på samme måde er der for Jakobe også tale om et meget personligt anliggende:

  • „Mit eget Forhold til Kristendommen er naturligvis i ikke mindre Grad end dit bestemt ved min Fødsel og mine Oplevelser. Fra jeg var en ganske lille Pige, har den morderiske Forfølgelse, som den kristne Kirke indtil de seneste Tider har iværksat overfor det Folk, jeg tilhører, vakt Hævnfølelser hos mig. Og dog tror jeg næsten, at jeg nu vilde være i Stand til at skrive alt dette i Glemmebogen, dersom jeg kunde faa Øje paa Kirkens Velgerninger overfor den øvrige Menneskehed. Men hvorsomhelst man læser i dens totusindaarige Historie, røber sig under Fromhedens Maske den samme Forfølgelsesmani, den samme lumske Ødelæggelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. ...

Et vigtigt træk i forholdet mellem Per og Jakobe er det nu, at Jakobe helt anderledes end Per har gjort sig tanker om sit liv og tingenes tilstand i denne verden, således at hun i første omgang kan være en vejleder og en øjenåbner for den både yngre og mindre tænksomme Per. Man kan heller ikke være i tvivl om, at hun med udtalelser som den følgende talte fuldt og helt ud af Pers hjerte:

  • ... Det er mig derfor fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, hvorledes retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, kan hendrages til dette Troessamfund, under hvis Vinger de hæsligste Laster har fundet Beskyttelse, eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad de sidste Tidsaldre har fremavlet af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Sandhed, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende. ... (VII,127f / 2,213f)

Dette had til kristendommen genfandt Jakobe hos Per, og det var mere end noget andet dette had, der bandt dem sammen:

  • De havde her fundet et Felt, hvor de kunde mødes i Forstaaelse, og hvortil de hver paa sin Maade droges af det, der var dybest i dem begge, deres fælles, uforsonlige Had til det Samfund, hvori de levede. (II,152 / 1,204)

Strengt taget var dette had nok også det eneste, de to virkelig var fælles om, og spørgsmålet er så, hvordan det kunne være gået, dersom de begge var forblevet uforsonlige på dette punkt. Det gør de dog ikke.
Det er Per, som på et tidspunkt begynder at tage sit forhold til kristendommen op til overvejelse. Det har Jakobe dog ingen forståelse for, og det er i realiteten ensbetydende med, at de glider fra hinanden.
Pers overvejelser foregår i Jylland, hvorfra han skriver til Jakobe om dem, men Jakobe har kun „medynk“ med ham som en tilbagefalden og svarer slet ikke på hans breve (VII,126 / 2,212). Forlovelsens ophævelse er fra dette tidspunkt en realitet i dem begge, og den bliver da også kort efter deklareret.

*

Hvad der udløser Pers åbenhed for, at kristendommen måske dog ikke var så fatalt et fænomen, som han og Jakobe havde været enige om, er hans mors død. Pludselig mener han at kunne forstå, hvordan moderen kun ved kristendommens hjælp havde formået at bære det liv, hun var blevet pålagt, først med en uendelighed af barnefødsler og dernæst med langvarig sygdom. Ved mødet med landbefolkningen i Jylland mener Per således pludselig at forstå, hvordan „fortrøstningsfulde Mennesker Verden over søgte til Kirkerne for at hente nyt Mod og ny Styrke i Tilværelseskampen“, og at dette jo var „livets egen overbevisende Protest“ mod Jakobes fordømmelse af kristendommen — som han påtænker at skrive til hende:

  • Lad saa være, vilde han skrive, at Kristendommen havde frygtelige Synder paa sin Samvittighed, de blev dog vistnok rundelig opvejede af det gode, den havde bragt Menneskene. Det var jo netop, hvad han havde følt den Nat paa Dampskibet over Kattegat, at der med Kristendommen var aabnet Mennesket en ny Kraftkilde, der kunde indgive selv en værkbruden gammel Kvinde Heltemodets Styrke. ...

Per har samtidig også fået et nyt blik for, at nordboerne og i det hele taget germanerne har en særlig grund til at vise kristendommen ærbødighed, eftersom det var den, der havde udfriet dem af barbariet:

  • ... Den havde formet Stammens Aand saa at sige fra Barnsben; den var den aandelige Modermælk, som aldrig vilde kunne rinde den helt af Blodet. (VII,132 / 2,217)

Her er det nok på sin plads at bemærke, at Pontoppidan selv nåede til den selvsamme indstilling til kristendommen, som det ses af hans erindringer:

  • Hvor langt den enkelte end kan have fjernet sig fra den brøstfældige lutherske kirke, den er dog nu engang vor ånds vugge og rangle, der har lagt grunden i os til det, vi er blevet. Som modermælken fortsat har indflydelse på barnet længe efter, at det er vænnet fra, sådan også med hjemmets trosliv og alt, hvad der er sunget ind i os som små. Ad mange skjulte veje vedbliver det at indvirke også på de frafaldne med mindets magt og i alle livets store øjeblikke at stemme sindet i orgeltone. (Erindringer, 1962, s. 42)

Man kan således antage, at Per har sin forfatter bag sig i sin nye åbenhed for kristendommen, som for Pers vedkommende bliver til gennem bekendtskabet med en pastor Blomberg. Han fremstår udtrykkeligt som discipel af Grundtvig, og hvad der tiltrækker Per ved den kristendomsforståelse, han her for første gang møder, er dens positive forhold til naturen. — Om den taler Blomberg i meget følelsesladede udtryk:

  • Vi, som virkelig lever med Naturen, kan umulig godkende en saa fattig Betragtningsmaade. For vi veed jo og har utallige Gange følt, at Naturen er besjælet, at der bag de synlige Ting og de mekanisk virkende Kræfter, som paavirker vore Sanser, lever en Aand, der taler til vort Hjerte. Og har vi først faaet Øret rigtig opladt for denne Aanderøst, saa hører vi tilsidst kun den, fornemmer den gennem Stormens Brag som i den svageste Hvisken omkring et Græsstraa. Og vi ikke alene hører den, men vi forstaar dens Tale. For det er jo den samme Uendelighedens Aand, der lever og virker i vort eget Indre. (VII,82f / 2,189)

Dette er toner, som lader sig følge tilbage til ikke bare den danske romantik, men direkte til dennes måske vigtigste kilde, nemlig Goethe, som Pontoppidan selv anerkendte som „den moderne kulturs fader“ (Brev til Georg Brandes, 4. januar 1915).
Hvad Per angår, så er han ganske vist lidt irriteret over pastor Blombergs salvelsesfulde tone, men han må indrømme for sig selv, „at han jo i den senere tid selv havde tænkt og følt noget lignende“, og gennem romanen som helhed er der da heller ikke noget træk, der er mere kendetegnende for Per end hans forbundethed med „naturen“. — Den har han i øvrigt fælles med forfatteren, som til vennen, maleren Johan Rohde kunne skrive dette:

  • ... Derimod har du ret i, at vi begge ser på naturen med samme øjne. Og det er ikke så underligt. Vi er begge jyder for vor Vorherre — naturen. (Brev til Johan Rohde 11. december 1890)

Pers nye svigerfar kan dog ikke rigtig leve op til de følelser, hans store ord vækker i Per. Hos den gemytlige pastor viser de sig at være en art „fernis“ over et kristenliv uden de store anfægtelser eller krav. De smukke ord viser sig at dække over helt egoistiske eller „materialistiske“ tænkemåder, og det ender med at blive anledning til et fatalt sammenstød mellem Per og svigerfaderen:’

  • I Anledning af noget, Per havde fortalt om det store Opsving i København, gjorde Præsten en af sine sædvanlige Bemærkninger om Letfærdigheden i Hovedstaden og om den materialistisk sindede Ungdom, der voksede op derinde. Hertil svarede Per ret udfordrende, at han ikke havde fundet mere Idealitet paa Landet, snarere mindre; og da Svigerfaderen irettesatte ham for denne Udtalelse og navnlig for hans Tone, foer han ganske ubehersket op og sagde, at han – Svigerfaderen – savnede al Berettigelse til at forekaste andre deres Madstræv, og at overhovedet danske Præsters Himmelvendthed i ni af ti Tilfælde ikke var andet end en forargelig Maske. (VIII,233f / mgl.)

Det er ikke bare pastor Blomberg, der må stå for skud i romanen; også den grundtvigske bevægelse som helhed — „det såkaldte folkelig-religiøse vækkelsesarbejde herhjemme“ — afslører sig efterhånden for Per på samme måde som en sådan „ferniseret materialisme“ (VIII,140 / mgl.).
Til forståelsen af dette hører det igen med, at Pontoppidan selv ofte røber en skepsis over for den grundtvigske bevægelse som den, Per kommer frem til. Pontoppidan kan f.eks. tale om „den larmende nidkærhed, hvormed Grundtvig væltede sig ind på pavemagten“ og forkætrede „den sunde menneskeforstand“, hvilket igen er roden til, at vi har den kirke, vi har i Danmark:

  • ... Vi har derfor nu en kirke, hvis præster ligger i hårene på hinanden som advokaterne i en holbergsk komedie, hvor den ene sognepave nedtordner den anden og med Grundtvig som forbillede kræver plads for sig og sine private meninger. (Erindringer, 1962, s. 42)

Sådan optræder netop romanens pastor Blomberg, ikke mindst over for den utraditionelle pastor Fjaltring, som Per er meget interesseret i, men bliver advaret imod af svigerfaderen.
Den „åndelige krise“, der indledtes for Per med moderens død, får i første omgang udslag i en veritabel „omvendelse“, men når Jakobe uden videre forstår dette, som om Per bare igen bøjer sig under den kristendom, han er blevet indpodet — og håner ham for at være en uhjælpelig „bakketrold“, der ikke kan tåle lyset (VI,157 / 2,176) — så må det dog stå for hendes egen regning, for det er ikke helt på den måde, forfatteren fremstiller det for læseren.
Det nævnte skred i Pers indre liv finder sted, da han bliver klar over, at han er uhjælpeligt forelsket i Inger, for samtidig har han en fortvivlende oplevelse af at have forskertset sit liv ved sin jagt efter lykken, således at han nu ikke er værdig til hende:

  • Ja, Straffens Time var kommen nu! Gudsdommen var fældet over ham. Kains Forbandelse havde ramt ham. Et tomt, goldt og vansmægtende Liv i Ensomhedens Ørken, – det var det Helvede, hvortil han var hjemfalden. Men hvad havde han at beklage sig over? Med fuld og klar Bevidsthed havde han solgt sin Sjæl til Verdens Afguder, og disse havde jo redelig betalt ham efter Overenskomsten. Guld og Berømmelse, Sansernes Nydelse og Triumfens Tillokkelser havde de lagt for hans Fod, – han behøvede blot at række sig frem og gribe til. ...

Man bør her være opmærksom på, at Per i denne krisesituation nok overtager det religiøse sprog, men det er ikke ensbetydende med, at han har en himmelsk dommer og den evige salighed i tankerne. Hvad man her er vidne til, er ikke et menneske, der gruer for en overjordisk guds dom og for sin sjæls evige fortabelse; det er et menneske, der holder dom over sig selv, og som må dømme sig skyldig. Et menneske, der skammer sig!

  • ... Han sprang op med Hænderne om Hovedet. – Nej, nej! Gud kunde ikke være saa ubarmhjertig. Saa haardt havde han ikke forsyndet sig, en saadan Straf havde han ikke fortjent. Han erkendte at have fejlet – dybt og frygteligt – og han var rede til at gøre Bod. Med koldt Overlæg havde han ofret sit Hjertes Fred og Lykke, ofret sin Moders Kærlighed, sin Faders Velsignelse, sin Sjæls Hjemstavnsret, sit hele aandelige Fællesskab med Land og Folk og Slægt paa Ærelystens og Begærlighedens blodige Altre. Og ikke nok dermed. Han havde ved sin vilde Lykkejagt kastet Skygge ogsaa over andres Liv, havde været sine Forældres Sorg, sine Søskendes Bekymring, sine Venners og Velynderes Skuffelse og Skam. Ogsaa Jakobe havde han bedraget! – –
    Han kunde ikke længer staa sin dødelig opskræmte Samvittigheds Tilskyndelser imod. Han gled hulkende ned paa Knæ ved Siden af Sengen og skjulte Ansigtet i sine Hænder.
    “Gud! Aa, Gud! … Jo, jo. Jeg har fortjent det altsammen! Jeg bekender det! .... Jeg har fortjent det altsammen …“ (VII,162f / 2,236f)

Indtil nu har Per forstået samvittigheden som et „spøgelse“, kirken pådutter de troende som en livsforplumrende forbandelse; men her er samvittigheden nu blevet hans egen. Dommeren, der her dømmer ham, er ikke noget indpodet „over-jeg“, som Freud kort tid senere kaldte samvittigheden, men det er ham selv — hans eget selv.
Allerede lidt tidligere er det begyndt at dæmre for Per, at den „Sidenius-arv“, han plejer at se som sit livs forbandelse, ikke blot er noget, han er blevet påduttet i hjemmet, men noget, der ligger i ham selv — og noget, han egentlig heller ikke kan være utilfreds med. Han tænker her på de tilfælde i fortiden, hvor hans blufærdighed forhindrede, at han gjorde noget, han bagefter ville skamme sig over at have gjort, f.eks. i drengetidens forhold til den frække Oline eller i forholdet til den skamløse Fru Engelhardt:

  • Og han tænkte paa de mange andre Gange, hvor han vilde være bleven Selvødelæggelsens sikre Bytte, dersom – – ja, dersom han ikke i sit Inderste havde baaret paa en instinktmæssig Sky for Synden, dersom han ikke gennem sine Forældre – og da vel særlig gennem sin Fader og hans Aarhundreder gamle Præsteslægt – havde staaet i lønlig Pagt med de livsbevarende Magter, han i sin Ungdoms Overmod aabent havde villet trodse. Den “sideniuske“ Arv, som han havde kaldt sit Livs Forbandelse, var den ikke netop den Amulet, det signede Tegn, han kunde takke for, at det dog ikke var gaaet ham værre, end det var? ...

Det må Per bekræfte, og demed toner en ny og afgørende erkendelse frem i ham:

  • ... Denne medfødte Kraft til Frigørelse, der havde aabenbaret sig hos ham i det skjulte; denne Selvopholdelsens Drift i Sjælen, der virkede ganske uafhængig af alle Troeslærdomme, højt ophøjet over de skiftende Tiders strengere eller mildere Livssyn, hvad var den vel andet end Guds egen Aand, Biblens “hellige Aand“, den Kristnes Fylgje, der usynlig vogtede hans Fod for Fald og førte ham frelst gennem alle Forvildelser? (VII,8 / 2,252)

Resultatet af denne skelsættende erkendelse bliver for Per, at han indleder en intens forskning efter udtryk for det religiøse anliggende, der er af en dybere og mere alvorlig art end dem, han finder hos sin svigerfar. Han er således meget optaget af den nævnte pastor Fjaltring, men via ham søger Per også videre ned i historien til tidligere tiders udtryk for det religiøse problem i kristendommens historie:

  • Og dette førte videre. Med sin uophørlig voksende Trang til at komme tilbunds i sig selv, til at forstaa sit eget Væsen endog i dets flygtigste Fornemmelser, tog han fat paa en historisk Undersøgelse af det religiøse Liv ... (VIII,122f / 2,323)

Gennem en stadigt mere omfattende fordybelse i den historiske kristendoms skrifter og retninger kommer Per dog lidt efter lidt til den erkendelse, at her har han slet ikke hjemme:

  • Men samtidig naaede han herigennem til en nedslaaende Erkendelse. Ved at sammenligne saadanne Menneskers begejstrede Forsynstro med sin egen følte han, at han hverken var eller havde været eller nogensinde vilde kunne blive en virkelig troende Kristen. Ja, han kunde ikke engang længer ønske at blive det. (VIII,125f / 2,325)

Når han ikke engang kan ønske sig at blive en virkelig troende, er det, som han siger, ikke „den strenge verdensforsagelse“, der afskrækker ham: „tilfredsstillelsen ved et sådant indadvendt, verdensfjernt liv forstod han netop bedst“ — nej, „det var lidenskaben i deres bønner, arten af deres forhåbninger, som forfærdede ham“:

  • I deres Sky for Verden, i deres Angst for Fristelsen, med deres Opfattelse af den Kristnes Liv som en uophørlig Pilgrimsgang nedbad de selv Vanheld og Forfølgelse over deres Hoveder. ...

Det forfærdende for Per er altså det, at man for den evige saligheds skyld nedkalder ulykke og lidelse over sig i livet her på jorden — og over for dette må han sige fra:

  • ... For en saadan brændende Tro, der fortærede selve Blodets Grunddrifter, veg hans naturlige Menneske tilbage. (VIII,127 / 2,326)

Med denne formulering får vi igen anslået det afgørende punkt i Pers egen religiøsitet, nemlig naturen, som det skal blive uddybet i artiklen „Lykke-Per og Dionysos“. Her i sammenhængen er det dog netop ikke den dionysiske side af de gamle grækeres religiøsitet, der kommer på tale, men derimod den diametralt modsatte, der stammer fra Sokrates.
Som nærmere behandlet i artiklen „Lykke-Per og Platon“ har Per allerede tidligere læst Platons Faidon, hvori Sokrates fortæller om den livsforståelse, han havde levet efter. Den gik ud på at sikre sjælens skæbne efter døden ved allerede her i livet at „afdø“ fra legemet og dets behov, og denne tanke havde Per allerede ved sin første læsning oplevet som direkte skrevet „ud af en kristelig opbyggelsesbog“ (VI,88 / 2,95). Dette forhold vender han nu tilbage til:

Noget, der ganske særlig foruroligede ham ved disse Undersøgelser, var den stadig klarere Forstaaelse af – hvad der allerede for Aar tilbage havde dæmret for ham under hin tilfældige Fordybelse i en Oversættelse af Platons “Fædon“ – at Kristendommen var langt ældre end Kristus, i hvem den kun havde fundet sin Fuldkommengørelse, ...

Dette betyder for Per ikke mindst, at man ikke kan affærdige kristendommen med, at den er blevet indført af magthavere til legitimering af deres magtudøvelse!

  • ... Den syntes at have sine Rødder i selve den menneskelige Urgrund, at suge sin Næring fra et Instinkt, der laa udenfor Naturen, og som, hvor det i det hele taget fandtes, overvandt denne. (VIII,127f / 2,326)

I denne nye erkendelse af kristendommens rod i et menneskeligt „ur-instinkt“ bliver Per bekræftet ved at blive mindet om en tilsvarende tankegang, han er stødt på hos indernes Buddha:

  • Der var et løsrevet, buddhistisk Citat, der sad indbrændt i hans Hjerne som en Fosforskrift og lyste, hver Gang der blev mørkt i hans Indre:
    “Den, som Intet elsker her paa Jorden og Intet hader og Intet attraar, kun han har ingen Lænker og er uden Frygt.“
    Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg’ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. (VIII,128 / 2,327)

Dette forstår Per nu som det store, uomgængelige valg i tilværelsen — enten selvhævdelse for at vinde verden eller selvfornægtelse for at vinde himlen — dersom man da ikke, som hans svigerfar, er i stand til at „lukke horisonten med en selvbedragerisk stemningståge“. Men lige så lidt som Per kan dette, kan han heller ikke vælge side i dilemmaet mellem de to „verdener“:

  • Med Verdens Børn vilde han ingen Forligelse, og mellem Kristne hørte han heller ikke hjemme. (VIII,129 / 2,327)

Herved bliver det, og Jakobe tager således fejl, når hun på afstand går ud fra, at Per blot er faldet tilbage til sin eksistens som „bakketrold“ blandt de andre „underjordiske“. Selv om Per til slut vælger et liv i nøjsomhed, som hans mor havde lært ham, så var det ikke en selvfornægtelse som den, der ifølge „bakketroldenes“ og Sokrates’ tro var vejen til himlen. Per har derimod fundet det frelsende i sig selv, i troen på, at den „medfødte kraft til frigørelse“, han havde vist sig at rumme i sig, den „selvopholdelsens drift i sjælen, der virkede ganske uafhængig af alle troslærdomme“, var en del af hans egen natur — hans egen „skytsånd“, der havde „ført ham frelst gennem alle forvildelser“ (VII,8 / 2,252) — og som dog var hans eget „selv“.
Se evt. nærmere i artiklen „Lykke-Per og selvet“.

Se evt:

Lykke-Per

*

B